Præsident pro tempore (/ˌproʊ ˈtɛmpəriː/ eller /ˌproʊ ˈtɛmpəreɪ/), eller præsident pro tem, i det amerikanske senat er den senator fra det politiske flertalsparti i det amerikanske senat, der har siddet længst tid i senatet. Ifølge den amerikanske forfatning og efterfølgende praksis er stillingen et af de højere formelle embeder i USA — ofte omtalt som det fjerde højeste embede i regeringsprotokollen (efter præsident, vicepræsidenten og formanden for Repræsentanternes Hus). I arvefølgen til præsidentembedet står præsident pro tempore typisk som den tredje i rækken efter vicepræsidenten og formanden for Repræsentanternes Hus.

Valg og tradition

Præsident pro tempore vælges formelt af senatet, normalt ved begyndelsen af hver kongres. I praksis er det en tradition, at posten gives til den senator fra flertalspartiet, der har haft den længste ubrudte tjenestetid i Senatet. Valget er derfor ofte ceremonielt og bekræfter senioritet snarere end personlige konkurrenceelementer.

Opgaver og beføjelser

Forfatningen udpeger præsident pro tempore som den embedsmand, der kan overtage ledelsen af Senatet, når vicepræsidenten (som formelt er Senatets præsident) er fraværende. I praksis er flere af de daglige funktioner, som at føre mikrofonlisten og lede procedurerne i selve salen, ofte uddelegeret til yngre senatorer af begge partier. Følgende funktioner og beføjelser knytter sig dog til embetet:

  • At træde i stedet for vicepræsidenten: Når vicepræsidenten ikke er til stede, kan præsident pro tempore lede mødet.
  • Rolle i arvefølgen: Placeres i arvefølgen til præsidentembedet efter vicepræsidenten og formanden for Repræsentanternes Hus.
  • Protokollære pligter: Underskrift af love og visse officielle dokumenter, bekræftelse af certifikater og repræsentation ved ceremonier.
  • Komitéudnævnelser: I nogle tilfælde har præsident pro tempore indflydelse på udpegning af visse stillinger og udvalg (ofte via delegationer eller særlige fuldmagter).

Praktisk betydning

Selvom posten er prestigefyldt, er den ofte ceremoniel. Daglig ledelse af Senatet og dets procedurer udføres typisk af senatorer, som fungerer som midlertidige ordstyrere. Alligevel kan præsident pro tempore få politisk tyngde gennem senioritet, komitéposter og partiledelsesroller.

Historiske eksempler og bemærkelsesværdige tilfælde

En række præsidenter pro tempore har markeret sig i amerikansk historie. Blandt dem nævnes John Langdon (den første i embedet) og David Rice Atchison (D-MO), hvis påståede korte "præsidentskab" i marts 1849 ofte omtales i populærhistorie, men som historisk set er omdiskuteret og generelt ikke anerkendes som et reelt indtræden i embedet. Benjamin Wade (R-OH) er kendt fordi han som præsident pro tempore ville have stået til at blive fungerende præsident, hvis Andrew Johnson var blevet dømt i rigsretssagen — Wade var kun én stemme fra at blive USA's præsident.

Andre markante indehavere inkluderer Arthur Vandenberg (R-MI), Carl Hayden (D-AZ), Richard Russell, Jr. (D-GA), Strom Thurmond (R-SC), Robert Byrd (D-WV), Daniel Inouye (D-HI) og Patrick Leahy (D-VT). Posten har altså været besat af både indflydelsesrige lovgivere og ceremonielt ansete veteraner.

Ærestitler, undtagelser og ændringer

Senatet har til tider oprettet eller brugt særlige ærestitler i forbindelse med posten, f.eks. "president pro tempore emeritus" eller engangstitler som en gestus til tidligere vicepræsidenter eller præsidenter, der blev valgt ind i Senatet. Et eksempel i nyere tid var senator Hubert Humphrey, tidligere vicepræsident, hvor Senatet viste særlig anerkendelse under hans sygdom. Sådanne titler er først og fremmest ceremonielle og ændrer ikke rækkefølgen i arvefølgen.

Moderne praksis

I moderne tid er præsident pro tempore primært et udvalg af tradition og protokol kombineret med senioritetspolitik i Senatet. Selv om posten kan have reelle konstitutionelle konsekvenser (fx i ekstreme tilfælde som rigsretssager eller ved samtidige fravær af højere embedsmænd), har ingen præsident pro tempore nogensinde overtaget præsidentembedet.

Senatets praksis kan variere over tid, men hovedtrækkene — valg af den mest erfarne senator fra flertalspartiet, en ceremoniel funktion med mulighed for at lede Senatet ved vicepræsidentens fravær og en plads i arvefølgen — har været stabile elementer i embedets rolle gennem USA's historie. Postens konkrete magt og synlighed afhænger ofte af den enkelte embedsmands politiske position og personlige indflydelse.