Postimpressionisme (eller post-impressionisme) er et bredt kunsthistorisk begreb, der dækker en række forskellige retninger inden for maleri i Frankrig i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Begrebet blev gjort kendt af den britiske kunstner og kunstkritiker Roger Fry i 1910, da han organiserede udstillingen Manet and the Post-Impressionists. Fry brugte betegnelsen til at samle kunstnere, som på forskellige måder havde ført videre eller reageret på impressionismen, men som samtidig gik ud over dens teknikker og æstetik.

Hvad betyder postimpressionisme?

Ordet "post-" betyder "efter", så post-impressionistisk maleri kommer efter impressionismen. Det er dog ikke en ensartet bevægelse med et fælles manifest. Postimpressionisterne videreførte flere af impressionismens grundidéer — fx interesse for samtidige motiver, lys og farve — men afviste samtidigt nogle af impressionismens begrænsninger og udviklede nye måder at arbejde på.

Hovedtræk og teknikker

  • Farve og emotion: Mange postimpressionister brugte stærkere, mere udtryksfulde eller ofte unaturlige farver for at forstærke stemning eller symbolik.
  • Form og struktur: Interesse for geometrisering og forenkling af former, som hos Paul Cezanne, der søgte at bygge naturen op af kuber, cylindre og kugler.
  • Tekstur og penselstrøg: Tyk maling (impasto), synlige penselstrøg og kraftfulde linjer, især hos Vincent van Gogh.
  • Optiske og videnskabelige metoder: Eksperimenter med farvedeling og punktteknikker, mest kendt hos Georges Seurat (pointillisme/divisionisme).
  • Symbolik og primitivisme: Bevidst brug af form og farve til at udtrykke indre idéer, ofte set hos Paul Gauguin, som også søgte inspiration i "primitive" kunstformer.
  • Variation i stil: Postimpressionisterne arbejdede meget forskelligt og dannede ikke én enhedsgruppe — begrebet er derfor et overbegreb.

Centrale kunstnere og deres bidrag

  • Paul Cezanne — kaldet "den moderne kunsts fader" af mange: han fokuserede på formernes opbygning og perspektiv, og hans arbejde lagde grunden til kubismen.
  • Paul Gauguin — udviklede syntetisme og brugte flader af stærk, rent farve for at skabe symbolsk og dekorativ effekt; rejste til Tahiti, hvor han søgte en anderledes inspiration.
  • Vincent van Gogh — kendt for intense farver, dramatiske, ekspressive penselstrøg og stærk følelsesmæssig ladning i motiver som landskab og portrætter.
  • Georges Seurat — udviklede en systematisk punktteknik (pointillisme), hvor farver opbygges af små, separate prikker for at skabe optisk blanding.
  • Henri Toulouse-Lautrec — skildrede det parisiske natteliv, cabaret og plakatkunst med et ironisk, observerende blik; var vigtig for udviklingen af moderne grafisk udtryk.
  • Henri Rousseau ("Le Douanier") — selvbetitlet og naiv kunstner, kendt for drømmeagtige, dekorative junglescener og en direkte, ukunstlet stil.
  • Andre nævneværdige: kunsten fra denne periode indbefatter også påvirkninger på yngre kunstnere som Picasso og Braque, som i høj grad blev påvirket af Cezannes formforståelse; selvom de lejlighedsvis kategoriseres som post-impressionister, betegnes de oftest som kubister.

Udstillinger, begrebet og kritik

Roger Frys udstilling i 1910 var central for, at navnet post-impressionisme blev almindeligt. Begrebet har dog altid været lidt løst; som kritikeren Rewald formulerede det: "Udtrykket 'post-impressionisme' er ikke særlig præcist, men meget praktisk". Det fungerer som en bekvem betegnelse for en række kunstnere, der på hver deres måde gik videre end impressionismens fokus på øjeblikkets lys og atmosfære.

Betydning og eftermæle

Postimpressionisterne banede vejen for det 20. århundredes moderne kunst. Deres eksperimenter med form, farve og komposition inspirerede bevægelser som fauvisme, expressionisme og kubisme. Hvor impressionismen især undersøgte lys og øjeblikkets indtryk, udvidede postimpressionisterne maleriets muligheder som et middel til både æstetisk og følelsesmæssig udtryk.

Tidsrum og geografi

Postimpressionismen knytter sig primært til Frankrig og perioderne ca. 1880'erne til begyndelsen af 1900-tallet. Det er dog vigtigt at huske, at kunstnerne var meget forskellige i både baggrund og tilgang — fælles er snarere en fælles ambition om at udvikle og forandre maleriet efter impressionismens gennembrud.

Samlet set er postimpressionisme et nøglekapitel i overgangen fra 1800-tallets naturalistiske tendenser til det 20. århundredes radikale modernismer: en periode præget af eksperimentlyst, individualisme og nye måder at tænke form og farve på.