Porcelæn: Definition, typer og fremstilling af keramisk materiale

Lær om porcelæn: typer (hårdt, blødt, knogle), råmaterialer og fremstilling fra formning til brænding – teknikker og temperaturer forklaret klart.

Porcelæn er et keramisk materiale, fremstillet ved at opvarme lerlignende råstoffer til meget høje temperaturer, så materialet delvist smelter og bliver tæt og glasagtigt. Den klassiske komponent i porcelæn er kaolinit, men blandingen kan også indeholde feldspat, kvarts og andre ler- eller mineralstoffer for at give ønskede egenskaber.

Typer af porcelæn

• Hårdt porcelæn (hard-paste) – traditionelt brændt ved omkring 1400 grader celsius. Hårdt porcelæn er meget stærkt, hvidt og ofte fuldt vitrificeret, hvilket gør det ikke-porøst og slidstærkt.
• Blødt porcelæn (soft-paste) – brændes typisk ved lavere temperaturer, omkring 1200^o C. Det kan være mere porøst og mindre hårdt end hårdt porcelæn, men kan give fin overflade og særlig glans.
• Knogleporcelæn (bone china) – en type blødt porcelæn, hvor en del af lerblandingen er erstattet af benaske (bone ash). Knogleporcelæn er kendt for høj styrke, meget hvid farve og fremragende translucentitet; benaskeandelen ligger ofte på 25–50 % i kompositionen.

Råmaterialer og sammensætning

• Kaolinit: giver plastisk formbarhed og stabil kerne efter brænding.
• Feldspat: virker som smeltemiddel (flux) og bidrager til vitrificering og styrke.
• Kvarts (siliciumdioxid): kontrollerer krympning og styrker det brændte gods.
• Benaske: i knogleporcelæn øger hvidhed, translucens og mekanisk styrke.

Fremstillingsproces

Råmaterialerne males og homogeniseres, hvorefter de blandes med vand til en plastisk pasta eller en flydende slip. Den bearbejdede masse formes på flere måder, afhængigt af produktet:

• Støbning (slip casting): væskeformig masse hældes i gipsforme.
• Trykstøbning eller pressning: pulver eller dejs form presses i forme til f.eks. tallerkener.
• Vending og drejning: til kunstnerisk eller unika porcelæn.

Efter formning skal emnerne tørre kontrolleret for at undgå revner. Derefter følger ofte en første lavtemperatur-brænding (bisque), glasering og en afsluttende glasurbrænding ved højere temperatur. Brændingerne foregår i en ovn (gas-, el- eller specialovne), og temperaturprofilen er afgørende for porcellanets styrke, farve og translucens. Til dekorering anvendes teknikker som underglasur-, overglasur-maling, transfertryk og håndmaling; nogle dekorationer kræver en egen brænding ved lavere temperatur.

Egenskaber

• Hvidhed og translucens: særligt i knogleporcelæn og fint hårdt porcelæn.
• Hårdhed og slidstyrke: især ved hårdt porcelæn efter fuld vitrificering.
• Ikke-porøst: god kemisk resistens og hygiejnisk overflade efter glasering.
• Thermisk: porcelæn tåler høje temperaturer, men kan være følsomt overfor pludselige temperaturændringer (termisk chok).

Anvendelser

Porcelæn bruges til:

• Servise, kopper, tallerkener og tekander.
• Sanitetskeramik og fliser (især specialglasering).
• Elektriske isolatorer og tekniske komponenter, hvor høj isoleringsevne og varmebestandighed kræves.
• Tandteknik og medicinske porcelænsproteser (specielle formuleringer).
• Kunst og dekorationsgenstande — figuriner, vaser og samlerobjekter.

Historie i korte træk

Porcelæn har sine rødder i Kina, hvor fin keramik udvikledes allerede i oldtiden og nåede stor teknisk og kunstnerisk højde i perioder som Tang, Song og senere Ming- og Qing-dynastierne. Europæiske forsøg på at efterligne kinesisk porcelæn førte til fremkomsten af europæisk hårdt porcelæn i 1700-tallet (fx Meissen) og senere udviklingen af knogleporcelæn i England (Spode, Wedgwood m.fl.).

Miljø, genbrug og pleje

Fremstilling af porcelæn kræver energi til brænding ved høje temperaturer, og nogle glasurer kan indeholde tungmetaller, som kræver forsigtig håndtering og korrekt affaldshåndtering. Knust porcelæn kan genbruges som fyldmateriale i byggeindustri eller som råmateriale i visse keramiske processer. Til daglig pleje er de fleste moderne porcelænsgenstande tålelige i opvaskemaskine, men delikate, antikke eller fint dekorerede stykker bør vaskes i hånden for at undgå ridser og udsblegning.

Råmaterialerne til porcelæn blandes altså med vand og danner en plastisk pasta. Denne pasta bearbejdes til den ønskede form, inden den brændes i en ovn, hvor både temperaturer og brændingsforløb afgør det færdige produkts udseende og egenskaber.

Historie

Kina

Porcelæn stammer oprindeligt fra Kina, og "china" er produktets fællesbetegnelse. I det østlige Han-dynasti (196-220 e.Kr.) havde glaserede keramiske varer udviklet sig til porcelæn. Porcelæn fremstillet under Tang-dynastiet (618-906 e.Kr.) blev eksporteret til den islamiske verden, hvor det var meget værdsat. Tidligt porcelæn af denne type omfatter det trefarvede glaserede porcelæn eller sancai-vare. Porcelænsgenstande i den forstand, som vi kender dem i dag, kunne findes i Tang-dynastiet, og arkæologiske fund har skubbet dateringerne tilbage til så tidligt som Han-dynastiet (206 f.Kr. - 220 e.Kr.). Under Sui-dynastiet (581-618) og Tang-dynastiet (618-907) blev porcelæn fremstillet i stor stil.

Europa

I 1712 blev mange af de kinesiske porcelænshemmeligheder afsløret i Europa af den franske jesuitfader Francois Xavier d'Entrecolles, og de blev offentliggjort i Lettres édifiantes et curieuses de Chine par des missionnaires jésuites.

Tyskland

I begyndelsen af det 16. århundrede vendte portugisiske handelsmænd hjem med prøver af kaolin, som de i Kina opdagede var uundværligt til fremstilling af porcelænsvarer. De kinesiske teknikker og sammensætninger, der blev anvendt til fremstilling af porcelæn, var dog endnu ikke helt forstået.

I den tyske delstat Sachsen sluttede søgningen i 1708, da Ehrenfried von Tschirnhaus fremstillede en hård, hvid, gennemsigtig porcelænstype med kaolin og alabast, der blev udvundet i en saksisk mine i Colditz. Det var en nøje bevogtet forretningshemmelighed for den saksiske virksomhed.

Von Tschirnhaus og hans assistent Johann Friedrich Böttger var ansat af August den Stærke og arbejdede i Dresden og Meissen i Sachsen. I en værkstedsnotat står der, at det første eksemplar af hårdt, hvidt og forglasset europæisk porcelæn blev fremstillet i 1708. På det tidspunkt blev forskningen stadig overvåget af Tschirnhaus, som døde i oktober samme år. Böttger meddelte Augustus i marts 1709, at han kunne fremstille porcelæn. Han får normalt æren for den europæiske opdagelse af porcelænet.

Frankrig

Det første vigtige franske porcelæn af blød pasta blev fremstillet på fabrikken i Saint-Cloud før 1702. Der blev oprettet fabrikker for blød porcelænspasta i Chantilly i 1730 og i Mennecy i 1750. Porcelænsfabrikken i Vincennes blev oprettet i 1740 og flyttede senere til større lokaler i Sèvres i 1756. Vincennes-porcelænspastaen var hvidere og mere perfekt end nogen af sine franske konkurrenter, hvilket gav Vincennes/Sèvres-porcelænet en førende position i Frankrig.

England

Den første bløde pasta i England blev demonstreret af Thomas Briand for Royal Society i 1742 og menes at have været baseret på Saint-Cloud-formlen. I 1749 tog Thomas Frye patent på et porcelæn, der indeholdt benaske. Dette var det første benporcelæn, som senere blev perfektioneret af Josiah Spode.

I de 25 år efter Briands demonstration blev der i England oprettet et halvt dusin fabrikker til fremstilling af bordservice og figurer af blød pasta. Nogle af de berømte fabrikker var:

• Chelsea (1743)
• Bristol-porcelæn (1748)
• Royal Crown Derby (1750 eller 1757)
• Royal Worcester (1751)
• Wedgwood (1759)
• Spode (1767)

William Cookworthy opdagede forekomster af kaolinler i Cornwall. Dette var med til at fremme udviklingen af porcelæn og anden hvidgodskeramik i England. Cookworthys fabrik i Plymouth i 1768 anvendte kaolinler og porcelænssten. Han fremstillede porcelæn med en sammensætning, der lignede det kinesiske porcelæn fra begyndelsen af det 18. århundrede.

 
Typisk Wedgwood blå tallerken med hvid dekoration  


Saint-Cloud blød porcelænsskål, med blå dekoration under glasur, 1700/1710  


Bluepot porcelæn  


Nymphenburg porcelæn 1760/1765  

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er porcelæn lavet af?

Spørgsmål: Hvor mange typer porcelæn er der?

Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem hård- og blødporcelæn?

Spørgsmål: Hvilke ingredienser indgår i benporcelæn?

Spørgsmål: Hvordan bliver råmaterialer til fremstilling af porcelæn anvendelige?

Spørgsmål: Anvendes kaolinit i alle typer porcelæn?

Søg efter bogstav