Pontiac — Ottawa-krigshøvding og leder i Pontiacs krig (ca. 1720–1769)
Pontiac — Ottawa-krigshøvding (ca.1720–1769), central leder i Pontiac's War (1763–1766), symbol på oprør og modstand mod britisk ekspansion ved De Store Søer.
Pontiac (ca. 1720 - 20. april 1769) var en høvding blandt Ottawa-folket og blev kendt for sin rolle i Pontiac's War (1763–1766), en bredt udbredt amerikansk-indianer modstandskamp mod britisk militær i områderne ved De Store Søers og Ohio Country. Historikere i dag ser ham generelt som en vigtig lokal leder, der var katalysator for en større bevægelse, men som ikke havde direkte kommando over alle de forskellige stammer, der deltog.
Baggrund
Pontiac var en leder i en tid med store forandringer: efter den fransk-britiske krig (1754–1763) blev kontrol og handel i de nordamerikanske indfødte områder omrokeret til fordel for briterne. Dette skabte øget spænding, fordi britiske myndigheder og kolonister ændrede forholdet til de oprindelige folk — især gennem hårdere militær tilstedeværelse, ændrede handelspraksisser og fortsat kolonial udvidelse ind på indfødte områder. Samtidig spredte religiøse og politiske bevægelser som den såkaldte „Delaware-profet“ (Neolin) idéer om at vende tilbage til ældre skikke og afvise europæisk indflydelse, hvilket influerede modstanden.
Pontiac's krig (1763–1766)
Oprøret, der i historisk litteratur ofte kaldes Pontiac's War, var ikke et centralt ledet oprør under én enkelt hærfører, men et løst samarbejde mellem adskillige stammer — herunder Ottawa, Ojibwe, Potawatomi, Huron og flere sydlige grupper — med fælles mål om at presse briterne tilbage fra forter og handelsposter i de indfødte områder. Konflikterne omfattede både belejringer, angreb på enkeltstående bosættelser og diplomatiske manøvrer.
Angrebet på Fort Detroit
I maj 1763 ledede Pontiac et planlagt overraskelsesangreb mod Fort Detroit. Ifølge samtidige beretninger forsøgte han at indtage fortet ved at narre de britiske forsvarere, men planen blev opdaget, og angrebet mislykkedes. Efter dette mislykkede forsøg indledte han og andre ledere en periode med belejringer og angreb mod andre britiske mål i området. Belejringen af Detroit blev dog en langvarig og central episode i konflikten, som blandt andet svækkede briternes kontrol i regionen og inspirerede tilsvarende aktioner ved andre forter.
Forhandlinger og afslutning
Efterhånden som kampene udviklede sig, forsøgte britiske embedsmænd at genoprette roen gennem både militære operationer og forhandlinger. Pontiac blev — i britiske øjne — en nøglefigur i bestræbelserne på at afslutte uro og forhandle fred, og briterne inviterede til møder og aftaler for at få stoppet kampene. Slutningen på konflikten var gradvis og skete gennem en række lokale aftaler og våbenhviler frem for en enkelt, total kapitulation; mange stammer indgik særlige aftaler med britiske repræsentanter i løbet af 1764–1766.
Senere liv og død
Efter krigen forblev Pontiac en markant skikkelse i området, men hans forhold til andre indfødte grupper og til de europæiske magter var komplekst. Den 20. april 1769 blev han myrdet nær Cahokia (i det nuværende Illinois), angiveligt af en mand fra en anden stamme, hvilket ifølge samtidige kilder skyldtes lokale stridigheder og personlige fjendskaber. Hans død satte et endeligt punktum for hans direkte indflydelse, men ikke for den erindring og symbolik, han blev tillagt.
Arv og betydning
Pontiac er blevet efterladt som en stærk historisk figur: for mange repræsenterer han oprøret mod britisk indtrængen og en større videreført modstand mod europæisk kolonisation. Samtidig har moderne forskning fremhævet, at bevægelsen var decentraliseret, og at Pontiac selv virkede mere som en lokal organisator og inspirator end som en øverste befaler over en samlet, kontrolleret hær. Konflikten bidrog desuden til, at britiske myndigheder revurderede deres politik over for indfødte nationer — både militært og diplomatiske — og havde indflydelse på efterfølgende beslutninger om grænsepolitik og handel.
Betydning for eftertiden: Pontiac og oprøret bar præg af de mange spændinger mellem indfødte samfund og europæiske magter i 1700-tallet: tab af land, ændrede handelsvilkår og kulturkonflikter. Hans historie bruges ofte som eksempel på både modstand og de komplekse relationer mellem forskellige indfødte grupper og kolonimagter i de tidlige år af den nordamerikanske koloniale periode.
Søge