Op art er en malerstil, der gør brug af optiske illusioner og andre former for usædvanlige optiske effekter. Victor Vasarely, en ungarsk kunstner, var måske den første, der brugte dette tema regelmæssigt i 1930'erne. I 1960'erne blev Bridget Riley en af verdens mest kendte op-kunstnere. Hun specialiserede sig i de effekter, der fremkaldes af tætliggende linjer. Jesús Rafael Soto brugte mobile elementer og forbandt således op art med kinetiske (bevægelige) strukturer.

Idéen om visuelle illusioner og effekter fascinerede andre kunstnere og intellektuelle. Den berømte hollandske kunstner M.C. Escher tegnede umulige strukturer, som virkede ved hjælp af visuelle illusioner. Kunsthistorikeren Ernst Gombrich skrev en detaljeret undersøgelse om visuelle effekter i kunsten. Psykologen Richard Gregory brugte en stor del af sin karriere på at studere, hvorfor sindet ser illusioner.

Op-art handler ikke kun om at snyde øjet for sjov; det er også en undersøgelse af, hvordan syn og perception fungerer. Arbejderne udnytter principper fra Gestalt-psykologi og fra fysiologien i synssystemet — for eksempel hvordan kanter fremhæves, hvordan farver påvirker hinanden, og hvordan øjets små bevægelser kan skabe indtryk af bevægelse i statiske billeder.

Typiske virkemidler i op-art omfatter:

  • Modulering af linjetæthed og kontrast for at fremkalde bevægelsesillusioner og vibration.
  • Gentagne geometriske mønstre og rytmer, som kan skabe moiré-effekter når de kombineres.
  • Kontrastfarver og farveinteraksioner (f.eks. simultan kontrast), der får farver til at "vibrere" ved siden af hinanden.
  • Figure–ground-ambiguitet, hvor forgrund og baggrund skifter plads afhængigt af betragterens fokus.
  • Inddragelse af kinetiske elementer hos nogle kunstnere, så værket fysisk bevæger sig eller ændres i forhold til betragterens position.

Ud over Vasarely, Riley og Soto er flere andre kunstnere centrale for op-art: Julio Le Parc og François Morellet i Europa, den amerikanske Richard Anuszkiewicz og Carlos Cruz-Diez, som arbejdede intenst med farve og perception. I 1965 samlede Museum of Modern Art i New York op-art i udstillingen "The Responsive Eye", hvilket gjorde bevægelsen bredt kendt og førte til stor offentlig interesse.

Op-art bevægelsens betydning rækker videre end gallerierne. Den har påvirket grafisk design, mode (de berømte 1960'er-mønstre), arkitektur, emballagedesign og populærkultur — fra pladecovers til filmiske visuelle effekter. Desuden har op-art været et mødested mellem kunst og videnskab: psykologi, neurovidenskab og perceptuel forskning bruger ofte op-art-eksempler til at illustrere principper om syn og hjernebehandling af visuel information.

Når man betragter op-art, er det vigtigt at være opmærksom på format, afstand og lysforhold: små ændringer i synsafstand eller i bevægelse af øjnene kan dramatisk ændre oplevelsen af et værk. For mange beskuere kan op-art både være fascinerende og lidt ubehagelig — den aktiverer sansning og gør beskueren til en aktiv deltager i den visuelle oplevelse.