De lange knivs nat (tysk: Nacht der langen Messer ) eller "Operation Kolibri" (Kolibri) var en udrensning, der fandt sted i Nazityskland. Den fandt sted mellem den 30. juni og 2. juli 1934, hvor det nazistiske regime henrettede mindst 90 personer af politiske årsager. De fleste af de dræbte var medlemmer af "Stormtropperne" (SA) (tysk: Sturmabteilung).
Baggrund
Konflikten mellem Adolf Hitlers parti og SA voksede i begyndelsen af 1930'erne. SA, under ledelse af Ernst Röhm, havde spillet en central rolle i nazisternes magtovertagelse, men udviklede sig til en magtfaktor, som Hitler og mange konservative kræfter i og uden for partiet så som farlig. Röhm støttede idéen om en »anden revolution« og ønskede ifølge sine modstandere at gøre SA til en væbnet styrke, muligvis en slags parallelhær, som kunne opsluge eller erstatte det professionelle militær, Reichswehr. Samtidig var mange i Reichswehr, erhvervslivet og konservative kredse umiddelbart fjendske over for SA's voldelige metoder og uro på gaderne.
Motiv for udrensningen
Adolf Hitler vurderede SA's uafhængighed, Röhm's politiske ambitioner og gruppens fortsatte vold som en direkte trussel mod sin egen magtkonsolidering. Derudover gav kompromisløse kræfter i militæret og konservative politikere, herunder tilhængere af vicekansler Franz von Papen, pres for at fjerne SA's ledelse. Udrensningen var altså både et forsøg på at neutralisere en potentiel rival og et middel til at cementere støtten fra hæren og traditionelle magtgrupper.
Forløbet
Operationen blev planlagt og gennemført af SS, politistyrker og Gestapo under ledelse af personer som Heinrich Himmler og Reinhard Heydrich, med støtte fra andre nazistiske ledere. Aktionen begyndte natten mellem 30. juni og 1. juli 1934. Mange SA-ledere blev arresteret, og et stort antal blev dræbt under fængslinger eller på vej til fangenskab. Ernst Röhm selv blev arresteret og skudt i fængslet den 1. juli. Også politiske modstandere uden for SA, herunder tidligere kansler Kurt von Schleicher, blev myrdet.
Ofre og omfang
Det nøjagtige antal ofre er uklart, og historikere er ikke enige. Talene varierer fra nogle få snese til flere hundrede afhængigt af kilder og opgørelsesmetode; en ofte citeret minimumsfigur ligger i omegnen af 85–90 dræbte, men der er dokumentation for, at betydeligt flere mennesker blev fængslet, mishandlet eller dræbt. Blandt de mest fremtrædende ofre var Ernst Röhm og Kurt von Schleicher; en række andre SA-ledere, politiske rivaler og kritikere af Hitler blev ligeledes likvideret eller sat ud af spillet.
Lovgivning, propaganda og reaktion
Efter udrensningen søgte regimeat blive juridisk og politisk legitimeret. Regeringen vedtog i juli 1934 en lovgivning, der retroaktivt skulle retfærdiggøre »statslige nødforanstaltninger«, og Hitler holdt en tale til Rigsdagen, hvor han forsøgte at fremstille aktionen som nødvendig for statens sikkerhed. Internt i Tyskland bidrog aktionen til at dæmpe modstand fra konservative kredse og sikre hæren som samarbejdspartner; internationalt var reaktionerne blandede, men få stater greb konkret ind.
Konsekvenser
Resultatet var en markant omfordeling af magt i nazistisk tjeneste: SA blev kraftigt afsvækket som politisk og militær magtfaktor, mens SS under Himmler steg i indflydelse og fik større kontrol over indre sikkerhed og politisk undertrykkelse. Aktionens succes i at fjerne oppositionen styrkede Hitlers position, og i de følgende uger og måneder konsoliderede han sin magt yderligere. Efter Franz von Papen's og andre konservatives delvise oprydning kunne Hitler opnå hærenes accept – et væsentligt skridt på vejen mod total magtudøvelse. Kort efter, i august 1934, døde præsident Paul von Hindenburg, og Hitler forenede posten som rigsfrue og rigskansler og indførte en personlig ed fra hæren til ham, hvilket fuldendte diktaturets magtkonsolidering.
Eftertid og historisk vurdering
Historikere betragter »De lange knivs nat« som et afgørende vendepunkt i Nazi-Tysklands udvikling mod et totalitært styre. Udrensningen viste, at Hitler var villig til at anvende vold mod såvel egne partifæller som gamle politiske rivaler for at sikre sin position, og den demonstrerede SS' rolle som det foretrukne instrument til politisk undertrykkelse. På længere sigt banede aktionen vej for en centralisering af magten, der gjorde det muligt for regimet at gennemføre sine senere aggressive indenrigs- og udenrigspolitikker uden reel intern opposition.