Nestorianisme: definition, historie og teologi
Nestorianisme: forstå doktrinen, historien og teologien bag Nestorius og den Assyriske Kirke — opdelt kirke, Efesus-koncilet og dens betydning i nutidig kristendom.
Nestorianismen er en historisk teologisk bevægelse inden for kristendommen, opkaldt efter Nestorius, der var ærkebiskop af Konstantinopel omkring år 428–431 e.Kr. Nestorius (ca. 380–ca. 450) fremførte en skarp sondring mellem Kristi menneskelige side og hans guddommelige side og afviste bl.a. titlen Theotokos (“Gudsbærer”) om Jomfru Maria til fordel for Christotokos (“Kristusbærer”). Hans lære blev fordømt af Koncilet i Efesus i 431, og det førte til en kirkeskel mellem den byzantinske kirke og kristne grupper øst for Perserriget, som senere blev associeret med den såkaldte “nestorianske” tradition.
Definition og kerneidé
Kerneideen i det, der almindeligvis kaldes nestorianisme, er en stærk adskillelse mellem Kristi guddommelige og menneskelige realiteter. Kritikere hævdede, at Nestorius påstod, at der var to adskilte personer i Kristus, hvilket Cyril af Alexandria tog som kætteri. Nestorius selv forsøgte dog at formulere sin position på en måde, som bevarede både Kristi fulde guddommelighed og fulde menneskelighed uden at udviske forskellen mellem dem.
Historisk baggrund
Kontroversen om Nestorius foregik i en periode med intense teologiske stridigheder i det 5. århundrede, hvor spørgsmål om begreber som physis (natur), hypostasis (person/underliggende realitet) og prosopon (ansigt/person) var centrale. Efter Koncilet i Efesus (431) blev Nestorius afsat og sendt i eksil. Mange kristne i Sassanidernes perserrige, som allerede havde en uafhængig kirkelig organisation af hensyn til politisk sikkerhed, samlede sig om teologier påvirket af nogle af de samme lærere som Nestorius (fx Theodore af Mopsuestia). Over tid blev disse østlige samfund i vestlig tradition omtalt som “nestorianske”, en betegnelse som både er forenklet og til dels misvisende.
Teologi og terminologi
I den syriske teologiske tradition anvendes ofte begreberne qnoma (ofte oversat som “egenart” eller “hypostase”) og parsopa (person/ansigt). Den assyriske teologi taler om to qnoma for Kristus — én guddommelig og én menneskelig — forenede i ét parsopa. På græsk-sprogede teologiske arenaer blev lignende spørgsmål behandlet ved hjælp af ordene physis og hypostasis, hvilket har ført til mange oversættelses- og fortolkningsproblemer gennem historien. Chalcedonsk kristologi (451) søgte at formulere en midtervej ved at tale om “to naturer i én person” (det hypostatiske forening), men forskellige traditioner bruger stadig forskellige termer og nuancer, hvilket gør debatten kompleks.
Eftervirkninger og nutidig status
Efter splittelsen udviklede den såkaldte østkirke (ofte omtalt som den assyriske eller den gamle kirkes østkirketradition) sin egen litteratur og organisering. I vestlig og byzantinsk historieskrivning blev disse kirker ofte ensidigt stemplet som “nestorianske”, selvom mange moderne forskere og kirker selv afviser betegnelsen som forenklet eller fornærmende.
I dag findes der kun få kirker, som bærer den historiske tradition fra Church of the East. Blandt disse er den moderne Assyriske Kirke i Øst og den Ancient Church of the East (en senere splittet gren). Disse kirker bruger syriske teologiske termer som qnoma og parsopa i deres kristologi, og flere moderne teologiske dialoger har vist, at forskellene i virkeligheden ofte handler om sprog og terminologi snarere end om fundamentale trosforskel.
Et eksempel på forsoning er den fælles kristologiske erklæring mellem den assyriske kirkes ledelse og den romersk‑katolske kirke i 1994, som anerkendte, at de historiske uoverensstemmelser langt hen ad vejen skyldtes sproglige og terminologiske misforståelser og ikke nødvendigvis uforenelige doktriner.
Bemærkninger om betegnelsens validitet
“Nestorianisme” bruges i dag ofte både som en historisk betegnelse og som et polemisk udtryk. For korrekt forståelse er det vigtigt at skelne mellem Nestorius’ egne skrifter (som ifølge moderne forskning kan være mere nuancerede, end hans modstandere gav udtryk for), de teologiske udviklinger i Church of the East, og eftertidens polemiske etiketter. Betegnelsen dækker derfor over både en konkret historisk position og en bredere tradition, som har ændret sig over tid.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er nestorianisme?
A: Nestorianisme er en bevægelse inden for kristendommen, som hævder, at der var to forskellige personer af Jesus - mennesket Jesus og aspektet af Guds søn, eller Logos.
Q: Hvem var Nestorius?
A: Nestorius var ærkebiskop i Konstantinopel og måske den mest fremtrædende tilhænger af nestorianismen. Han levede fra ca. 380 til ca. 450 e.Kr.
Q: Hvad skete der på koncilet i Efesos?
A: På koncilet i Efesos i 431 e.Kr. blev nestorianismen fordømt, hvilket førte til en splittelse af kirken i den assyriske kirke i øst og den byzantinske kirke.
Q: Hvorfor kaldes Østens Assyriske Kirke nogle gange for nestoriansk?
A: Østens Assyriske Kirke bliver nogle gange kaldt nestoriansk, fordi det er den eneste kirke, der stadig lærer nestorianismen.
Q: Hvad er Østens Assyriske Kirkes syn på Kristi essenser?
A: Østens assyriske kirke har den opfattelse, at Kristus har to essenser (qnome), der er forenet i én person (parsopa).
Q: Er der stadig kirker, der underviser i nestorianisme i dag?
A: Ja, der er kun to kirker, der underviser i nestorianisme i dag - Østens Assyriske Kirke og Østens og Udlandets Kirke.
Q: Hvad var resultatet af kirkens splittelse på grund af fordømmelsen af nestorianismen?
A: Splittelsen af kirken på grund af fordømmelsen af nestorianismen førte til dannelsen af Østens Assyriske Kirke og Den Byzantinske Kirke.
Søge