Nestorianisme: definition, historie og teologi

Nestorianismen er en historisk teologisk bevægelse inden for kristendommen, opkaldt efter Nestorius, der var ærkebiskop af Konstantinopel omkring år 428–431 e.Kr. Nestorius (ca. 380–ca. 450) fremførte en skarp sondring mellem Kristi menneskelige side og hans guddommelige side og afviste bl.a. titlen Theotokos (“Gudsbærer”) om Jomfru Maria til fordel for Christotokos (“Kristusbærer”). Hans lære blev fordømt af Koncilet i Efesus i 431, og det førte til en kirkeskel mellem den byzantinske kirke og kristne grupper øst for Perserriget, som senere blev associeret med den såkaldte “nestorianske” tradition.

Definition og kerneidé

Kerneideen i det, der almindeligvis kaldes nestorianisme, er en stærk adskillelse mellem Kristi guddommelige og menneskelige realiteter. Kritikere hævdede, at Nestorius påstod, at der var to adskilte personer i Kristus, hvilket Cyril af Alexandria tog som kætteri. Nestorius selv forsøgte dog at formulere sin position på en måde, som bevarede både Kristi fulde guddommelighed og fulde menneskelighed uden at udviske forskellen mellem dem.

Historisk baggrund

Kontroversen om Nestorius foregik i en periode med intense teologiske stridigheder i det 5. århundrede, hvor spørgsmål om begreber som physis (natur), hypostasis (person/underliggende realitet) og prosopon (ansigt/person) var centrale. Efter Koncilet i Efesus (431) blev Nestorius afsat og sendt i eksil. Mange kristne i Sassanidernes perserrige, som allerede havde en uafhængig kirkelig organisation af hensyn til politisk sikkerhed, samlede sig om teologier påvirket af nogle af de samme lærere som Nestorius (fx Theodore af Mopsuestia). Over tid blev disse østlige samfund i vestlig tradition omtalt som “nestorianske”, en betegnelse som både er forenklet og til dels misvisende.

Teologi og terminologi

I den syriske teologiske tradition anvendes ofte begreberne qnoma (ofte oversat som “egenart” eller “hypostase”) og parsopa (person/ansigt). Den assyriske teologi taler om to qnoma for Kristus — én guddommelig og én menneskelig — forenede i ét parsopa. På græsk-sprogede teologiske arenaer blev lignende spørgsmål behandlet ved hjælp af ordene physis og hypostasis, hvilket har ført til mange oversættelses- og fortolkningsproblemer gennem historien. Chalcedonsk kristologi (451) søgte at formulere en midtervej ved at tale om “to naturer i én person” (det hypostatiske forening), men forskellige traditioner bruger stadig forskellige termer og nuancer, hvilket gør debatten kompleks.

Eftervirkninger og nutidig status

Efter splittelsen udviklede den såkaldte østkirke (ofte omtalt som den assyriske eller den gamle kirkes østkirketradition) sin egen litteratur og organisering. I vestlig og byzantinsk historieskrivning blev disse kirker ofte ensidigt stemplet som “nestorianske”, selvom mange moderne forskere og kirker selv afviser betegnelsen som forenklet eller fornærmende.

I dag findes der kun få kirker, som bærer den historiske tradition fra Church of the East. Blandt disse er den moderne Assyriske Kirke i Øst og den Ancient Church of the East (en senere splittet gren). Disse kirker bruger syriske teologiske termer som qnoma og parsopa i deres kristologi, og flere moderne teologiske dialoger har vist, at forskellene i virkeligheden ofte handler om sprog og terminologi snarere end om fundamentale trosforskel.

Et eksempel på forsoning er den fælles kristologiske erklæring mellem den assyriske kirkes ledelse og den romersk‑katolske kirke i 1994, som anerkendte, at de historiske uoverensstemmelser langt hen ad vejen skyldtes sproglige og terminologiske misforståelser og ikke nødvendigvis uforenelige doktriner.

Bemærkninger om betegnelsens validitet

“Nestorianisme” bruges i dag ofte både som en historisk betegnelse og som et polemisk udtryk. For korrekt forståelse er det vigtigt at skelne mellem Nestorius’ egne skrifter (som ifølge moderne forskning kan være mere nuancerede, end hans modstandere gav udtryk for), de teologiske udviklinger i Church of the East, og eftertidens polemiske etiketter. Betegnelsen dækker derfor over både en konkret historisk position og en bredere tradition, som har ændret sig over tid.