Militære svævefly: Historie, taktik og brug under Anden Verdenskrig
Militære svævefly under Anden Verdenskrig: historie, taktik og brug — fra C‑47-slæb til landingszoner, præcis indsættelse af tropper og tungt udstyr samt missionernes høje risici.
Militære svævefly (en variant af det almindelige svævefly) blev udviklet og brugt af flere lande til at flytte tropper og tungt udstyr ind bag fjendens linjer. De var især udbredte under Anden Verdenskrig, hvor de spillede en vigtig rolle i kombinerede luftlandingsoperationer. Disse fly uden motorer blev typisk slæbt op i luften af større transportfly og ført det meste af vejen hen mod målet. Ett af de mest anvendte slæbefly var C-47 Skytrain eller Dakota, men svævefly kunne også blive slæbt af tunge bombefly.
Hvordan svævefly fungerede
Svæveflyene svævede ikke i evigheder; i praksis blev de frigjort fra slæbeflyet i nærheden af frontlinjen og skulle lande direkte på et egnet terræn i nærheden af målet. Landingerne skulle gennemføres så skånsomt som muligt for at beskytte både lasten og besætningen, men landingsforholdene var ofte primitive og farlige.
Bygget til engangsbrug
Missionskarakteren – hvor svæveflyet ofte kun skulle bruges én vej – betød, at mange konstruktioner blev lavet af lette og billige materialer. De blev derfor ofte fremstillet af almindelige og billige materialer som f.eks. træ. Flyene var typisk upansrede, relativt skrøbelige og havde grov styring samt ingen eller begrænsede bremser, hvilket resulterede i et stort antal skader og styrt ved landing. På nogle operationer var tabene på materiel og besætning meget høje; enkelte missioner oplevede tab op til 40 %.
Taktiske fordele og ulemper
Trods de åbenlyse risici havde svævefly også klare taktiske fordele:
- Svævefly kunne levere store grupper soldater og tungt udstyr præcist til et udpeget landingsområde, i modsætning til faldskærmstropper, der ofte blev spredt over et større område.
- Når de var frigjort fra slæbeflyet, var svæveflyene næsten lydløse og svære for fjenden at opdage, hvilket kunne give overraskelsesmomentet.
- Der blev udviklet større svævefly til at transportere tungere udstyr som panserværnskanoner, luftværnskanoner, små køretøjer som f.eks. jeeps og endda lettere kampvogne som Tetrarch eller specialdesignede enheder.
Disse egenskaber gjorde, at svæveflysstyrker kunne sætte mere øjeblikkelig kampkraft ind med det samme efter landing, sammenlignet med udrustning kastet i faldskærm og samlet senere.
Taktik i felten
Svæveflyoperationer blev normalt planlagt som kombinerede operationer, hvor faldskærmssoldater og svæveflytropper arbejdede sammen: faldskærmssoldater kastede ofte brohoveder og sikrede kampzoner, mens svæveflyene landede troppers hovedstyrke og tungt udstyr. Piloterne af svævefly kaldes i nogle sammenhænge selv for slæbemål (piloterne kaldte sig selv for "slæbemål", mens soldaterne kaldte svæveflyene for "flyvende kister"), og landingerne blev gennemført under stort pres fra fjendens ild og dårligt terræn.
Kendte operationer under Anden Verdenskrig
- Operation Overlord (Normandiet, juni 1944): massivt brug af svævefly og faldskærmssoldater for at sikre flanker og brohoveder under invasionen.
- Operation Market Garden (september 1944): et ambitiøst forsøg på at erobre broer i Holland, hvor svævefly leverede tropper og materiel til bl.a. slaget ved Arnhem.
- Tyske og britiske operationer i Middelhavet og Nordafrika, samt tyske angreb som erobringen af Fort Eben-Emael i maj 1940 ved hjælp af DFS 230-type svævefly (nævnt som tidligt eksempel på specialoperationer).
Kendte flytyper
- Airlift- og transportglidere: amerikanske C-47 brugt som slæbefly for WACO CG-4A (amerikansk svævefly).
- Britiske konstruktioner: Airspeed Horsa (let svævefly) og den tunge Hamilcar til transport af lette kampvogne.
- Tyske glidere: DFS 230 og andre modeller, som blev brugt i særtilfælde med stor præcision.
Personel og træning
Under Anden Verdenskrig opbyggede især USA en stor trop af specialtrænede svæveflypiloter — omkring 6.000 uddannede svæveflypiloter. Nogle af disse piloter var tidligere elever, der ikke havde fuldført træningen i konventionelle, motordrevne fly, men fandt en ny rolle i svæveflyvåbnet. Træningen indeholdt præcis navigation, opknytning til slæbefly og hårde nødlandingsøvelser.
Tekniske innovationer
Nogle nationer eksperimenterede med utraditionelle løsninger for at kunne levere pansrede køretøjer fra luften. Sovjet prøvede løsninger som Antonov A-40, et koncept med en svæveflyvende kampvogn med aftagelige vinger, og andre forsøg blev udført for at kunne bringe større ildkraft direkte til slagmarken ved landing.
Efterkrigstid og erstatning ved helikoptere
Efter Anden Verdenskrig blev svævefly i vid udstrækning afløst af helikoptere, især i konflikter som Koreakrigen. Helikoptere kunne både indsætte og evakuere tropper med langt højere præcision og fleksibilitet, og tekniske fremskridt har også gjort det muligt at nedkaste tungt udstyr og endda lette pansrede køretøjer med faldskærm.
Moderne brug
I dag er konventionelle militære svævefly stort set forsvundet fra almindelig tjeneste. Dog anvendes princippet om lydløs indsættelse stadig af specialstyrker i meget begrænset omfang, og der er fortsat interesse for stille indsættelsesmetoder til hemmelige operationer. Moderne luftlandings- og specialoperationsplatforme favorisere dog helikopter- og flybårne løsninger fremfor store svævefly.
Konklusion
Svævefly spillede en vigtig, men risikofyldt og kostbar rolle i Anden Verdenskrig og i tidlige luftlandsoperationer. De gav en hidtil uset mulighed for at levere koncentrerede styrker og tungt udstyr direkte på udpegede mål, men prisen blev ofte betalt i tab og materiel. Teknologiske fremskridt og ændrede taktiske behov har siden gjort svævefly mindre relevante, men deres historiske betydning for luftbårne operationer er ubestridt.
Et Waco CG-4 svævefly fra det amerikanske luftvåben Waco CG-4 fra den amerikanske hær
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvilken type fly er militære svævefly?
A: Militære svævefly er en variation af det almindelige svævefly og har ingen motorer.
Spørgsmål: Hvordan blev militære svævefly brugt under Anden Verdenskrig?
A: Under Anden Verdenskrig blev militære svævefly slæbt op i luften af militære transportfly eller bombefly og derefter frigivet nær frontlinjerne for at lande på ethvert praktisk åbent terræn tæt på deres mål.
Spørgsmål: Hvilke materialer blev der brugt til at fremstille militære svævefly?
Svar: Militære svævefly blev fremstillet af almindelige og billige materialer som f.eks. træ, fordi de blev behandlet som engangsartikler.
Spørgsmål: Hvad kaldte tropper, der landede med svævefly, sig selv for?
Svar: Piloterne omtalte sig selv som "slæbemål", mens soldaterne omtalte svæveflyene som "flyvende kister".
Spørgsmål: Hvilke fordele havde militære svævefly i forhold til faldskærmstropper?
A: Svævefly havde visse fordele i forhold til faldskærmsjægere, idet de kunne lande tropper og udstyr præcist på det ønskede landingsområde, de var lydløse og vanskelige for fjenden at identificere. De gjorde det også muligt at aflevere tungere udstyr som f.eks. panserværnskanoner, luftværnskanoner, små køretøjer som jeeps og lette kampvogne (f.eks. Tetrarch-tanken) med større præcision end faldskærme.
Spørgsmål: Hvor mange uddannede piloter havde USA under Anden Verdenskrig?
Svar: USA havde omkring 6 000 uddannede piloter under Anden Verdenskrig.
Spørgsmål: Bruges militære svævefly stadig i dag?
Svar: Militære svævefly anvendes i dag kun af specialstyrker til lydløse, mindre indsættelsesmissioner på grund af fremskridt inden for helikopterteknologi, som gør det muligt at nedkaste selv lette kampvogne med faldskærm med større præcision end tidligere.
Søge