Mortier de 12 pouces Gribeauval (Gribeauval 12-tommers morter) var en fransk morter fremstillet efter Gribeauval-systemet, udviklet af Jean Baptiste Vaquette de Gribeauval. Den indgik som en del af belejringsartilleriet og var beregnet til at affyre tunge spræng- og brandgranater i høj bane for at ramme fjendens fæstningsværker og bygningsmasse fra sikker afstand. Morterens kaliber angives ved kuglens diameter. Efter det gamle franske målesystem svarer 1 pouce (1 tomme) til 2,707 cm, så en 12-pouce morters bore har en indvendig diameter på cirka 12 × 2,707 = 32,484 cm (omkring 32,5 cm).

Design og fremstilling

Gribeauval-reformerne betød en standardisering af kanoner og tilhørende udstyr i anden halvdel af 1700-tallet. Under Gribeauval-systemet blev løbene ofte fremstillet som et samlet støbt stykke metal og derefter borede man ind til den færdige calibre, i stedet for at støbe omkring en kerne. Denne metode gav et mere jævnt, lettere og præcist løb sammenlignet med ældre fremstillingsmåder. Standardiseringen gjorde det også lettere at udskifte reservedele og forbedrede logistiken i felten.

Kammerkonstruktion og efterfølgende ændringer

Mortier de 12 pouces anvendte et cylindrisk kammer (et cylindrisk forkammer indstøbt i løbet). Et cylindrisk kammer var enkelt i konstruktionen, men havde den ulempe, at det med tiden kunne blive slidt og miste tæthed ved gentagen affyring, hvilket reducerede ydelsen. Senere blev designet forbedret af det såkaldte Gomer-system, som anvendte et konisk (tragtformet) kammer; dette design aflaster stresset i løbet, forbedrer forbrændingen af krudtet og øger kammerets levetid og effektivitet, hvorfor det efterfølgende afløste den cylindriske løsning i mange moderne varianter.

Operation og brug

Som belejringsmorter var 12-pouce-modellen beregnet på højbaneskud (stort elev), hvilket gjorde den særligt effektiv til at kaste tunge sprænggranater og brandgranater over bymure og ind i befæstede områder. Morterne var ikke beregnet til hurtig manøvrering på slagmarken men til stationær tung ild fra befæstede batteristillinger. De blev placeret på solide platforme eller særlige drejelige affutter, som kunne rettes og løftes ved brug af skruer, støttebukke og kiler. Til kystforsvar blev nogle eksemplarer fastgjort på solide metalplatforme for at skabe et stabilt afsæt for præcise, gentagne skud mod skibe eller landmøder.

Ammunition

Morterens almindelige ammunition omfattede sprænggranater (ofte kaldet "bombes"), som var hulfyldte kugler med krudt og en tændsats eller lunte, samt brandgranater (carcasses) beregnet til at sprede ild. Granaterne var tunge og designet til at eksplodere ved nedslag eller efter en forudbestemt lunte, så de kunne skabe størst muligt skræmmende og destruktivt effekt inde bag befæstningerne. Præcis tænding og beregning af tidslunternes længde var afgørende for effektiviteten ved belejringsild.

Mobilitet og mandskab

På grund af deres vægt og størrelse krævede 12-pouce mortere betydelige transportmidler: kraftige heste-, muldyre- eller oxespand samt specialvogne og løfteudstyr for at flytte og opføre batterierne. Når morteren var anbragt i batteriet, arbejdede et hold artillerister med at lade, sigte og affyre samt vedligeholde løbet. Arbejdet omfattede rengøring af løbet, kontrol af tændsats og fjerning af beskadigede kamre som følge af hård brug.

Historisk anvendelse

Mortier de 12 pouces Gribeauval blev første gang anvendt i større omfang under den amerikanske revolutionskrig i perioden 1780–1782, og den deltog blandt andet i den afgørende belejring af Yorktown i 1781, hvor fransk artilleri spillede en vigtig rolle i at nedbryde britiske befæstninger. Modellen fortsatte i fransk tjeneste under de krige, der fulgte efter den franske revolution, og den så også brug i Napoleonskrigene, indtil nyere konstruktioner og teknologier gradvist gjorde den forældet.

Placering og bevarelse

Nogle eksemplarer af 12-pouce morteren blev placeret i kystforsvar, hvor de kunne affyre store granater mod fjendtlige skibe. I dag findes bevarede eksemplarer og rekonstruktioner i museer og på historiske fæstninger, hvor de illustrerer udviklingen inden for artilleri i overgangen mellem 1700- og 1800-tallet.

Opsummering: Gribeauval 12-tommers morter var et kraftigt belejringsvåben, der kombinerede Gribeauvals standardiserings- og boreteknikker med en stor kaliber til højbaneskud. Dens cylindriske kammer gav tidlig funktionalitet, men blev senere overgået af den mere holdbare og effektive koniske kammerkonstruktion (Gomer-systemet). Morteren fik betydelig indsatshistorik fra Yorktown til Napoleonskrigene og illustrerer udviklingen i artilleri og belejringskrigsførelse i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.