Medusa — Gorgonen i græsk mytologi: myte, symbolik og kunst

Oplev Medusas myte, symbolik og kunsthistorie — fra Ovids fortælling og Gorgoneion-motiver til moderne fortolkninger af den frygtindgydende gorgone.

Medusa er en af de mest kendte figurer i græsk mytologi. Hun optræder både som et skræmmende væsen med slangehår og som et symbolladet motiv i kunst og smykker gennem antikken og videre ind i middelalderen, renæssancen og moderne tid. Historien om Medusa findes i flere forskellige versioner, og hendes betydning har ændret sig over tid — fra apotropaion (beskyttende) symbol til emne for moderne fortolkninger om vold, straf og magt.

Mytens oprindelse og forskellige versioner

I de tidlige græske kilder omtales Gorgonerne som tre søstre — Stheno, Euryale og Medusa — født af havgudernes slægt (fx Phorcys og Ceto). Ifølge nogle kilder, især Hesiod, var Medusa den dødelige af de tre, mens hendes søstre var udødelige.

Den latinske digter Ovid skriver i bog IV af sine Metamorfoser, at Poseidon havde voldtaget Medusa i Athenas tempel. Gudinden blev vred og forvandlede Medusa til et uhyre med slanger som hår. For folk på Ovids tid var det Medusa og ikke Poseidon, der havde gjort noget forkert.

Denne version — hvor Medusa straffes efter at være blevet overfaldet — har i senere tid givet anledning til fortolkninger, der kritiserer antikkens moral og peger på offerets straf i stedet for gerningsmandens.

Perseus, Medusas aflivning og eftervirkninger

Den mest kendte fortælling om Medusa involverer helten Perseus. Ifølge traditionen blev Perseus udstyret med hjælpegenstande fra guderne — blandt andre en spejlblank skjold (ofte givet af Athene), sandaler, og en hjelm, der gjorde ham usynlig — så han kunne nærme sig Medusa uden at møde hendes direkte blik. Ved at se hendes refleksion i skjoldet fik han fat i hende og halshuggede hende. Af Medusas blod sprang ifølge nogle fortællinger hesten Pegasus og den kæmpe Chrysaor frem.

Symbolik og tolkninger

• Apotropaion / beskyttelse: Medusas ansigt, kaldet et gorgoneion, fungerede ofte som et beskyttende symbol. Ved at vise noget skræmmende mente man at afværge det onde — en slags negativ tiltrækning, hvor det onde luges ud ved hjælp af en endnu mere frygtindgydende figur.
• Magisk og psykologisk: Medusas petrificerende blik kan ses som symbol på magt, angst eller det chokerende møde mellem mennesket og det umenneskelige. Hendes slangehår binder hende også til jordens og underverdens kræfter i mytologisk billedsprog.
• Seksuel vold og offer-straf: Ovids version har givet moderne læsere et fokus på offeret og påblivenene af skyld og skam. Mange nutidige fortolkninger ser Medusa som et symbol på kvindeligt trauma og hvordan samfundet vender sig mod ofret i stedet for gerningsmanden.

Kunst og repræsentation gennem tiderne

Kunstnere har fremstillet Medusa i maleri, skulptur, keramik og smykker i årtusinder. I antik græsk kunst ses ofte medusas ansigt — et gorgoneion — anvendt på skjolde, kister, krukker, bygningsværker og døre for at beskytte eller skræmme fjender. I mange af disse fremstillinger er Medusa vist med frontalt blik rettet mod beskueren, ofte med åben mund, fremtrædende tænder eller hugtænder, og med slanger i stedet for hår.

I renæssancen og barokken oplevede myten en genoplivning; kunstnere som Caravaggio skildrede Medusas hoved med dramatisk naturalisme, mens billedhuggere som Benvenuto Cellini fremstillede Perseus med det afrevne hoved som triumfens symbol. I moderne kunst bruges Medusa ofte metaforisk til at diskutere køn, magt og vold.

Gorgoneion som kulturelt symbol

Begrebet gorgoneion betegner netop de afbildninger af Medusas ansigt, der blev brugt som apotropaion. Disse motiver optræder i forskellige materialer og størrelser — fra små amuletter til store reliefs — og blev sat på alt fra rustninger til templer. Ved at placere et skræmmende ansigt på et objekt håbede man at beskytte det mod ondt blik eller ulykke.

Moderne reception og betydning

Medusas myte fortsætter med at inspirere litteratur, film, mode og akademisk forskning. Nutidige diskussioner fremhæver ofte aspekter som offerets stemme, magtforhold mellem kønnene og mytens rolle i at forme kulturelle forestillinger om skyld og skam. Medusa er således både en mytisk skikkelse og et levende kulturelt symbol, der indkapsler flere lag af betydning — fra ritual beskyttelse til kritik af patriarkalske magtstrukturer.

Konklusion: Medusa er mere end et uhyre med slangehår; hun er et komplekst mytisk billede med funktioner som beskytter, advarsel og kulturelt spejl. Hendes historie illustrerer, hvordan myter ændrer sig over tid og tilpasses nye fortolkningsrammer, og hvorfor hendes billede stadig bruges og debatteres i dag.

Myte

Medusa var en af tre søstre, Gorgonerne. Medusas søstre var Stheno og Euryale. Medusa var dødelig, men hendes søstre var udødelige. De var alle børn af havguderne, Phorkys og hans søster Keto. Før de blev monstre, var alle tre søstre smukke unge kvinder, Medusa den smukkeste; hun var dog præstinde i Athenas tempel og var bundet af et løfte om cølibat.

Ethvert menneske eller dyr, der kiggede direkte på hende, blev forvandlet til sten.

Helten Perseus huggede Medusas hoved af. Han sneg sig ind på hende ved at bruge sit skinnende skjold som et spejl. Han lagde Medusas hoved i en særlig pose og viste det derefter til sine fjender. De blev forvandlet til sten. Derefter gav han Medusas hoved til guderne. Enten Zeus eller Athene satte hendes hoved på det skjold, der kaldes aegis.

Medusa var gravid med Poseidon på tidspunktet for hendes død. Pegasus, en bevinget hest, og Chrysaor, en gylden kæmpe, sprang ud af hendes blod.

 
Gorgon på en amfora med sorte figurer fra Grækenland (520-510 f.Kr.)  


Perseus dræber Medusa, et billede til Ovids Metamorfoser af Antonio Tempesta (1630)  

Medusa i kunsten

Medusa var et emne for antikke vasemalere, mosaikmalere og billedhuggere. Hun optræder på Alexander den Stores brystskjold i Alexander-mosaikken i Faunens hus i Pompeji i Italien (omkring 200 f.Kr.).

En romersk kopi af Phidias' Medusa (til venstre) befinder sig i Glyptothek i München, Tyskland.

Blandt renæssancens afbildninger kan nævnes skulpturen Perseus med Medusas hoved af Benvenuto Cellini (1554) og oliemaleriet Medusa af Caravaggio (1597).

Blandt barokkens afbildninger kan nævnes Hoved af Medusa af Peter Paul Rubens (1618), marmorbuste Medusa af Bernini (1630'erne) og Perseus, der forvandler Phineus og hans tilhængere til sten, et oliemaleri af Luca Giordano fra (begyndelsen af 1680'erne).

Blandt de romantiske og moderne afbildninger kan nævnes Perseus med Medusahovedet af Antonio Canova (1801) og Perseus, en skulptur af Salvador Dalí. Blandt de kunstnere fra det tyvende århundrede, der har beskæftiget sig med Medusa-temaet, kan nævnes Paul Klee, John Singer Sargent, Pablo Picasso, Pierre et Gilles og Auguste Rodin. Skulpturen Medusa med Perseus' hoved af Luciano Garbati fra det 21. århundrede blev en del af #MeToo-bevægelsen.

 
Perseus kæmper mod Phineus og hans ledsagere af Luca Giordano (omkring 1670)  


Medusa, en romersk kopi af en græsk original af Phidias  

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvem skrev om Medusa i oldtiden?

Spørgsmål: Hvad gjorde Poseidon ved Medusa?

Spørgsmål: Hvordan straffede Athene Medusa for denne forbrydelse?

Spørgsmål: Hvordan har kunstnere afbildet Medusa gennem tiden?

Spørgsmål: Hvad er formålet med at afbilde Medusa på denne måde?

Spørgsmål: Hvad handler bog IV i Ovids Metamorfoser om?

Søg efter bogstav