Auguste Rodin (født François-Auguste-René Rodin; 12. november 1840 - 17. november 1917) var en fransk billedhugger. Rodin blev født i Paris og arbejdede primært i sten og ler, ofte ved først at fremstille modeller i ler, lave afstøbninger i gips og derefter støbe i bronze. Hans mest berømte værker omfatter "Den tænkende" og "Kysset", og flere motiver stammer oprindeligt fra det store kompositoriske arbejde "Helvedesportene".

Liv og uddannelse

Rodin voksede op i et beskedent miljø i Paris. Han havde en traditionel håndværksmæssig uddannelse: efter at være blevet afvist tre gange ved den førende kunstskole i Paris (École des Beaux-Arts) modtog han undervisning ved en mindre tegneskole og arbejdede i en række dekorationsværksteder og hos arkitekter. Denne baggrund i dekorativt stenhuggeri og brug af afstøbninger præger hans teknik og arbejdsmetode gennem hele karrieren.

Arbejdsmåde og stil

Rodin var kendt for sin evne til at modellere komplekse, levende overflader i ler, og han lagde vægt på menneskets individuelle karakter frem for idealiserede, allegoriske figurer. Han arbejdede ofte ved at skabe en række modeller og fragmenter, som kunne kombineres eller ændres — en mere skulpturel »værkstedstil« end den klassiske, enkeltstående statue. Hans overflader kan være turbulent og føles nærmest maleriske i deres bearbejdning, hvilket gav en stærk fysisk og følelsesmæssig nærvær i værkerne.

Teknisk brugte Rodin gipsafstøbninger og samarbejdede tæt med støberier om bronzestøbninger. Mange af hans værker findes i flere afstøbninger, nogle først fremkommet efter hans død. Han benyttede sig af atelier-assistenter, men bevarer en meget personlig tilgang til motiv og form.

Væsentlige værker

  • Den tænkende (oftest kaldt Den tænkende) — oprindeligt en del af Helvedesportene.
  • Kysset — en af Rodins mest kendte skildringer af kærlighed og sensualitet.
  • Helvedesportene — et omfattende kompositorisk projekt inspireret af Dante og La Divina Commedia, som indeholder mange enkeltfigurer og fragmenter.
  • Monumentet til Honoré de Balzac — et omdiskuteret og nyskabende studie i karakter og masse, først støbt i bronze i 1939.
  • De borgerne fra Calais (Les Bourgeois de Calais) — et tidligt eksempel på Rodins interesse for dramatik og menneskelig psyke i offentlig skulptur.
  • The Age of Bronze (L'Âge d'Airain) — vakte kritik, fordi realismen var så stærk, at man anklagede ham for at have støbt direkte efter en levende model.

Modtagelse, kontroverser og anerkendelse

Mange af Rodins originaler afveg fra de traditionelle temaer som mytologi og allegori og blev i hans samtid mødt med skarp kritik. Hans monument til Honoré de Balzac blev fx så stærkt fordømt af bestilleren, at Rodin valgte at tilbagebetale honoraret og flytte modellen til sin egen have frem for at ændre sit arbejde. Trods kritik voksede hans ry efterhånden; især efter udstillingen på verdensudstillingen i 1900 blev han en internationalt anerkendt kunstner, og rige samlere begyndte at erhverve hans afstøbninger — bl.a. den japanske mæcen Matsukata Kojiro.

Rodins vilje til at fastholde sin egen stil samt hans fokus på individets psykologiske udtryk sikrede ham efterhånden anerkendelse fra både offentlige institutioner og kunstverdenen. Samtidig førte hans eksperimenterende formsprog til vedvarende debat om, hvad skulptur bør være.

Personligt liv

Rodin havde et omfattende socialt netværk blandt samtidens intellektuelle og kunstnere. Han havde en langvarig relation med Rose Beuret, som var hans livslange ledsager; ægteskab fandt sted først i det sidste år af deres fælles liv. Derudover havde han et kompliceret forhold til skulptøren Camille Claudel, som både var hans elev, samarbejdspartner og elskerinde i en periode — et forhold der påvirkede begge kunstneres liv og værker.

Arv og museer

I 1916 overgav Rodin en stor del af sine arbejder og arkiver til den franske stat med ønsket om et museum, og Hôtel Biron i Paris blev grundlaget for Musée Rodin, som i dag rummer en omfattende samling af hans skulpturer, tegninger og afstøbninger. Efter hans død i 1917 oplevede hans popularitet midlertidigt et fald, men i løbet af det 20. århundrede blev hans betydning som pioner for moderne skulptur genvurderet og cementeret — hans fragmentariske, følelsesladede fremstilling af menneskekroppen har haft stort indflydelse på senere generationer af billedhuggere.

Betydning

Rodins vigtige bidrag ligger i hans måde at frigøre skulpturens overfladebehandling og i hans fokus på individuel karakter og psykologisk dybde. Han står i skæringsfeltet mellem klassisk håndværk og moderne kunstnerisk frihed og betragtes i dag som en central skikkelse i overgangen til moderne skulptur.