I've Got a Secret: Amerikansk panelspilshow – historie og fakta

Showet blev først præsenteret af radio- og tv-personligheden Garry Moore. Efter flere måneder med et panel, der hele tiden skiftede, blev showet medvirkende: Bill Cullen, komikeren Henry Morgan, tv-værtinde Faye Emerson og skuespillerinden Jayne Meadows. I 1958 forlod Emerson showet for at spille med i et teaterstykke og blev erstattet af skuespillerinden Betsy Palmer. Året efter flyttede Meadows til vestkysten for at bo sammen med sin mand Steve Allen og blev erstattet af den tidligere Miss America Bess Myerson. Nogle gange blev Moore afløst af gæsteværter, bl.a. af paneldeltagerne Morgan og Palmer. Andre komikere og berømtheder var også gæster for panelet, når de ikke var til stede.

Garry Moore forlod showet efter sæsonen 1963-64, efter at hans komedieprogram The Garry Moore Show blev aflyst, og han besluttede at trække sig tilbage fra tv for at rejse rundt i verden med sin kone. Moore blev erstattet af Steve Allen den 21. september 1964. Allen var også vært for showet i genoplivningen i 1972-1973. Den tidligere paneldeltager Bill Cullen var vært for showet i den korte sommerperiode på CBS i 1976. Paneldeltagerne i denne genoplivning var Richard Dawson, Henry Morgan, den New York-baserede underholdningskritiker Pat Collins og Elaine Joyce.

Oxygen-kanalens version af showet blev indtil august 2001 præsenteret af Stephanie Miller. Blandt panelisterne i Oxygen-versionen var Jim J. Bullock, Jason Kravits, Amy Yasbeck og Teri Garr. GSN-versionen blev præsenteret af Bil Dwyer, og panelisterne var Billy Bean, Frank DeCaro, Jermaine Taylor og Suzanne Westenhoefer.

Spil

Hver episode havde normalt to deltagere. Derefter spillede en berømt gæst. En gang imellem, hvis der var ekstra tid, blev den kendte efterfulgt af en tredje fast gæst.

Standardrunder

Hver runde var en gætteleg. Panelet forsøgte at finde ud af deltagernes "hemmeligheder". Begrebet "hemmelighed" i programmet var meget bredt defineret. Hemmelighederne skulle altid være usædvanlige, utrolige, pinlige eller humoristiske. De handlede ofte om, hvad der skete med en person, om at eje noget eller om et job, en hobby, succes eller færdigheder.

En eller flere deltagere gik videre. Værten sagde navnet på deltageren eller spurgte, hvad de hed og hvor de kom fra. Derefter bad han dem om at "hviske deres hemmelighed til mig, så viser vi den til folk derhjemme". Deltageren hviskede så sin hemmelighed til værten, mens publikum og tv-seerne fik hemmeligheden vist ved at skrive den på tv-skærmen. Derefter gav værten panelet en ledetråd. For eksempel: "Hemmeligheden vedrører noget, der er sket for [deltagerens navn]." Værten valgte derefter en paneldeltager, som begyndte at stille spørgsmål.

Da showet startede, havde hver paneldeltager 15 sekunder til at stille spørgsmål til en gæst. Derefter blev det gentaget én gang. For hvert 15 sekunder, der gik, uden at hemmeligheden blev gættet korrekt, vandt deltageren 10 dollars. En gæst kunne dog ikke vinde mere end 80 dollars. I midten af 1954 ændrede man til kun at have én spørgerunde for hver paneldeltager. De ændrede pengene til 20 dollars, så hovedpræmien forblev på 80 dollars. Desuden var tidsgrænsen for spørgsmålene ikke længere nøjagtig. I stedet blev spørgsmålene afsluttet ved hjælp af en summer, og produktionsmedarbejderne bestemte selv, hvornår summeren skulle bruges. Dette skyldtes til dels, at programmet blev vist live (ikke optaget på bånd), og det krævede nogle gange, at showet blev længere eller kortere for at overholde tidsplanen. Senere blev paneldeltagerne sommetider kaldt på en summer, når de var for tæt på hemmeligheden eller på et punkt, der kunne få et grin.

Efter at gæstens hemmelighed var blevet afsløret, spurgte værten nogle gange deltageren mere om deres hemmelighed, eller, hvis det gav mening, demonstrerede deltageren sin hemmelighed. Disse demonstrationer omfattede nogle gange værten og nogle gange en eller flere af paneldeltagerne.

En række berømte personer optrådte med hemmeligheder, herunder oberst Harland Sanders, der grundlagde Kentucky Fried Chicken ("Jeg startede min restaurant med min første socialsikringscheck"), Philo T. Farnsworth ("Jeg opfandt elektronisk fjernsyn"), Pete Best ("Jeg var engang en af THE BEATLES") og en ældre mand, Samuel Seymour, der var det sidste overlevende øjenvidne til mordet på Abraham Lincoln (han var 5 år gammel på det tidspunkt).

Gæstebesøg

I hver sædvanlig episode kom der en berømt gæst til showet med en hemmelighed. Den kendte person startede normalt episoden med at komme frem bag gardinet og sige "mit navn er [Navn] og jeg har en hemmelighed!". Nogle gange sagde den kendte dog "og det her er jeg har en hemmelighed!". I begyndelsen havde de kendte en hemmelighed. Hemmelighederne var nogle gange personlige hemmeligheder i lighed med de andre deltagere. Andre gange handlede hemmeligheden om noget, som de var der for at gøre. Gæstedelen af showet var ofte et var for at vise en ny teknologi eller et nyt produkt.

Senere i showet var det almindeligt, at en berømthed udfordrede panelet i en anden leg. Dette blev senere den vigtigste anvendelse af kendisdelen af showet, og de lod ikke længere som om, at de havde en hemmelighed. I stedet kom den kendte person bare med en udfordring til panelet. Flere af disse udfordringer blev senere hovedidéen til andre spilprogrammer. F.eks. en leg, hvor Woody Allen udfordrede panelet til at gætte ord ud fra, hvad børn havde sagt, at de betød, hvilket blev grundlaget for Child's Play. Eller to udfordringer med Peter Falk og Soupy Sales, hvor panelet skulle gætte, hvem en berømthed var efter at have fået vist et fotografi af vedkommende som baby og andre som ældre, hvilket senere blev brugt til showet Face the Music.

Historie og stil

I've Got a Secret var mere uformel end søstershowet What's My Line? Panelet og værten brugte hinandens fornavne. Som nævnt blev tidsbegrænsningen på spørgsmålene fjernet tidligt i showet, og tidsbegrænsningerne blev i højere grad sat for at underholde. Mændene i panelet bar altid almindelige jakkesæt eller endda sportsjakker, selv om både Morgan og Moore nogle gange valgte flueslips frem for lige slips. Indtil de senere år af serien røg både Moore og medlemmerne af panelet cigaretter i luften. Panelet blev præsenteret i starten af hvert afsnit af værten, som regel med et ordspil på deres navne.

Det var meningen, at panelet kun skulle stille ja-eller-nej-spørgsmål, men dette blev ofte lempet. I modsætning til i What's My Line? gav værten tips og forslag, når panelet var helt fortabt, eller når et svar kunne gøre dem fortabt. Ligesom i What's My Line? fik panelisterne ikke lov til at forsøge at finde ud af hemmeligheder sammen, men senere i serien var der ingen, der generede panelisterne, når de hviskede idéer til hinanden.

Serien startede i sort-hvid og skiftede først i 1966 til farvefilm. Når serien ses i genudsendelser, er selv episoder, der var i farver, dog i sort-hvid, da de ikke optog farverne. En stor del af serien havde en kommerciel sponsor. I starten af showet var der altid en reklame for det pågældende firma. Skilte på settet reklamerede også for produkterne, og i reklamepauserne blev der reklameret for produktet. Nogle sponsorer leverede prøver af deres produkter, som hver deltager fik udleveret. Sidst i serien blev sponsoratet stoppet.

En australsk version af showet blev produceret og sendt i Brisbane på QTQ Channel 9 fra 1967 til 1973. Det blev præsenteret af nyhedsoplæser Don Secombe. I lighed med den amerikanske version havde det regelmæssigt kendte paneldeltagere, herunder Ron Cadee, Babette Stevens og Joy Chambers.

1970'ernes genoplivninger

Formatet af 1970'ernes genindspilninger var meget lig den oprindelige serie. Dog var kendishemmeligheder tilbage, i stedet for udfordringer.

Genoplivning af ilt

I Oxygen-genoplivningen fik deltageren 200 dollars, og hvis ingen i panelet gættede, fik de en præmie på 1.000 dollars. Stephanie Miller var vært for denne version. Showets kulisser blev lavet til at ligne en fin bylejlighed.

Genoplivning af GSN

I GSN's genoplivning havde hver paneldeltager 40 sekunder til at stille spørgsmål, og der var tilladt én konference. Ved at overtale hele panelet vandt deltageren 1.000 dollars og "middag for 2 i Beverly Hills". Det fremgår af det med småt i slutningen af showet, at deltagerne også fik et honorar for at optræde. De tabende deltagere modtog også nogle uspecificerede afskedsgaver. Adskillige mindre professionelle showbusinessfolk demonstrerede deres præstationer i showet, bl.a. klaverjongløren Dan Menendez. Et andet element i genoplivningen var, at alle paneldeltagerne var åbenlyst homoseksuelle. Dette blev udnyttet, da vært Bill Dwyer blev præsenteret som "panelets heteroseksuelle mand".

Som i What's My Line? synes de tidlige afsnit fra den oprindelige series første sæson i 1952 at være gået tabt. Fra slutningen af 1952 og frem til nedlæggelsen i 1967 synes de fleste afsnit at eksistere som en digital overførsel af de originale sort-hvide kineskopiske film.

GSN afsluttede sin seneste udsendelse af I've Got A Secret den 13. juli 2008 kl. 3:30 (ET) sammen med What's My Line? kl. 3:00. De begyndte dog deres udsendelse i midten af 2007 med afsnit fra slutningen af 1961 eller begyndelsen af 1962. En stor del af serien vil sandsynligvis ikke blive sendt på grund af showets langvarige sponsorering af Winston-cigaretter, som stadig er et eksisterende mærke. Det er uklart, om dette er lovpligtigt eller blot et valg fra GSN's side. Desuden har netværket sprunget flere afsnit over i løbet af serien, som vides at være blevet sprunget over i tidligere serier; dette kan betyde, at andre afsnit er gået tabt eller er i så dårlig stand, at GSN ikke sender dem.

Alle senere genoplivninger af Secret findes i deres helhed. GSN har lejlighedsvis sendt enkelte episoder fra sæsonen 1972-1973, senest en episode med Bob Barker som gæst til minde om hans pensionering fra The Price Is Right i midten af 2007. GSN tilføjer også lejlighedsvis genudsendelser af genoplivningen fra 2006 til den faste sendeplan.

Det første tema, der blev brugt i showet fra 1952-1961, var "Plink, Plank, Plunk!" af Leroy Anderson (dette tema kan høres på albummet "Classic TV Game Show Themes"). Temaet på cd'en blev dog krediteret Norman Paris).

Det andet tema, der blev brugt fra 1961-1962, var et optimistisk arrangement af temaet til "A Summer Place" af Max Steiner.

Det tredje tema blev anvendt fra 1962-1967. Det var en optimistisk, spritny march med piccolo og xylofon, komponeret af showets musikalske leder Norman Paris og spillet af et live-studio combo. Den citerede en velkendt melodi, der ofte forbindes med hån i skolegården, hvortil ordene "I've got a secret!" kunne synges af børn på en drilagtig måde.

Ud over at blive brugt som et tag til hans indgang i CBS-programmer, som han var vært for, blev Steve Allens komposition "This Could Be the Start of Something" brugt som åbningstema i 1972. Det afsluttende tema til 1972-versionen blev skrevet af Edd Kalehoff. Temaet fra 1976-versionen med Bill Cullen blev brugt et år senere i ABC-spilprogrammet Second Chance. Et remix af dette tema blev også brugt i den australske udgave af Family Feud.

Tim Mosher og Stoker er krediteret for temaet fra 2000, mens Alan Ett og Scott Liggett bidrog med et jazztema til Bil Dwyers 2006-version af showet til GSN.