Irsk elg

Beskrivelse

Megaloceros giganteus dukkede op for omkring 400.000 år siden. Den var ca. 2,1 meter høj ved skuldrene og havde det største gevir af alle kendte hjorte (maksimalt 3,65 m fra spids til spids og med en vægt på op til 40 kg).

Med hensyn til kropsstørrelse er den irske elg lige så stor som den levende underart af elg (Alces alces gigas) som den største kendte hjort. Den irske elg nåede op på en vægt på omkring 450-600 kg (992-1.323 lb), hvor store eksemplarer har vejet 700 kg (1.543 lb) eller mere, hvilket svarer nogenlunde til elgen fra Alaska. En betydelig samling af skeletter af M. giganteus findes på Natural History Museum i Dublin.

Udviklingen af gevirets størrelse

Størrelsen af geviret på irsk elg er karakteristisk, og der er opstået flere teorier om dets udvikling. En teori var, at deres gevirer under konstant og stærk seksuel selektion blev større, fordi hannerne brugte dem i kamp for at få adgang til hunnerne. Det blev også foreslået, at geviret til sidst blev så uhåndterligt, at den irske elg ikke kunne fortsætte sit normale liv, og at den derfor uddøde. Det er simpelthen noget vrøvl, for ingen art overlever så længe, hvis den ikke er effektiv i sit levested. Desuden uddøde mange andre pleistocæne megafaunaer inden for få tusinde år efter istidens ophør. Den irske elg er ikke anderledes i den henseende.

Større hjortearter har et gevir, der er mere end proportionelt større. Dette skyldes allometri, dvs. forskellig væksthastighed mellem kropsstørrelse og gevirstørrelse i løbet af udviklingen. Det tyder på, at geviret hos artens forfædre allerede var stort til at begynde med. Gould konkluderede, at den store gevirstørrelse og deres placering på kraniet i høj grad blev opretholdt af seksuel selektion. Selv om de var uegnede til kamp mellem hanner, var de ideelle til at intimidere rivaler eller imponere hunner. I modsætning til andre hjorte behøvede M. giganteus ikke engang at dreje hovedet for at præsentere geviret bedst muligt, men kunne gøre dette ved blot at se lige fremad.

Udslettelse

Der findes to slags teorier om udryddelsen af istidens megafauna. Den ene går ud på, at klimaændringerne var den primære årsag, den anden påstår, at menneskets jagt var den primære årsag. Sandsynligvis har begge årsager bidraget.

Der er behov for store mængder calcium- og fosfatforbindelser for at danne gevirer, og derfor er der behov for store mængder af disse mineraler til de massive strukturer hos den irske elg. Hannerne (og hanhjorte generelt) dækkede dette behov delvist fra deres knogler, idet de supplerede dem fra madplanter, efter at geviret var vokset, eller genbrugte næringsstofferne fra kasserede gevirer (som det er blevet observeret hos nulevende hjorte). I gevirvækstfasen led kæmpehjortene således af en tilstand, der lignede osteoporose.

Da klimaet ændrede sig i slutningen af den sidste istid, ændrede vegetationen i dyrets levested sig også. Det seneste eksemplar af M. giganteus i det nordlige Sibirien, der er dateret til 8.000 år siden - altså længe efter afslutningen af den sidste istid - viser imidlertid ingen tegn på næringsstofstress. De kommer fra et område med et kontinentalt klima, hvor de foreslåede vegetationsændringer (endnu) ikke var indtruffet.

Det er ikke overraskende, at de lokale populationer af irsk elg forsvandt, for i takt med at klimaet blev varmere, blev de adskilt fra hinanden af vand. Situationen er mindre klar for den irske elg i det kontinentale Eurasien øst for Ural. En kombination af menneskelig tilstedeværelse langs floder og langsomt faldende habitatkvalitet i højlandsområder stillede de sidste irske elge over for valget mellem enten et godt habitat, men et betydeligt jagttryk, eller et generelt fravær af mennesker i et suboptimalt habitat.