Hylonomus er en tidlig, uddød stængel-tetrapod fra slutningen af Karbon (ca. 312 millioner år siden). Den regnes ofte blandt de ældste kendte reptil-lignende amnioter, men manglen på tydelige kranieåbninger bag øjnene (temporalfenestrae) gør det vanskeligt at placere den entydigt som en sauropsid. Westlothiana er ældre og ses sommetider som et tidligt amniotisk dyr, men kunne også være en fortidsnær amfibie, og Casineria er kendt fra fragmentarisk materiale, så det er fortsat en aktiv debat blandt forskere.
Anatomi og levemåde
Hylonomus var lille — omkring 20 centimeter i længden inklusive halen — og må have lignet et moderne firben i kropsform: slank krop, lang hale og veludviklede lemmer, som sandsynligvis var tilpasset løb og kravling på land. Dets tænder var små og spidse, hvilket tyder på en insektivor eller småkødædende diæt; det spiste formentlig små hvirvelløse dyr som tusindben og tidlige insekter. Hvis Hylonomus er en ægte amniot, viser det en tidlig tilpasning til fuldt terrestrisk liv uden tilbagevendende behov for vand til reproduktion.
Forekomst og bevaring
De bedst kendte fossiler af Hylonomus stammer fra Joggins FossilCliffs i Nova Scotia, Canada — et verdensberømt Carboniferous-lokalitet og i dag på UNESCOs verdensarvsliste. Her er fossilerne bevaret i hulrum fra forstenede stammer af arborescerende lycopsider (de store "træagtige" urplanter, som dominerede sump-skovene). Den almindelige tolking er, at storme og erosion fik disse stammer til at vælte og blive efterladt som hule stubbe; små dyr, der søgte ly i stammerne, kunne blive fanget, sulte ihjel eller dø og siden blive begravet og fossiliseret i de sedimenter, der fyldte stubberne.
Udover Hylonomus er andre tidlige terrestriske hvirveldyr fra samme region fundet i tilsvarende karbonske lag. Den basale pelycosaur Archaeothyris og den tidlige diapsid Petrolacosaurus er begge dokumenteret i Nova Scotia i niveauer, der er beregnet til at være omkring 6 millioner år yngre end Hylonomus.
Fingeraftryk i tidlig terrestrisk evolution
Der er også kendte fossile fodaftryk fra ca. 315 mya i New Brunswick, som ofte tilskrives Hylonomus eller lignende små terrestriske tetrapoder. Fundene fra Joggins og de tilhørende fodspor er vigtige, fordi de dokumenterer, at små hvirveldyr allerede i slutningen af Karbon havde etableret sig som aktive landdyr — et skridt i retning af det fuldt terrestriske økosystem, der senere skulle dominere Jordens landearealer.