En Hardanger violin eller hardingfele på norsk er et traditionelt strygeinstrument, der hovedsageligt bruges i det sydvestlige Norge. Den ligner violinen, men har otte eller ni strenge, og træet er tyndere. Fire af strengene er strenge og spilles som på en violin, mens de andre strenge er sympatiske strenge (de vibrerer, når de andre strengene spilles).
Hardingfele bruges til dans. Spilleren tramper højt med foden, mens han spiller. Det var en norsk tradition, at et brudeoptog blev ført til kirken af en Hardanger-fidler.
Instrumentet er meget dekoreret med et udskåret dyr (normalt Norges løve) eller et udskåret kvindehoved som en del af rullen øverst på pløkkenet, perlemor i bagstykket og gribebrættet samt dekorationer med sort blæk kaldet "rosing" på instrumentets krop. Nogle gange anvendes knoglestykker til at dekorere pløkkerne og instrumentets kanter.
Det tidligst kendte instrument er dateret 1651, men vi ved ikke, om denne dato er korrekt. I 1850 havde det udviklet sig til den Hardanger violin, som vi kender i dag.
Hardingfele violinen kan stemmes på mange forskellige måder, alt efter hvilken musik der skal spilles. Den norske komponist Edvard Grieg kunne godt lide norsk folkemusik. Da han skrev den berømte melodi "Morning" til musikken til Peer Gynt, tænkte han på de toner, der ville blive spillet på Hardanger violinen.
I det 20. århundrede er Hardanger violinen blevet meget populær i Norge gennem konkurrencer. Spillerne skal spille i stil med det område, de kommer fra.
Opbygning og stemning
Udover de fire spillestrenge ligger der typisk yderligere fire eller fem sympatiske strenge under gribebrættet, som ikke trykkes ned af fingrene. Disse sympatiske strenge svinger med og giver instrumentet en særlig, resonant klang med mange overtoner. Man taler ofte om scordatura — forskellige stemninger, der bruges efter tradition eller stykkets karakter. Der findes mange lokale stemmeformer; nogle af de mest almindelige ændrer en eller flere af de fire spillestrenge for at opnå en karakteristisk, dronende lyd.
Musikalsk brug og tradition
Hardingfele er især forbundet med norske bygdedanse som springar, gangar og pols. Fidlerens spil følger dansens rytme og melodi, og ofte indgår melodiske ornamenter, slidte fraseringer og rubato, som er karakteristiske for folkemusikken. Den rytmiske fodstamping eller "trampen" fra danserne og/eller musikeren selv understøtter måden, musikken akkompagnerer dansen på.
Historisk var hardingfele også et vigtigt instrument ved højtidsstunder og særlige ceremonier — for eksempel i brudeoptog, hvor instrumentets kraftige og resonate klang gjorde det velegnet til udendørs brug.
Udsmykning og håndværk
Hardingfelene er kendt for deres rigt udsmykkede udseende. Mange instrumenter har indlagte perlemorsmotiver i bagstykket og på gribebrættet, præcise rosing-dekorationer i sort blæk på toppladen samt udskårne hoveder på rullen (ofte et kvindehoved eller Norges løve). Pløkker og kanter kan være pyntet med benning eller anden indlægning. Bygningen kræver stor håndværksmæssig kunnen, og instrumentet er ofte mere skrøbeligt end en almindelig violin på grund af den tyndere trækonstruktion og de ekstra strenge.
Historie og nutid
Selvom det ældste kendte instrument er dateret til midten af 1600-tallet, er udviklingen af hardingfele og dens forme over århundreder præget af lokale traditioner og instrumentmageres erfaring. I 1800-tallet blev formen og konstruktionen mere standardiseret, så man i begyndelsen af 1900-tallet fik den model, mange kender i dag.
I det 20. og 21. århundrede oplevede hardingfele en genoplivning gennem interesse for folkemusik, nye undervisningstilbud og konkurrencer. Nationale konkurrencer som f.eks. Landskappleiken i Norge har spillet en rolle i at fastholde og udvikle traditionerne, fordi deltagere ofte forventes at spille i stil med deres lokalområde. Samtidig har moderne komponister og musikere eksperimenteret med instrumentet i nye genreblandinger og kammermusik.
Spilleteknik, vedligeholdelse og hvor du kan høre den
At spille hardingfele kræver teknisk kunnen svarende til violinspil, men også forståelse for folkemusikkens særlige fraseringer og ornamentik. Instrumentet er følsomt over for temperatur og fugt, så korrekt opbevaring og regelmæssig pleje er vigtigt for at undgå revner eller stemmeproblemer. Hvis du vil høre hardingfele live, er folkemusikfestivaler, lokale dansearrangementer og nationale kappleiker gode steder at begynde.
Hardingfele står i dag som et levende symbol på norsk folkemusiktradition: både som historisk kulturarv og som et instrument i udvikling, brugt af både traditionelle udøvere og nyskabende musikere.
