Haiku (俳句) er en type japansk poesi, kendetegnet ved korthed, billedsprog og ofte en direkte forbindelse til naturen. Formen kaldtes tidligere hokku, men fik sit nuværende navn af den japanske forfatter Masaoka Shiki i slutningen af det 19. århundrede, som argumenterede for at gøre hokku til en selvstændig digtform og modernisere dens sprogbrug.
Struktur
Den traditionelle hokku/haiku består i japansk af i alt 17 lyddele – ofte angivet som grupperne 5–7–5. Disse enheder er ikke nødvendigvis det samme som stavelsesantal i europæiske sprog: det japanske begreb for en sådan fonetisk enhed er on (音), ofte omtalt som en mora. Man ser i vestlig litteratur tit ordet stavelser, men det korrekte tekniske begreb er moræer (on eller historisk on-ji).
Moderne haiku på andre sprog følger ikke altid præcist 5–7–5-mønsteret, idet mange oversættere og digtere tilpasser formen til sprogets rytme og klang. Et haiku arbejder typisk med en kort billedsekvens eller to kontrasterende billeder, der sammen skaber en pludselig erkendelse eller stemning.
Kigo (årstidsord) og kireji (skilleord)
Et centralt træk ved klassisk haiku er brugen af et kigo – et årstidsord eller en reference til naturen, der angiver digtets sæson eller stemningsmæssige ramme. Kigo kan være konkrete ord som “kirsebærblomst” (for forår) eller “sne” (for vinter), eller mere subtile henvisninger til årstidens fænomener.
Et andet vigtigt element er kireji, et japansk ”skilleord” eller en partikel, som i original japansk fungerer som et poetisk stoppunkt eller vægt i linjen. På japansk findes særlige kireji-ord, mens man på japansk i oversættelse til andre sprog ofte anvender kommaer, bindestreger, elipser, linjeskift eller rytmiske pauser for at skabe samme effekt. Kireji deler ofte digtet i to dele og skaber en krydsbestøvning mellem to billeder eller idéer.
Historie og udvikling
Haiku udviklede sig fra ældre renga- og renku-traditioner, hvor hokku fungerede som åbningsvers. I den tidlige moderne periode (1600–1800-tallet) blev haikuformen raffineret af digtere som Matsuo Bashō, Yosa Buson og Kobayashi Issa, der alle bidrog til haikuets æstetik med fokus på enkelhed, præcision og en direkte forbindelse til naturen og hverdagslivet.
I slutningen af det 19. århundrede argumenterede Masaoka Shiki for at frigøre hokku som en selvstændig genre og introducerede betegnelsen haiku. Shikis reformer og kritik førte til, at haiku i højere grad blev skrevet i et mere moderne sprog og fik større udbredelse både i Japan og senere i resten af verden.
Form og anvendelse i andre sprog
På japansk skrives haiku traditionelt i én linje, men ved oversættelse og i mange udenlandske traditioner er haiku blevet opdelt i tre linjer (5–7–5) for at synliggøre den klassiske moræstruktur. I praksis er mange moderne ikke-japanske haiku mere frie i sin form og prioriterer billedkraft og rytme frem for et strengt tælle-mønster.
Der findes også beslægtede former som senryū, som deler den korte form, men som typisk handler om menneskelig adfærd og ironi snarere end sæsonbestemte naturindtryk.
På japansk har navneord ikke forskellige former for ental og flertal, så ordet "haiku" bruges på engelsk (og ofte også i andre sprog) både i ental og flertal.