Resolutionen om Tonkinbugten (august 1964) var en fælles resolution fra den amerikanske kongres om, at USA skulle indlede Vietnamkrigen. I et årti havde CIA sendt sydvietnamesiske hold på sabotagemissioner til Nordvietnam. Amerikanske skibe som Maddox tog på spionagemissioner i de nordlige kystfarvande. USA's præsident Johnson hævdede, at nordvietnameserne havde foretaget to angreb på Maddox og Turner Joy i Tonkinbugten. Den 4. august bad han om kongressens støtte til at gengælde angrebene.

Baggrund

Før august 1964 var USA allerede involveret i Vietnam gennem rådgivere, økonomisk støtte og hemmelige operationer. De amerikanske flådefartøjer udførte efterretnings- og overvågningsopgaver tæt på Nordvietnams kyst som led i bestræbelserne på at standse kommunistisk indflydelse i Sydøstasien. Samtidig gennemførte CIA og sydvietnamesiske styrker aktioner mod nordvietnamesiske mål, hvilket øgede risikoen for konfrontationer til søs.

Hændelserne i Tonkinbugten

Den 2. august 1964 engagerede nordvietnamesiske torpedobåde Maddox, som var på eftersynings- og patruljeopgave, og skibet svarede igen. Et nyt og omdiskuteret angreb rapporteredes natten til 4. august, hvor Turner Joy og Maddox meldte kontakt med fjendtlige både og sonar- eller radarspor. Efterfølgende analyser og deklassificerede dokumenter har imidlertid rejst alvorlige tvivl om, at der reelt fandt et andet angreb sted den 4. august; mange tegn peger på fejltolkninger af radar- og sonarspor i dårligt vejr og under stor nervøsitet.

Kongressens vedtagelse og ordlyd

På baggrund af præsidentens anmodning vedtog Kongressen hurtigt den såkaldte Tonkinbugt-resolution. Den 7. august 1964 blev resolutionen vedtaget med overvældende flertal i begge kamre (Repræsentanternes Hus 416–0 og Senatet 88–2). Resolutionen gav præsidenten bemyndigelse til at "tage alle nødvendige foranstaltninger for at afvise eventuelle bevæbnede angreb mod styrker fra De Forenede Stater og for at forhindre yderligere aggression" i Sydøstasien. Teksten blev af mange opfattet som en generel og vidtgående tilladelse til militær eskalation uden en formel krigserklæring.

Konsekvenser og eftertid

  • Resolutionen åbnede juridisk og politisk døren for massiv amerikansk eskalation i Vietnam, herunder omfattende luftbombninger (f.eks. Operation Rolling Thunder) og udsendelse af store bjerge af militært personel i årene efter 1964.
  • Pentagon Papers og senere deklassificerede dokumenter afslørede, at administrationen havde større tvivl om begivenhederne i bugten, end der blev givet indtryk af offentligt. Mange historikere mener, at den anden hændelse natten til 4. august sandsynligvis ikke fandt sted.
  • Tonkinbugt-resolutionen blev senere kritiseret som et "blankt check" fra Kongressen til præsidenten. I begyndelsen af 1970'erne trak Kongressen i vid udstrækning den tidligere beføjelse tilbage, og vedtagelsen af War Powers Resolution i 1973 var blandt de politiske reaktioner, der søgte at begrænse præsidentens mulighed for at føre krig uden Kongressens samtykke.
  • Hændelsen og resolutionens eftervirkninger ændrede amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik markant, gav grobund for stor folkelig modstand og protester mod krigen og førte til en langvarig debat om delingen af krigsmagten mellem præsident og Kongres.

Historisk vurdering

I historisk perspektiv betragtes Tonkinbugten-hændelserne og den efterfølgende resolution som et vendepunkt, der transformerede USA's rolle i Vietnam fra begrænset støtte og rådgivning til direkte og omfattende militær intervention. Debatten om nøjagtigheden af de rapporterede angreb, myndighedernes håndtering af efterretningerne og Kongressens hurtige godkendelse af vidtrækkende beføjelser er fortsat centrale i vurderinger af, hvordan demokratiske institutioner bør kontrollere brugen af militær magt.