FG 42 tysk kampgevær fra Anden Verdenskrig og forløber for moderne stormgevær

Under slaget om Kreta (Operation Mercury) havde de tyske Fallschirmjäger de samme våben som den almindelige hær. Når de hoppede ud fra fly, havde de kun pistoler og håndgranater. Maskinpistoler, rifler og andre tungere våben blev kastet ned i kasser. De tyske faldskærmers udformning betød, at det ikke var sikkert at bære tungere våben som f.eks. geværer under spring. På Kreta dræbte eller sårede Commonwealth-forsvarerne mange tyske soldater. Dette skyldes, at de tyske faldskærmssoldater måtte gå hen og hente deres våben fra containere. Disse kunne være spredt ud over hele slagmarken. Dette viste, at de våben, som den almindelige hær brugte, ikke var gode til luftoperationer.

Udvikling

I 1941 bad det tyske luftvåben (Luftwaffe) om et selektivt skydevåben til faldskærmstropperne. Luftvåbnets øverste stabschef Ossenbach i Luftwaffes våbenudviklingsafdeling (i Tarnewitz nær Lübeck) blev bedt om at udvikle dette nye våben. Reichsluftfahrtministerium (Reichsluftfahrtministerium eller RLM) ønskede at udvikle en automatisk riffel, som skulle affyres fra skulderen. Den skulle erstatte boltgeværet, maskinpistolen og det lette maskingevær til luftangreb. Våbenet ville også gøre logistikken enklere og give en normal faldskærmssoldat mere ildkraft.

RLM forsøgte at starte et formelt udviklingsprogram ved hjælp af Heereswaffenamt (HWaA, eller hærens våbenafdeling). HWaA havde ansvaret for udviklingen af tyske håndvåben. HWaA og Luftwaffe havde imidlertid forskellige prioriteter. Der var også nogle uoverensstemmelser mellem Luftwaffe og hæren (HWaA sagde nej til programmet, fordi de mente, at det ikke var realistisk. De forsøgte at give deres G 41(W) halvautomatiske riffel i stedet). Det betød, at Luftwaffe selv måtte udvikle våbnet. De ingeniører, der skulle udvikle våbnet, var dygtige til at udvikle lette automatiske våben (det lykkedes dem at ændre MG 15-maskinpistolen til flyvemaskiner, så den også kunne bruges på jorden). Faldskærmstropperne havde dog mange tab under Operation Mercury. På grund af dette besluttede Hitler, at luftangreb ikke var vigtige, og planerne for våbnet blev annulleret. Hermann Göring, leder af Luftwaffe, beordrede dog i hemmelighed, at programmet skulle fortsætte.

RLM gik direkte til tyske virksomheder med sine planer. Den første plan var LC-6. Den blev udleveret den 14. december 1941. Den sagde, at våbnet ikke skulle være længere end 1.000 mm (39,4 in), at det ikke skulle være længere end Kar 98k-geværet, at det skulle affyre enkeltskud fra en lukket bolt, at det skulle affyre fuldautomatisk fra en åben bolt, at det skulle tage sine kugler fra et 10- eller 20-skuds magasin og at det skulle kunne affyre geværgranater. Selv om den 7,9 mm Kurz-patron, der blev anvendt af Heer (hovedhæren) (udviklet til MP 43-stormgeværet), var i brug, besluttede Luftwaffe at anvende 7,92 x 57 mm Mauser-geværpatronen. Dette skyldtes, at den havde stor rækkevidde. Denne kaliber blev også nævnt i planerne for designet.

Prototyper

Seks virksomheder blev bedt om at designe prototyper. Disse var: Gustloff-Werke, Mauser, Johannes Großfuß Metall- und Lackierwarenfabrik, C.G. Hänel, Rheinmetall-Borsig og Heinrich Krieghoff Waffenfabrik. Der blev givet flere kontrakter, men kun få prototyper er blevet leveret. Mauser gav en version af MG 81. Den blev dog afvist, fordi den var for tung og fik sine kugler fra et bælte. Der var et design, lavet af Louis Stange hos Rheinmetall-Borsig, som blev accepteret. Den blev testet på en teststation i Tarnewitz i midten af 1942. Denne prototype blev kaldt Gerät 450 ("device 450") eller Ausführung "A" ("type A"). Det var meningen, at den skulle være en pladebearbejdning. Type "A" blev aldrig fremstillet (bortset fra nogle modeller). Grunddesignet blev dog bevaret med henblik på yderligere udvikling.

De grundlæggende dele af LC-6 blev accepteret. Derefter blev der foretaget en række ændringer i designet. Den forbedrede version af LC-6 blev kaldt Ausführung "B". Denne forbedring ændrede håndbeskyttelsen, så den gav bedre beskyttelse mod varme og et bedre greb, når den var våd.

Disse tests viste mange problemer. De blev rettet af Stange i april 1942. Denne anden forbedrede version blev kaldt LC-6/II. Prototypen blev derefter underkastet mange tests. Disse tests blev sat i værk af HWA. Prototypen blev ændret endnu mere, og til sidst blev den til LC-6/III-prototypen. Denne blev til FG 42.

Der blev fremstillet 50 rifler i begyndelsen af 1943. Seks af disse blev sendt af sted for at blive testet yderligere. Disse våben havde nogle alvorlige fejl. En riffel svigtede efter at have affyret kun 2.100 skud. Desuden blev en soldat såret, da han forsøgte at affyre en riffelgranat.

Produktion

Der blev foretaget flere andre ændringer af FG 42, inden det fik lov at blive fremstillet. I det første Rheinmetall-design blev der brugt meget krom-nikkelstål. Det blev brugt på mange dele, som var nødvendige for at få våbnet til at fungere. Der var ikke meget af dette materiale til rådighed. Da Luftwaffe fik lov til at lave 3.000 rifler til nogle flere tests, blev våbnet ændret, og der blev brugt manganstål i stedet for krom-nikkelstål. Firmaet Heinrich Krieghoff blev bedt om at fremstille nogle FG 42'ere. Dette skyldtes, at Rheinmetall ikke var stort nok til at fremstille masser af FG 42'ere. Våbenet blev første gang brugt af kommandosoldater under Operation Eiche i 1943. Operation Eiche var den farlige mission, som nogle Fallschirmjäger tog på. Under denne mission skulle de redde Benito Mussolini. Fallschirmjäger-holdet blev ledet af Otto Skorzeny.

Våbnet blev hele tiden ændret. Fordi det første design blev ændret mange gange, og Luftwaffe havde brug for forskellige ting, blev der fremstillet mange forskellige typer FG 42. Dokumenter og bøger skrevet efter Anden Verdenskrig siger normalt, at der var tre hovedversioner af FG 42. Tyskerne har dog aldrig sagt, at der var tale om forskellige modeller. "Model I", "Model II" og "Model III" blev aldrig officielt nævnt. De tyske aviser kalder bare våbnet for "FG 42". Det var altid den seneste version af FG 42, der blev nævnt.

BD 42

BD 42/I er en halvautomatisk kopi af den tidlige FG 42-gevær. BD 42/II er en halvautomatisk kopi af den senere FG 42. Begge blev fremstillet af HZA Kulmbach GmbH.

Generelle oplysninger

FG 42 var et selektivt skydevåben. Det blev afkølet af luften. FG 42 havde også sit magasin på siden. Det var ret let at kontrollere, hvis det blev affyret på fuldautomatisk tilstand.

Fodring og fyring

FG 42 fik sine kugler fra et kasseformet magasin. Dette magasin kunne indeholde 10 eller 20 patroner.

FG 42 var halvautomatisk, når den blev affyret fra en lukket bolt. Der var ikke megen bevægelse, når våbnet blev affyret. Det betød, at det var mere præcist at affyre enkelte skud. Når våbnet blev affyret i automatisk tilstand, blev det affyret fra en åben bolt. Når den automatiske tilstand var aktiveret, forblev bolten åben for at holde våbnet koldt.

Afprøvning

FG 42 skulle give Nazi-Tyskland en nyttig ildkraft. Der blev dog kun fremstillet et lille antal. Da den blev testet, var faldskærmstropperne ret glade for den. FG 42 havde dog nogle problemer. FG 42 havde et magasin med 20, eller nogle gange 10, skud, som blev sat i venstre side af geværet. Det var ganske normalt for maskinpistoler at have magasiner på siden, men det større magasin med de tungere patroner i en riffel var ret ubalanceret. Desuden steg enden af FG 42 ret hurtigt op i luften, når den blev affyret i automatisk tilstand. Dette gjorde præcis automatisk skydning vanskelig. Det betød også, at automatisk ild ikke var særlig brugbar. Den amerikanske M14-riffel havde problemer, der lignede disse.

Våben baseret på FG 42

Den amerikanske M41 Johnson LMG har mange ting, der ligner FG 42. Begge disse havde deres magasiner på venstre side. De affyrede også fra en åben bolt i automatisk tilstand og lukket bolt i halvautomatisk tilstand. Selv om der er nogle ting, der ligner hinanden, er der ingen beviser for, at konstruktørerne af det ene våben har kopieret designet af det andet.

De sidste kendte våben, der var baseret på FG 42, er Sturmgewehr 52 og M60-maskinpistolen.

Efter at Krieghoff havde fremstillet omkring 2.000 FG 42'ere, blev manganstålet, som mange vigtige dele var fremstillet af, flyttet væk for at blive brugt til andre ting. Dette betød, at våbnet måtte omdesignes til at bruge stemplet stål. Soldater, der brugte FG 42, bad om at få foretaget mange små ændringer i designet. Disse ændringer kan ses på senere FG 42'ere. FG 42 havde også en simpel bajonet under løbet. Den var skjult af bipodet. I den senere version af FG 42 blev bajonetten forkortet. Før opdateringen var den 10 tommer (250 mm). Efterfølgende ændrede den sig til ca. 150 mm (6 tommer).