Epikurisme er en filosofisk retning baseret på Epikuros' lære, grundlagt omkring 307 f.Kr. Epikuros videreførte og udviklede en materialistisk verdensforståelse med rødder i den tidligere atomisme hos Demokritos. Ifølge epikuræerne består verden af legemer og tomrum; der findes ingen overnaturlige kræfter, som blander sig i naturens gang, og Epikur angreb derfor kraftigt overtro.

Grundlæggende naturfilosofi og fri vilje

Epikur accepterede teorien om atomer, men introducerede en vigtig tilføjelse: den såkaldte clinamen eller afvigelse, et tilfældigt "sving" i atomernes bevægelse, som gør fri vilje mulig i en i øvrigt mekanisk verden. Denne revision gjorde epikuræisk atomisme mere fleksibel end Demokrits.

Etik: nydelse, smerte og det gode liv

Epikurismen er en form for hedonisme i den forstand, at den anser nydelse for det højeste gode. Men dens forståelse af nydelse adskiller sig fra grov eller ukontrolleret sanselig nydelse: målet er ataraxia (sindets rolighed) og aponia (fravær af kropslig smerte), ikke jagten på stærke udskejelser. Epikuros pegede derfor på, at fraværet af smerte og frygt — især frygt for guderne og for døden — udgør menneskets største lykke.

For at nå dette ideal anbefalede epikuræerne viden, venner og et dydigt, moderat liv. En nøgleidé er, at simple fornøjelser ofte er mere stabile og mindre risikable end overdreven sanselig tilfredsstillelse: man skal undgå overflod, der kan føre til senere utilfredshed, og styre lysterne, så de ikke skaber mere uro end glæde. Epikur talte positivt om simple glæder, men rådede også til at afholde sig fra visse kropslige begær, herunder ukontrolleret sex, hvis det truer roen — næsten som en form for målrettet askese.

Tetrapharmakos og praktiske råd

Epikur formulerede kortfattede leveregler, ofte sammenfattet som en "fireledet kur" (tetrapharmakos):

  • Frygt ikke guderne — de lever i fred og blander sig ikke i menneskers anliggender.
  • Frygt ikke døden — døden er intet for os, for når vi er, er døden ikke til stede; når døden er til stede, eksisterer vi ikke.
  • Hvad der er godt er let at opnå — de grundlæggende fornødenheder er få; umådehold fører ofte til problemer.
  • Hvad der er ondt er let at udholde — intens smerte er sjælden og kortvarig, og ofte kan man tåle mere, end man tror.

Guder, død og frygt

Ifølge Epikur er guderne passive og perfekte eksistenser, som ikke griber ind i verdens gang. Dette fjerner religionens truende aspekt og befrier mennesket for frygt. Samtidig betoner epikuræerne, at døden bør opfattes rationelt for at fritage sjælen for angst, en tanke kendt fra bl.a. Lukrætos’ digt.

Fællesskab, politik og levevis

Epikur og hans tilhængere grundlagde lukkede fællesskaber kaldet 'haver' (græsk: kepos), hvor man søgte et fredeligt liv i selskab med venner. Disse skoler prioriterede personlig ro og venskab frem for politisk aktivitet; epikuræere undgik ofte politisk engagement, fordi det kunne true den ønskede sindsro. Skolerne var relativt inkluderende og kunne også omfatte kvinder og slaver.

Forskelle til andre retninger

Epikurismen stod i opposition til visse aspekter af platonismen og blev senere en af de største rivaler til stoikismen. Til forskel fra stoikerne, som prioriterede dyd som et mål i sig selv og accept af skæbnen, lagde epikuræerne vægt på hvordan valg og levevis fører til ro og fravær af smerte.

Historisk udbredelse og efterliv

Epikuræiske skoler blomstrede i den sene hellenistiske periode og i Romerrigets tid i byer som Antiokia, Alexandria, Rhodos og Herculaneum. Digteren Lucretius var især en vigtig romersk fortaler for ideerne gennem sit episke digt De rerum natura, som formidler atomismen og epikuræisk etik bredt. Ved Romerrigets fald og i kraft af kristen kritik blev epikurismen i store træk fortrængt i Vesteuropa, men den blev genoplivet i det 17. århundrede af atomisten Pierre Gassendi, som forsøgt at kombinere atomismen med kristen teologi.

Kilder og bevarede tekster

En række fragmenter af Epikuros' egne skrifter er bevaret, og en stor mængde epikuræisk litteratur er fundet blandt papyrusrullerne fra Papyrusvillaen i Herculaneum. Nogle af disse tekster tilskrives filosoffer som Philodemus. Mange forskere mener, at Lukrætos' værk indeholder centrale argumenter og teorier, og Herculaneum-fundene har været afgørende for senere forståelse af epikuræisk filosofi.

Moderne betydning

Epikurismens fokus på viden, rationalitet og et liv uden frygt har haft betydning for nyere tænkningsformer inden for rationalisme, sekularisme og visse sider af oplysningstiden. Den daglige misforståelse af epikuræisk hedonisme som lig med overdreven sanselig nydelse er udbredt, men klassisk epikuræisk etik handler i højere grad om langsigtet balance, venskab og indre ro end om umådehold.