Emily Wilding Davison blev født i Blackheath i det sydøstlige London den 11. oktober 1872. Hun studerede på Royal Holloway College og senere ved Oxford University, på et tidspunkt hvor kvinder formelt ikke var berettigede til at få universitetsgrader. Hendes opvækst og uddannelse gav hende både intellektuelle interesser og en stærk tro på kvinders lige ret til politisk indflydelse.

Aktivisme og fængsler

I 1906 meldte hun sig ind i Women's Social and Political Union (WSPU), der var grundlagt af Emmeline Pankhurst. WSPU arbejdede for kvinders stemmeret og brugte fra begyndelsen mere konfronterende og militante metoder end mange andre bevægelser. Tre år senere opgav Davison sit job som lærerinde for at arbejde fuldtid for suffragetterne. Hun deltog i demonstrationer og direkte aktioner, blev gentagne gange arresteret for at skabe offentlig uro og for hærværk, herunder at sætte ild til postkasser. Hun afsonede adskillige korte fængselsstraffe, gennemførte sultestrejker og blev flere gange udsat for tvangsfodring.

I 1909 blev hun idømt en måneds hårdt arbejde i Strangeways-fængslet i Manchester efter at have kastet en sten mod kansler David Lloyd Georges vogn under et offentligt arrangement. Under fængselsopholdet forsøgte hun at sulte sig selv og modsatte sig tvangsfodring. Ifølge samtidige beretninger blev der endda ført en vandslange ind i hendes celle og den blev fyldt med vand; hun indbragte efterfølgende sag mod fængselsmyndighederne og fik tilkendt 40 shilling i erstatning.

Epsom Derby og dødsfald

Davison blev med tiden mere militant. Den 4. juni 1913 løb hun ud foran en af kongens heste under Derby-løbet i Epsom. Hvad hendes nøjagtige hensigt var, er blevet genstand for megen debat: nogle historikere mener, at hun ville knytte et WSPU-banner eller en tilkendegivelse til hesten, andre at hun forsøgte at blive et martyrisk symbol ved at ofre sig selv, og nogle at hændelsen var en tragisk ulykke. Hun blev påkørt og fik alvorlige kvæstelser og døde af disse den 8. juni 1913.

Eftermæle

Davison døde kort efter vedtagelsen af den såkaldte "Cat and Mouse Act" (Prisoners (Temporary Discharge for Ill Health) Act) i 1913, en lov der gav myndighederne mulighed for midlertidigt at løslade sultestrejkende fanger og genindsætte dem, når de var blevet stærkere. Hendes død udløste både sympati og forargelse og blev brugt af WSPU som et stærkt symbol i kampen for kvinders stemmeret. Hun blev bisat i en ceremoni, som blev udnyttet til en stor offentlig markering af suffragetternes sag, og hendes handlinger har siden været genstand for både beundring og kritik.

Emily Wilding Davison er i dag et af de mest omtalte navne fra suffragette-bevægelsen og forstås ofte som et symbol på den desperate kamp for stemmeret. Kvinder i Storbritannien fik begrænset stemmeret i 1918 og fuld ligestilling i stemmeret i 1928; Davison og andre suffragetter havde stor indflydelse på den offentlige opmærksomhed omkring spørgsmålet. Hendes liv og død er fortsat genstand for historisk forskning, teater, bøger og mindesmærker, og debatten om hendes motiver og metode fortsætter med at engagere både historikere og offentligheden.