Dødningehovednatsværmer (Acherontia) — arter, kendetegn og adfærd
Dyk ned i dødningehovednatsværmer (Acherontia): arter, kendetegn som kranietegning, sjælden hvinen, bistadeplyndring (A. atropos m.fl.) og fascinerende adfærd.
Dødningehovednatsværmer er fællesbetegnelsen for tre beslægtede møl i slægten Acherontia. De (A. atropos, A. styx og A. lachesis) ligner hinanden i størrelse, farvetegning og livscyklus, men har forskellig udbredelse og enkelte adfærdsforskelle. Navnet refererer til det karakteristiske kranieformede mønster på thorax, som især er fremtrædende hos den europæiske art.
Arter og udbredelse
A. atropos findes primært i Europa, hvor den er den mest kendte. A. styx og A. lachesis lever hovedsageligt i Asien. Nogle bestande kan være trækkende, og individer ses lejlighedsvis langt uden for deres normale udbredelsesområde, især i varme sensommerperioder.
Udseende og kendetegn
- Voksne individer har en forholdsvis stor vingefang (typisk mellem omkring 8–13 cm) og en kraftig, kompakt krop som mange andre svirrefluer (Sphingidae).
- Det mest iøjnefaldende kendetegn er det mørke, kranieformede mærke på thorax, der har givet dem deres navn. Farverne spænder fra brune til gullige nuancer med mørke bånd og pletter.
- Larverne er kraftige og kan være meget farverige — grønne, gule, brune eller mørkere og med en karakteristisk hornspids bagtil.
Livscyklus og føde
Som de fleste natsværmere gennemgår Acherontia-arterne fuldstændig forvandling (æg → larve → puppe → voksen). Larverne lever typisk på urter og buske, især planter i natskyggefamilien (Solanaceae) — for eksempel kartoffel, tomat, natskygge og beslægtede arter — men de kan også æde andre værtsplanter afhængigt af lokaliteten. Pupationen foregår i jorden, hvor de overvintrer som pupper i køligere egne. I varme områder kan der være flere generationer per år; i nordlige egne er der normalt én generation med voksne om sommeren.
Adfærd — lyd, forsvar og bi-plyndring
Disse møl har flere usædvanlige adfærds-træk. Alle tre arter kan lave et højt hvin eller hylet, hvis de bliver forstyrrede. Lyden frembringes ved at presse luft gennem svælget, ofte samtidig med at møllet blottter sin stærkt farvede bagkrop i et blikfang — en adfærd, der kan afskrække potentielle rovdyr.
En anden bemærkelsesværdig adfærd er evnen til at plyndre honningbier for at stjæle honning. Alle tre arter besøger bistader, men A. atropos er især kendt for at angribe kolonier af den velkendte vestlige honningbi, Apis mellifera. Møllet kan færdes relativt uforstyrret i bistader, fordi det delvis efterligner biernes duft (kemisk mimicry) og dermed undgår at blive erkendt som fjende. Nogle gange angribes kun honning, andre gange kan de også tage larver eller puppeindhold.
Hvordan undgår de at blive angrebet i bistadet?
- Kemisk mimicry: de bærer duftstoffer (cuticulære hydrocarboner eller lignende) som gør dem mindre fremmede over for bierne.
- Adfærd: langsomme, forsigtige bevægelser og evnen til at søge mørke hjørner af kassen.
- Evnen til at lave lyd og vise farver kan også virke skræmmende over for visse rovdyr og muligvis aflede opmærksomhed i bistadet.
Forhold til mennesker, kultur og bekæmpelse
Dødningehovednatsværmeren har en stærk plads i folklore og populærkultur, ofte forbundet med død eller uheld på grund af kranielignende tegningen. I praksis er de sjældent skadedyr i landbrugsmålestok; larverne kan dog æde kulturplanter som kartofler og tomater i havebrug, hvor de nogle gange fjernes fysisk eller bekæmpes lokalt.
For biavlere er angreb på bistader generelt sjældne men generende. Forebyggelse kan bestå i at reducere adgang til kasser, bruge indgangsreduktionsanordninger eller regelmæssig inspektion. Mekanisk fjernelse af voksenmøl eller larver er normalt tilstrækkeligt frem for giftige midler.
Bevarelse og bemærkninger
Selvom arten A. atropos er udbredt i store dele af Europa, påvirkes lokale bestande af ændringer i habitat, nedgang i værtsplanter og generel insektnedgang. Bevarelse handler ofte om at bevare variation i levesteder, fx kantzoner, haver med fugtige og næringsrige planter og undgå unødig pesticidanvendelse.
Samlet set er dødningehovednatsværmeren en fascinerende og let genkendelig gruppe af møl med usædvanlige tilpasninger — fra hylesignaler og farvemarkeringer til bi-plyndring og lugtmimikry — som gør dem interessante for både naturinteresserede og forskere.
Udvikling
Æggene lægges et efter et under værtsplantens gamle blade og er grønne eller gråblå. Ingen af de tre arter er tvunget til at bruge en enkelt familie af værtsplanter. Mange af de anvendte plantetyper er i familierne Solanaceae, Verbenaceae, Oleaceae, Bignoniaceae og andre. Larverne er kraftige og bliver 120-130 mm store med et halehorn, der skiller sig ud eller let kan ses. Alle tre arter har tre larvefarveformer: normalt grøn, brun eller gul. Larverne bevæger sig ikke meget og klikker med underkæben eller bider endda, hvis de bliver truet. Når de er modne, graver de sig ned under jorden og udgraver et lille kammer, hvor de forpupper sig.
Folklore
Denne møl blev brugt i filmen The Silence of the Lambs. Den blev også omtalt i I'm the King of the Castle.
· 
Acherontia atropos
· .jpg)
Acherontia lachesis
· 
Acherontia styx
· 
Acherontia styx
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvor mange typer af møl bliver almindeligvis kaldt Dødens hovedhvepsemøl?
A: Der er tre typer af møl, der almindeligvis kaldes dødshovedet høgeurt.
Sp: Hvad er slægtsnavnet på dødshovedet spidsmot?
A: Dødskallehøgemotterne tilhører slægten Acherontia.
Spørgsmål: Hvilken art af Dødskallehøgemyg kaldes oftest Dødskallehøgemyg?
Svar: Den europæiske art, A. atropos, er den mest almindeligt omtalte art som dødshovedet høgeurt.
Sp: Hvor findes A. styx og A. lachesis?
A: A. styx og A. lachesis findes i Asien.
Sp: Hvad er oprindelsen af navnet "Dødens hovedhøgeurt"?
A: Navnet "Dødshoved-høgehoved-høgeurt" kommer fra det kranieformede mønster af markeringer på thorax.
Sp: Hvilke usædvanlige kendetegn har dødshovedet høgehoveder?
Svar: Dødskallehøge kan give et højt hvin fra sig, hvis de er irriterede, og de plyndrer bistader efter honning. De kan også bevæge sig uskadt rundt i bistader, fordi de efterligner biernes duft.
Spørgsmål: Hvilken art honningbi angriber A. atropos specifikt?
Svar: A. atropos angriber specifikt kolonier af den vestlige honningbi, Apis mellifera.
Søge