Kolossale blæksprutte (Mesonychoteuthis hamiltoni) – fakta og kendetegn
Opdag Mesonychoteuthis hamiltoni: fakta om verdens største blæksprutte – størrelse, gigantiske øjne, dybhavslev, jagtmetoder og forholdet til kaskelothvaler.
Den kolossale blæksprutte, Mesonychoteuthis hamiltoni, er blandt de største kendte blæksprutter og regnes ofte som den tungeste af alle arterne. Vokseneksemplarer er anslået til en total længde på omkring 9–10 meter (30–33 fod), men præcis størrelse og vægt varierer, og målinger bygger på nogle få bevarede eksemplarer.
Til forskel fra den lange kæmpe blæksprutte (som kan blive meget lange), har den kolossale blæksprutte en tungere, mere robust krop og kraftige fangstorganer. Kroppen er typisk rødbrun, og den lever i dybvandet i det sydlige ocean, ofte registreret ned til omkring 2000 meter under overfladen. Den er et vigtigt byttedyr for kaskelothvaler, hvilket dokumenteres af kroge og dele af blæksprutte i kaskelothvalers maver og af arrene på hvalernes kroppe.
Kropsbygning og sanser
Kolossalblæksprutten har de velkendte blækspruttekarakteristika: otte arme og to længere tentakler, der ender i brede klubformede fangstender udstyret med solide sugekopper og kraftige kroge. Disse kroge hjælper den med at fastholde store og stærke byttedyr. Den har også en stærk næbformet mund, som kan flå kød fra byttet.
Øjnene er blandt dyrenes mest bemærkelsesværdige træk. Et delvist kollapset øje målt på et bevaret eksemplar var 27 cm bredt med en linse på 12 cm i diameter; man vurderer, at øjet i live kunne have været 30–40 cm i diameter. Det gør det til det største øje, der kendes hos noget dyr — en tilpasning til det svagt oplyste dybhavsmiljø.
Føde, adfærd og stofskifte
Fødegrundlaget antages at bestå af dybhavsfisk (fx store arter som den patagoniske tandfisk), andre blæksprutter og forskellige pelagiske byttedyr inklusiv chaetognatha i de dybere vandsøjler. Deres jagtadfærd menes at være præget af et lavt stofskifte: undersøgelser og modeller foreslår, at de kun behøver relativt små mængder føde (fx omkring 30 g bytte dagligt for et voksen dyr ifølge nogle skøn). Det tyder på et langsomt bevægende, bagholdende rovdyr, der i højere grad bruger sine store øjne til at oppfange bevægelser og svage lyskilder end til hurtig, langvarig forfølgelse.
Der er også forslag om, at kolossalblæksprutten kan udnytte bioluminescens — enten ved at reagere på lys fra bytte eller fra omgivelserne — men meget vedrørende jagtteknik og eventuelle lysorganer er fortsat usikkert på grund af få observerede levende individer.
Særlige fysiologiske træk
En nyskabende tilpasning er ophobningen af ammoniumklorid i vævene, som sænker vægtfylden og giver opdrift i dybhavet. Samtidig gør ammoniumforbindelserne kødet ubehageligt bittert og uspiseligt for mennesker, hvilket forklarer, hvorfor kolossalblæksprutten ikke almindeligvis anvendes som føde.
Udbredelse, forekomst og menneskelig kontakt
Arten er udbredt i det sydlige ocean omkring Antarktis og i tilstødende havområder. Den lever typisk i store dybder, og kun få komplette eller næsten komplette eksemplarer er kendt for forskningen — langt de fleste oplysninger kommer fra individer hentet op i kaskelothvalers maver, enkelte fangstfund eller losse- og strandfund samt fra nogle få specimen hentet af mennesker.
Et berømt helt eksemplar blev udstillet på New Zealand Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa i en udstilling, der åbnede i 2008, og museet har desuden lavet et websted om dette blæksprutteksemplar. Fund som disse har givet væsentlig ny viden om artens anatomi og størrelse.
Reproduktion, livslængde og bevaringsstatus
Mange detaljer om reproduktion og livscyklus er stadig dårligt kendt. Man formoder, at arten vokser langsomt og har et lavt stofskifte, og at kønsmodning og reproduktion ligner andre store dybdeblæksprutter, men konkrete observationer mangler. Den præcise bevaringsstatus er usikker, fordi data om populationstæthed og trends er sparsomme.
Opsummering
- Art: Mesonychoteuthis hamiltoni, ofte kaldt kolossal blæksprutte.
- Størrelse: Estimeret total længde omkring 9–10 meter, men få komplette eksemplarer gør præcis vurdering vanskelig.
- Habitat: Dybt vand i det sydlige ocean, ned til ~2000 m.
- Kost: Store fisk (f.eks. patagonisk tandfisk), andre blæksprutter og dybhavsbytte.
- Særligt: Meget store øjne, kraftige kroge på fangstenderne og ammonium i vævet for opdrift; kødet smager dårligt for mennesker.
Forskningen i kolossalblæksprutten er aktiv, og nye fund (især bedre bevarede eksemplarer eller observationer i naturen) vil sandsynligvis ændre og uddybe vores forståelse af denne gådefulde dybhavsart.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er den kolossale blæksprutte?
A: Kolossalblæksprutten, Mesonychoteuthis hamiltoni, er den største blæksprutte i verden og måler 9-10 meter (30-33 fod) i længden.
Spørgsmål: Hvordan er kolossalblæksprutten sammenlignet med kæmpe blæksprutten?
A: Kolossalblæksprutten er større end kæmpeblæksprutten.
Sp: Hvilken farve har kroppen på kolossalblæksprutten?
Svar: Kolossalblæksprutten har en rødlig brun krop.
Spørgsmål: Hvor lever kolossalblæksprutten?
Svar: Kolossalblæksprutten lever op til 2000 m under overfladen i det sydlige ocean.
Spørgsmål: Hvad er den vigtigste føde for kaskelothvaler?
Svar: Den vigtigste føde for kaskelothvaler er kolossalblæksprutter.
Spørgsmål: Hvordan smager kolossalblæksprutten af mennesker?
Svar: Kolossalblæksprutten har ammoniumklorid i kroppen, så den smager dårligt for mennesker.
Spørgsmål: Hvad lever kolossalblæksprutten af?
Svar: Man mener, at den kolossale blæksprutte lever af byttedyr som chaetognatha, store fisk som den patagoniske tandfisk og andre blæksprutter i det dybe hav ved hjælp af bioluminescens.
Søge