Kold fusion er kernefusion ved stuetemperatur og normalt tryk. Kernefusion er den proces, hvorved mange atomkerner, atomets centrum, der indeholder protoner og neutroner, tvinges til at slutte sig sammen for at danne en tungere kerne (en enkelt kerne), og under denne proces frigives energi. Nogle forskere håber, at dette kan være Jordens fremtidige energikilde, men de fleste forskere er ikke enige.

For at kernefusion kan finde sted, er der brug for en stor mængde energi. Med denne energi skubbes atomerne sammen, som frastødes af den elektrostatiske kraft (en kraft mellem protoner, som er partikler i atomets kerne og har en positiv elektrisk ladning). Men når denne kraft er overvundet, og atomkernerne er skubbet tæt nok sammen, tager en anden meget kraftigere kraft over, nemlig den stærke kernekraft. Den virker kun på korte afstande, så når atomkernerne er tæt nok på hinanden, tiltrækker de hinanden på grund af den stærke kernekraft, som er stærkere end den elektrostatiske kraft. Man håber, at den energi, der frigøres ved kold fusion, er meget større end den energi, der bruges til at skubbe atomerne sammen.

Fysik og mulige mekanismer

Den væsentligste udfordring ved kold fusion er at overvinde Coulomb-barrieren — den elektrostatiske frastødning mellem positivt ladede protoner. I konventionel (>varm) fusion opnås dette ved ekstremt høje temperaturer og tryk, så nukleoner får nok kinetisk energi til at komme tæt nok på hinanden. De hypoteser, der er fremsat for hvordan fusion eventuelt kunne ske ved lave temperaturer, omfatter:

  • lattice-assisteret tunneling, hvor en metalgitterstruktur (fx palladium) påstås at øge sandsynligheden for kvantetunneling mellem deuteriumkernen;
  • kemisk eller katalytisk effekt i faste stoffer, som angiveligt ændrer de lokale energiforhold;
  • anden ukendt nuklear mekanisme, som stadig er teoretisk spekulativ.

Det er vigtigt at skelne mellem disse forslag og velkendte, men praktisk set uøkonomiske processer som muon-katalyseret fusion — sidstnævnte virker ved lave temperaturer, men kræver indsættelse af kortelevende muoner og er ikke kommercielt anvendelig.

Historie og Pons–Fleischmann-hændelsen

I 1989 offentliggjorde to forskere, Stanley Pons og Martin Fleischmann, en artikel i Nature, hvori de hævdede at have skabt kold fusion ved elektrolyse af tungtvand på en palladium-elektrode. Deres påstand vakte stor offentlig og videnskabelig opmærksomhed, fordi en praktisk fusion ved stuetemperatur ville være banebrydende. Mange laboratorier forsøgte imidlertid at gentage eksperimenterne uden at få pålidelige, reproducerbare resultater.

Som følge heraf blev Pons–Fleischmann-resultaterne stærkt kritiseret. Flere gennemgange og officielle evalueringer, herunder amerikanske Department of Energy's paneler (i 1989 og senere gennemgange), konkluderede, at der ikke forelå overbevisende, reproducerbar dokumentation for kold fusion, og at rapporterede effekter ofte kunne forklares ved eksperimentelle fejl eller fejltolkning af data.

Forskningsmetoder og typiske problemer

Forskere, der arbejder med påståede kold fusion- eller LENR-eksperimenter (Low-Energy Nuclear Reactions), anvender typisk metoder som:

  • elektrokemiske celler med palladium/deuterium;
  • gasindlæsning af hydrogen i metaller (fx nikkel–hydrogen-systemer);
  • kalorimetri for at måle eventuelt overskudsvarme;
  • søgning efter nukleare biprodukter (neutroner, tritium, helium-4, gammastråling) som bevis for nukleare reaktioner.

De mest almindelige kritikpunkter er manglende reproducerbarhed, utilstrækkelig kalibrering af kalorimetri, utilsigtet kemisk varme eller kontaminering, og fravær af sammenhæng mellem rapporteret varme og de nukleare biprodukter, der forventes ved ægte fusion. I kernereaktioner skal mængden af produceret varme matche de observerede nukleare produkter; denne sammenhæng er sjældent påvist troværdigt i rapporter om kold fusion.

Aktuel forskning og kommercialisering

Trods den brede skepsis fortsætter en mindre gruppe forskere og enkelte private virksomheder med undersøgelser og patenter inden for feltet. Nogle publicerer i peer-reviewed tidsskrifter, men mange resultater er svære at reproducere af uafhængige grupper. Der har også været en række kommercielle påstande om fungerende enheder (fx forskellige virksomheder og enheder kendt fra medierne), men ingen af dem har leveret uafhængig, gentagen verifikation, der har fået bred accept i det etablerede forskningsmiljø. Enkelte tilfælde, fx påstande fra enkeltpersoner eller firmaer som Andrea Rossi og E-Cat, har været særligt kontroversielle og forblevet uverificerede.

Videnskabelig debat og konklusion

Hovedpunkterne i debatten er:

  • Reproducerbarhed: Et normalt krav i naturvidenskab er, at andre laboratorier kan gentage og få samme resultat. Dette er generelt ikke opfyldt for kold fusion.
  • Nukleare biprodukter: Ægte fusion bør efterlade målbare nukleare produkter i forhold til den frigivne energi. De fleste positive rapporter mangler konsistente og korrelerede målinger af sådanne produkter.
  • Fejlkilder: Mange påståede effekter kan skyldes målefejl, kemiske reaktioner eller instrumentfejl.

Sammenfattende: kold fusion er fortsat et omstridt og ikke-bevist fænomen. Hvis fænomenet på et tidspunkt kunne demonstreres klart, reproducerbart og med korrekt måling af nukleare biprodukter i overensstemmelse med frigivet energi, ville det have store konsekvenser for energiproduktion. Hidtil har det dog ikke været tilfældet, og størstedelen af det videnskabelige fællesskab anser derfor kold fusion som uunderbygget. Der er dog stadig enkelte forskere, som mener, at visse eksperimenter viser anomalier værd at undersøge videre, så feltet er ikke helt lukket.

Vigtige noter: Når man læser om kold fusion, er det nyttigt at være opmærksom på forskellen mellem anekdotiske eller enkeltstående rapporter og resultater, der er gentaget og verificeret af uafhængige grupper gennem nøje kontrollerede eksperimenter og peer-review.