En claque (udtales: "clack") er en lille gruppe mennesker i et operahus, som bevidst enten klapper højt (applaus) eller råber buh-råb til en bestemt sanger. Normalt er der tale om en organiseret gruppe, som på forhånd har fået besked om, hvad de skal gøre — hvornår de skal klappe, hvæse eller buhe.

Historisk baggrund

I det 19. århundrede var der meget ofte en claque ved operaforestillinger. I de store operabyer, især i Paris og Italien, udviklede claque-systemet sig til en regulær industri: sangere, komponister eller deres støtter kunne betale for at få klap og begejstring, eller for at få rivaler udsat for hån og buh-råb. Der opstod endda roller som en leder af claquen (ofte kaldet "chef de claque"), som koordinerede gruppens reaktioner.

Ofte fungerede det sådan, at en sanger måtte betale penge til claque'en for at sikre sig positiv modtagelse. Hvis sangeren ikke betalte, ville claque'en i stedet hvæse og buhe — en form for systematisk afpresning. Et berømt eksempel er, da den verdensberømte tenor Enrico Caruso i begyndelsen af det 20. århundrede nægtede at betale bestikkelse til claqueen i Napoli, og blev mødt med hvæsen under sin opførelse af den store arie Una furtiva lagrima.

Hvordan fungerede claque'en?

  • Organisering: Claquen bestod af folk, der på forhånd havde fået instrukser — hvor højt og hvornår der skulle klappes eller hvæses.
  • Placering: De sad ofte samlet – ofte i bagerste rækker eller i udvalgte loger – så deres reaktioner kunne smitte resten af salen.
  • Betaling og afpresning: Nogle blev hyret mod betaling; andre udførte buh-råb som pres for at opkræve penge fra sangere eller teatre.
  • Lederskab: En erfaren claque-mester kunne styre hele gruppens rytme, begyndelse og afslutning af klapsalver eller hvinende udråb.

Moderne varianter og afvikling

Fra slutningen af 1800-tallet og frem blev praksissen gradvist stigmatiseret og i mange kredse mindre udbredt. Ændrede publikumsnormer, strengere teaterledelse og bedre publikumsbetjening gjorde det vanskeligere at drive åbenlys afpresning. I dag findes der stadig situationer med arrangeret bifald — f.eks. hyrede tilskuere ved politiske møder, kommercielle begivenheder eller spontane "fan-claps" på sociale medier — men den klassiske operaclaque som institution er stort set forsvundet.

Sammenligning med sportsfans

Grupper af tilhængere til fodboldkampe kan fungere på nogenlunde samme måde i den forstand, at de koordinerer heppingen for at støtte deres hold. Der er dog vigtige forskelle: fodboldfans huserer normalt frivilligt af begejstring fremfor betaling, og deres kampråb er en del af sportens kultur. Til gengæld forekommer misbrug af kampofficials, aggressive konfrontationer og vold mellem rivaliserende fangrupper — derfor er klubber og myndigheder ofte nødt til at adskille ude- og hjemmefans og iværksætte sikkerhedsforanstaltninger.

Etik, jura og teaterregler

Claquens historie rejser spørgsmål om kunstnerisk integritet, publikumets ægthed og ulovlig afpresning. I moderne teater- og koncertmiljøer findes der regler og sikkerhedsprocedurer, der skal sikre en fair behandling af kunstnere og publikum. Direktionen på teatre kan forbyde organiserede grupper, og strafferetlige eller civile skridt kan tages mod krænkende eller afpresningsagtige handlinger.

Konklusion: Claque'en var et udpræget fænomen i 1800-tallets operaliv — både som et middel til at skabe begejstring og som et instrument til afpresning. Selvom formen for organiseret bifald i dag er mindre udbredt i operaen, lever ideen om koordineret publikumsadfærd videre i andre sammenhænge, fra politiske møder til sportsarenaer og digitale platforme.