Wasting Light er det syvende studiealbum af det amerikanske rockband Foo Fighters. Det blev udgivet den 12. april 2011 på Roswell og RCA Records. Det var det første Foo Fighters-album, hvor guitaristen Pat Smear spillede med siden The Colour and the Shape (1997) som medlem. Han spillede dog på Echoes, Silence, Patience & Grace (2007) som gæst.
Baggrund og idé
Efter flere albummers brug af moderne studometoder ønskede bandet at vende tilbage til et mere råt og umiddelbart udtryk. Målet var at indfange energien og spontaniteten fra deres tidlige udgivelser, og derfor besluttede Foo Fighters at optage udelukkende analogt. Valget af analog teknik var både et æstetisk og kunstnerisk valg: bandet ville undgå digital efterbehandling og bevidst fastholde en varme og tyngde i lyden, som ofte forbindes med båndoptagelser.
Indspilning
Albummet blev lavet i garagen hos Dave Grohl, bandets forsanger og guitarist. Huset lå i Encino i Californien. Indspilningerne foregik på udelukkende analogt udstyr, og bandet anvendte vintageforstærkere, instrumenter og båndmaskiner for at opnå det ønskede lydunivers. Det blev produceret af Butch Vig, som havde et tidligere samarbejde med Grohl under produktionen af Nirvanas album Nevermind i begyndelsen af 1990'erne.
Fordi man ved analog optagelse ikke kan rette fejl i samme omfang som digitalt, brugte bandet tid på at sikre præcision: de brugte omkring tre uger på at øve og finpudse sangene, før de gik i studiet. Denne disciplin gav indspilningerne en live-fornemmelse og en intensitet, som mange anmeldere senere fremhævede.
Musikalsk stil og bidrag
Sangene på Wasting Light bevæger sig mellem hurtig, riff-baseret rock og mere melodiske øjeblikke, men samlet set markerer albummet et tydeligt ønske om at vende tilbage til et guitar-drevet udtryk. Der er både aggressive, punkede elementer og mere klassisk Foo Fighters-sangskrivning med hookede omkvæd og stærke melodier.
Der var også gæster, der spillede med på albummet, såsom Bob Mould, Krist Novoselic, Jessy Greene, Rami Jaffee og Fee Waybill, hvilket gav enkelte numre ekstra farve og variation.
Udgivelse, singler og promotion
Der blev udgivet seks singler fra albummet. Den mest succesfulde var Rope, som gik direkte ind på førstepladsen på Billboards liste over rocksange. Det var kun den anden single nogensinde, der gik direkte ind som nummer et på denne liste. Singlerne blev fulgt af musikvideoer, tv-optrædener og en turné, hvor bandet spillede både store arenaer og mindre overraskelseskoncerter for at promovere pladen.
Modtagelse og kommerciel succes
Wasting Light gik direkte ind som nummer et på albumlisterne i tolv lande og blev hyldet for sin produktion og dets tilbagevenden til et mere direkte rockudtryk. Kritikerne sagde hovedsageligt gode ting om albummet, især om produktionen og sangskrivningen. Anmelderne fremhævede ofte albumets energi, Grohls vokal og bandets evne til at skrive stærke, øjeblikkelige rocknumre.
Priser og anerkendelse
I 2012 vandt Wasting Light fire Grammy Awards, bl.a. for bedste rockalbum. Priserne cementerede albummets status som et højdepunkt i Foo Fighters' karriere og gav anerkendelse både for den kunstneriske beslutning om at optage analogt og for sangenes kvalitet.
Eftermæle
Albummet opfattes ofte som et comeback i betydningen tilbagevenden til bandets kerne: guitarfokuseret rock, direkte produktion og et højt niveau af håndværk i sangskrivningen. Det styrkede Foo Fighters' position som et af de mest indflydelsesrige rockbands i sin generation og viste, at en bevidst tilbagevenden til ældre teknikker og simple arbejdsmetoder kunne føre til både kunstnerisk og kommerciel succes.
- Producer: Butch Vig
- Optaget: I Dave Grohls garage i Encino, Californien (udelt analogt)
- Bemærkelsesværdige gæster: Bob Mould, Krist Novoselic, Jessy Greene, Rami Jaffee, Fee Waybill
- Større priser: Fire Grammy Awards i 2012, herunder Bedste rockalbum