Saltrejer er små rejer, der lever i saltvand. Saltrejer er Artemia, en slægt af vandrekrebsdyr, som har ændret sig meget lidt (udvendigt) siden triasperioden. De findes især i hypersalinske søer, saltbassiner og moser og flade saltpytter, og kan ikke trives i ferskvand i konkurrencedygtige bestande. Artemia slipper ofte for mange almindelige rovdyr som fisk, fordi de lever i vand med meget høj saltholdighed. De kan tåle ekstremt varierende salinitet; mange bestande trives ved saliniteter omkring 50–150 promille (‰), mens nogle populationer overlever ved endnu højere værdier. Rejerne bliver typisk omkring 5–15 mm lange, og hunner er ofte lidt større end hanner.
Udseende og anatomi
Saltrejernes krop er opdelt i et hoved, en brystkasse og en bagkrop. Hele kroppen er dækket af et hårdt exoskelet. Indeni dette exoskelet, som er lavet af chitin, er musklerne siddende fast inderst. De bevæger sig ved at slå med halen og ved en kontinuerlig bevægelse af mange ben langs brystkassen. Benene (phyllopoder) fungerer både til svømning, respiration og filterfodring: de skaber vandstrømme, som fører mikroskopisk planteplankton og detritus ind til munden.
Åndedræt, kredsløb og saltbalance
Saltrejernes kredsløbs- og åndedrætssystem arbejder sammen for at fjerne overskydende salt fra kroppen og fordele ilten. De trækker vejret gennem gæller, der sidder på de mange ben; den indtagne ilt transporteres med blodet til kroppens celler. Hjertet pumper en åben hæmolymfe rundt, og saltvandsrejer indeholder ofte et rødt iltbærende protein, hæmoglobin, som øger iltoptagelsen, især når iltniveauet i vandet er lavt. Overskydende salt udskilles primært via gællerne og særlige eksokrine kirtler (fx maxillære eller antennale kirtler), og disse organer hjælper også med at regulere vand- og ionbalance.
Føde og adfærd
Artemia er filterfodrende og lever hovedsageligt af alger, bakterier og organisk materiale (detritus). Ved at bevæge deres phyllopoder skaber de strømninger, som fanger og filtrerer partikler fra vandet. I meget koncentrerede bestande kan de påvirke primærproduktionen og vandets klarhed i de søer eller bassiner, hvor de lever. De er også en vigtig fødekilde for trækfugle som flamingoer i nogle salte søområder.
Reproduktion og hvilestadier
Artemia har fleksible reproduktionsstrategier: under gode forhold føder hunner levende unger (ovovivipari), mens de under stressende eller salte forhold producerer tørre, hvilende æg ("cyster"), som kan tåle udtørring og ekstreme temperaturer i mange år. Disse cyster kan transporteres med vind, fugle eller menneskelig aktivitet og giver arten stor spredningsevne og overlevelsesevne i ustabile miljøer.
Økologisk og økonomisk betydning
Saltrejer spiller en central rolle i økosystemet i hypersaline søer ved at omsætte plankton og organiske partikler og samtidig være føde for fugle. Industrielt er Artemia også meget vigtige: deres cyster og nyklækkede nauplier bruges som levende foder i akvakultur til opdræt af fisk og krebsdyr, fordi de er næringsrige og lette at håndtere.
Tilpasninger og udbredelse
Artemia findes i mange dele af verden, især i tørre områder med lukkede saltsøer og salte damme. De er tilpasset til ekstreme forhold gennem fysiologiske mekanismer (hæmoglobin, effektive udskillelsesorganer), adfærdsmæssige valg (vandkolonisering i zoner med få rovdyr) og livscyklusstrategier (cysteproduktion).
Samlet set er saltrejer en fremragende illustration af, hvordan små krebsdyr kan overleve og dominere i ekstreme miljøer gennem biologisk tilpasning og fleksibel reproduktion.
