Philip Showalter Hench (28. februar 1896 - 30. marts 1965) var en amerikansk læge og pioner inden for reumatologi. Hench modtog Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1950 sammen med sin kollega Edward Calvin Kendall fra Mayo Clinic og den schweiziske kemiker Tadeus Reichstein. Prisen blev givet for deres arbejde med hormoner fra binyrebarken, særligt for opdagelsen af kortison (cortisol) og anvendelsen af disse stoffer til behandling af reumatoid arthritis.
Hench studerede først på universitetet på Lafayette College i Easton, Pennsylvania. Han tog senere sin medicinske embedseksamen ved University of Pittsburgh og havde tilknytning til United States Army Medical Corps i forbindelse med sin tidlige karriere. I 1923 begyndte han at arbejde på Mayo Clinic, hvor han senere blev leder af afdelingen for reumatologi og i mange år førte an i klinisk forskning inden for led- og bindevævssygdomme.
Henchs tilgang kombinerede omhyggelige kliniske observationer med laboratorieforskning. Han bemærkede, at symptomerne hos patienter med reumatoid arthritis ofte forbedredes under bestemte tilstande som graviditet, infektioner eller gulsot, og han foreslog, at et hormon fra binyrerne kunne spille en rolle i disse forbedringer. I samarbejde med Kendall, der arbejdede med at isolere binyrebarkhormoner, og Reichstein, der beskrev deres kemiske struktur og syntese, førte dette til den kliniske anvendelse af kortisonlignende stoffer ved svær reumatoid arthritis. De første behandlinger gav i slutningen af 1940'erne bemærkelsesværdige resultater og ændrede behandlingen af inflammatoriske sygdomme markant.
Opdagelsen af kortison revolutionerede reumatologisk behandling ved at give et effektivt middel til at dæmpe inflammation og smerte, men samtidig blev det hurtigt klart, at langtidsbrug kan give alvorlige bivirkninger. I dag anvendes kortikosteroider stadig bredt, ofte i kombination med andre lægemidler, og deres effekt og risiko vurderes nøje af læger.
Hench publicerede talrige artikler om reumatologisk sygdom og var gennem sit virke ved Mayo Clinic med til at sætte standarder for både klinisk praksis og forskning inden for fagområdet. Han døde i 1965, men hans arbejde har haft varig betydning for behandlingen af inflammatoriske og autoimmune sygdomme verden over.