Maria Salomea Skłodowska-Curie (Marie Curie) (7. november 1867 - 4. juli 1934) var en polsk fysiker, kemiker og engageret forkæmper for kvinders mulighed for uddannelse (feminist). Hun var pioner inden for studiet af radioaktivitet — et begreb hun var med til at udbrede — og hun var den første kvinde, der vandt en Nobelpris. Hun blev den første kvindelige professor ved universitetet i Paris (Sorbonne) og den første person, der vandt to Nobelpriser.

Uddannelse og tidlige år

Skłodowska voksede op i Polen, men flyttede til Paris for at studere naturvidenskab ved Sorbonne, hvor hun tog eksamener i fysik og matematik. I Paris mødte og giftede hun sig med Pierre Curie, og sammen indledte de et langt forskningssamarbejde om radioaktive fænomener.

Forskning og vigtigste opdagelser

Sammen med Pierre undersøgte hun den stråling, som Henri Becquerel havde opdaget, og hun udviklede målemetoder og teknikker til at kvantificere radioaktivitet. I 1898 offentliggjorde hun opdagelsen af to nye grundstoffer: polonium (opkaldt efter hendes hjemland Polen) og radium. Hun udviklede også metoder til at isolere radium i ren form, hvilket var både teknisk krævende og farligt på grund af den kraftige stråling, som de radioaktive stoffer udsendte.

Nobelpriser og anerkendelse

Marie Curie modtog Nobelprisen i fysik i 1903, som hun delte med Pierre Curie og Henri Becquerel for deres fælles arbejde med spontan radioaktiv stråling. I 1911 fik hun Nobelprisen i kemi for sine opdagelser af polonium og radium samt for isolationen af radium. Dermed blev hun både den første kvinde til at få en Nobelpris og den første person, der modtog to Nobelpriser.

Praktisk anvendelse og krigstid

Under Første Verdenskrig arbejdede Marie Curie med praktiske anvendelser af røntgenteknologi: hun etablerede mobile røntgenenheder kendt som "les petites Curies", uddannede sygeplejersker og teknikere og organiserede udstyr til fronten. Senere var hun med til at etablere forskningscentret Institut du Radium (senere Institut Curie), som har spillet en vigtig rolle i kræftforskning og medicinsk brug af radioaktive isotoper.

Sundhed, død og arv

Marie Curie blev gennem sit lange arbejde udsat for store mængder radioaktiv stråling på et tidspunkt, hvor beskyttelsesforanstaltninger enten ikke fandtes eller ikke blev anvendt. Hun døde i 1934 af aplastisk anæmi, en sygdom som med stor sandsynlighed var forårsaget af kronisk strålingsbeskadigelse. Mange af hendes forskningsnoter og dokumenter er stadig stærkt radioaktive og opbevares i særlige beholdere.

Hendes videnskabelige arv lever videre gennem Institut Curie, hendes børn (bl.a. datteren Irène Joliot-Curie, som også modtog en Nobelpris) og den fundamentale betydning hendes arbejde fik for fysik, kemi og medicin. Hun bliver ofte nævnt som en af historiens største videnskabspionerer — både for sine opdagelser og for sin rolle i at åbne døre for kvinder i videnskaben.

Selvom hun arbejdede under farlige forhold uden moderne beskyttelse, står hendes resultater tilbage som nogle af de vigtigste i det 20. århundrede inden for forståelsen og brugen af radioaktivitet.

Hun døde på grund af for stor strålingseksponering i sit laboratorium, fordi hun ikke havde nogen beskyttelse mod strålingens virkninger.