George Ivanovich Gurdjieff (13. januar 1866 - 29. oktober 1949), som normalt kaldes Gurdjieff, var en armensk guru og forfatter. Han var en indflydelsesrig åndelig lærer i den første halvdel af det 20. århundrede. Han blev påvirket af sufi-, zen- og yogamystikere, som han mødte på sine tidlige rejser. Gurdjieff er mest kendt for at introducere en samlet praksis, som han kaldte "Arbejdet" eller "Metoden", og for at have forsøgt at bringe gammel visdom ind i en nutidig, praktisk form for selvudvikling.

Liv og rejser

Gurdjieff blev født i det, der dengang var den russiske provins Alexandropol (nu Gyumri i Armenien). I sine yngre år foretog han omfattende rejser gennem Kaukasus, Mellemøsten, Centralasien og dele af Asien for at studere forskellige religiøse og esoteriske traditioner. Disse rejser var grundlaget for hans senere læresætninger. I løbet af sit liv oprettede og lukkede han adskillige skoler og grupper i Europa, blandt andet en central institution i Frankrig, hvor han underviste i praksis for harmonisk menneskelig udvikling. Han døde i Neuilly-sur-Seine i Frankrig i 1949.

Kerneidéer og metoder

Gurdjieff lærte, at de fleste mennesker lever hele deres liv i en tilstand af hypnotisk "vågen søvn":

"For at være ærlig... det moderne menneske, som vi kender det, er ikke andet end en urværksmekanisme, selv om den er meget kompliceret konstrueret".

"Et moderne menneske lever i søvn, i søvn fødes det og i søvn dør det".p66

For at overvinde denne "søvn" udviklede Gurdjieff en praksis, der kombinerede fysisk arbejde, selvobservation, psykologisk indsigt og kropslige øvelser. Nogle af de centrale begreber i hans system er:

  • Selv-tilstedeværelse eller "self-remembering": at være opmærksom både på én selv og på handlingen i nuet.
  • De tre centre: intellekt, følelser og bevægelse/instinkt — og behovet for at udvikle dem harmonisk.
  • Essens og personlighed: forskellen mellem det sande indre væsen (essens) og den socialt formede ydre rolle (personlighed).
  • Bevidst arbejdskraft og bevidst lidelse: praksisser til at fremme indre forandring gennem målrettet handling og opmærksomt møde af svære følelser.
  • Bevægelser og "sacred dances": fysiske øvelser og danse, som skulle hjælpe med at skabe kontrol, balance og øget opmærksomhed i kroppen.

Den Fjerde Vej

Gurdjieffs metode til at vække ens bevidsthed adskilte sig fra de klassiske veje i østlig praksis. Han beskrev tre traditionelle veje — fakirens (krop), munkens (følelser) og yogiens (intellekt) — og præsenterede sin undervisning som en fjerde vej, der gik ud på at arbejde samtidigt med krop, følelse og intellekt i dagliglivets rammer. Derfor blev hans disciplin oprindeligt kaldt "den fjerde vej".

Undervisning, skoler og elever

På forskellige tidspunkter i sit liv startede og lukkede Gurdjieff forskellige skoler rundt om i verden for at undervise i arbejdet. Han sagde, at den lære, han bragte til Vesten, kom fra hans egne erfaringer og tidlige rejser. Undervisningen udtrykte den sandhed, der findes i de gamle religioner. Det var visdomsundervisning, der vedrørte selvbevidsthed i menneskers daglige liv og menneskets plads i universet.

Blandt hans mest kendte elever var den russiske tænker P. D. Ouspensky og læreren Jeanne de Salzmann, som spillede en central rolle i at videreføre Gurdjieffs undervisning efter hans død. Andre tilknyttede personer inkluderer komponisten Thomas de Hartmann og en række intellektuelle, kunstnere og studerende fra både Europa og USA.

Skrifter og kunstnerisk arbejde

Gurdjieff skrev både prosa og litterære værker, hvor han formidlede sin filosofi i både fortællende og esoterisk form. Hans hovedværker omfatter blandt andet "Meetings with Remarkable Men", "Beelzebub's Tales to His Grandson" (del af værket "All and Everything") og "Life Is Real Only Then, When 'I Am'". Han brugte også musik, kompositioner og koreografi som en del af undervisningen — blandt andet i samarbejde med Thomas de Hartmann — fordi kunst og rytme ifølge ham kunne virke som katalysatorer for forandring.

Arv og kritik

Gurdjieffs arbejde har haft indflydelse på mange efterfølgende lærere, grupper og forfattere inden for moderne esoterik og psykologi. Samtidig har hans metoders karakter — den hierarkiske lærer-elev-relation, en vis grad af hemmeligholdelse og hans til tider provokerende undervisningsstil — givet anledning til debat og kritik. Hans ideer om menneskets mekaniske natur og nødvendigheden af bevidst arbejde nydes af tilhængere, mens kritikere spørger til metode, autoritet og dokumentation af resultater.

Sammenfattende præsenterede Gurdjieff en praktisk, integreret vej til øget bevidsthed, der appellerede til mennesker, som ønskede en aktiv og moderne tilgang til selvudvikling snarere end tilbagetrækning fra hverdagslivet.