Ernst Frederik I, hertug af Sachsen-Hildburghausen (Gotha, 21. august 1681 - Hildburghausen, 9. marts 1724) var hertug af Sachsen-Hildburghausen. Han var den ældste søn af Ernst, hertug af Sachsen-Hildburghausen, og grevinde Sophie Henriette af Waldeck. Han døde i en alder af 42 år og efterlod et hertugdømme præget af stor gæld og økonomisk tilbagegang.

Liv og familie

Ernst Frederik voksede op i et lille thüringisk hertugdømme, hvor familiens stand og forbindelser var vigtige for status. Han indgik ægteskab, og gennem dette ægteskab kom grevskabet Cuylenburg til hans hus som medgift. Cuylenburg blev senere solgt under hans regeringstid (se nedenfor).

Militær karriere

Som ung tjente han i den nederlandske hær, hvor mange tyske adelsmænd fandt karrieremuligheder i udlandet. Under den spanske arvefølgekrig blev han såret ved Höchstädt (ofte nævnt i forbindelse med slaget ved Höchstädt/Blenheim i 1704). Efter flere år i feltet trak han sig tilbage fra militær tjeneste, da han arvede hertugdømmet i 1715.

Regeringstid og økonomi

I 1715, efter sin fars død, forlod han hæren og regerede hertugdømmet Saxe-Hildburghausen. Som mange andre tyske fyrster ønskede han, at hans hertugdømme skulle have samme pragt som kong Ludvig XIV af Frankrigs hof. Dette førte til overdådig levevis og store udgifter i hoffet, hvilket hurtigt påvirkede statskassen.

Den økonomiske politik blev kendetegnet ved stadige skatteforhøjelser og salg af ejendomme og rettigheder for at skaffe likviditet. Fordi han altid havde brug for penge, hævede han skatter og solgte byer. I 1720 solgte han grevskabet Cuylenburg, som var hans kones medgift. Salget blev foretaget ikke primært for at indfri gæld til kreditorer, men blandt andet for at finansiere anlæg i hertugens palads: der skulle anlægges en have og en kanal.

I 1723 blev desuden Schalkau solgt til hertugdømmet Sachsen-Meiningen. På det tidspunkt havde Schalkau byprivilegier og ret til at afholde et marked. Det, der blev solgt, var en administrativ deling, meget lig et amt, blot mindre, som omfattede Schalkau. Salget uden hans hustrus samtykke var ulovligt. Dette førte til en krig med Saxe-Meiningen. Ved krigens afslutning var hele grevskabet ruineret, og hertugdømmet led yderligere økonomisk skade.

Oprør og interne uroligheder

Den økonomiske belastning ramte især almindelige underdanige, og på grund af hans meget dårlige skatter fandt der i 1717 et åbent oprør sted i hertugdømmet. Oprøret var et udtryk for den folkelige utilfredshed med væksten i skatter og tvungne økonomiske byrder. Regeringens autoritet blev sat under pres, og forholdet mellem fyrste og undersåtter blev anstrengt.

Konsekvenser og eftermæle

Ernst Frederiks stræben efter et prangende hof kostede dyrt. Hans regeringstid efterlod Saxe-Hildburghausen økonomisk svækket: statens finanser var i dårlig forfatning, og efterfølgende herskere måtte iværksætte stramme spareforanstaltninger og administrative reformer for at genoprette økonomien. I samtidige og efterfølgende vurderinger står han ofte frem som et eksempel på en fyrstes overdrevne hofdyrkelse, der gik ud over statens og befolkningens velbefindende.

Vigtige årstal (kort oversigt)

  • 1681 – Født i Gotha (21. august).
  • 1704 – Såret ved Höchstädt under den spanske arvefølgekrig (konkret årstal for slaget).
  • 1715 – Arver hertugdømmet og træder ind som regent.
  • 1717 – Åbent oprør i hertugdømmet på grund af høje skatter.
  • 1720 – Salg af grevskabet Cuylenburg.
  • 1723 – Salg af Schalkau til Sachsen-Meiningen, hvilket fører til krig og ruin af området.
  • 1724 – Dør i Hildburghausen (9. marts).