Al Jolson (26. maj 1886 - 23. oktober 1950) var en litauisk-amerikansk sanger og skuespiller, hvis karriere strakte sig fra omkring 1911 til hans død i 1950. Han blev i sin samtid omtalt som "verdens største entertainer" på grund af sin energiske sceneoptræden, sit brede repertoire og sin evne til at skabe stærk kontakt med publikum.
Tidlige år og karriere
Jolson opnåede tidlig succes i vaudeville og på Broadway og blev kendt for sin følelsesladede, til tider melodramatiske sangstil, der gjorde mange sange til hits. Blandt de sange, han gjorde berømte, er nummer som "Swanee", "My Mammy", "April Showers" og "Rock-a-Bye Your Baby with a Dixie Melody". Han indspillede talrige plader og optrådte også hyppigt i radio og på turnéer.
Film og medier
Jolson medvirkede i den første fuldlængede talefilm, The Jazz Singer (1927), som er kendt for at markere overgangen fra stumfilm til lydfilm. I 1930'erne spillede han også i flere andre musikfilm og forblev en af de bedst betalte entertainere i USA. En spillefilm baseret på hans liv, The Jolson Story, vandt en Oscar i 1946. I den film portrætterede Larry Parks Jolson, men Jolson stod selv for sangstemmen i filmens numre. En efterfølger, Jolson Sings Again, udkom i 1949 og blev nomineret til tre Oscars.
Offentligt engagement og militært arbejde
Efter angrebet på Pearl Harbor var Jolson en af de første større stjerner, som rejste ud for at underholde amerikanske tropper i felten under Anden Verdenskrig. Han fortsatte dette arbejde efter krigen og blev i 1950 den første store stjerne til at optræde for soldater i Korea, hvor han ifølge samtidige optrådte 42 shows på 16 dage.
Musikalsk betydning og indflydelse
Jolsons scenestil – følelsesfuld, dramatisk og ofte improviserende – havde stor indflydelse på efterfølgende generationer af sangere. Mange kendte artister har nævnt ham som en inspirationskilde, blandt andre Bing Crosby, Judy Garland, rock- og countryunderholderen Jerry Lee Lewis og Bob Dylan. Dylan har sagt, at Jolson var "en person, hvis liv jeg kan føle".
Sort sminke (blackface) og kontrovers
Jolson optrådte indimellem med sort sminke — en praksis hentet fra 1800-tallets minstrelsk teater. I sin samtid var dette en teaterkonvention, men i dag betragtes blackface som en racistisk praksis. Samtidig var Jolson en markant fortaler for og samarbejdspartner med afroamerikanske musikere og kunstnere: med sin sceneoptræden introducerede han i praksis mange elementer fra jazz, blues og andre afroamerikanske genrer til et bredere, ofte hvidt, publikum. Allerede omkring 1911 kæmpede han mod anti-sort diskrimination på Broadway, og hans indsats bidrog til at bane vej for mange sorte kunstnere, dramatikere og sangskrivere, herunder Cab Calloway, Louis Armstrong, Duke Ellington, Fats Waller og Ethel Waters.
Arv og vurdering
Al Jolsons eftermæle er todelt: på den ene side anerkendes han som en banebrydende entertainer, hvis dramatiske stil, tekniske kunnen og popularisering af ny musik gjorde et stort indtryk på amerikansk populærkultur; på den anden side står hans brug af blackface som et klart eksempel på tidens problematiske repræsentationsformer. Moderne vurderinger forsøger at balancere hans musikalske betydning og hans rolle som fortaler for sorte kunstnere med en kritisk forståelse af de racistiske elementer i periodens forestillinger.
Jolson forblev aktiv som optrædende indtil slutningen af sit liv og døde 23. oktober 1950. Hans karriere efterlod et markant aftryk på både scenen, filmen og den populære musiks udvikling i det 20. århundrede.
