Dette valg stod mellem vicepræsident George H. W. Bush (republikaner) og guvernør i Massachusetts Michael Dukakis (demokrat). Bush udnyttede en god økonomi, en stabil international scene og præsident Ronald Reagans popularitet ved at føre en aggressiv kampagne. I mellemtiden led Dukakis' kampagne under flere fejltagelser, herunder manglende evne til at forsvare sig mod Bushs angreb. Dette gjorde det muligt for Bush at vinde med en betydelig margen af de folkelige stemmer, mens han vandt valgmandskabet med en jordskredssejr. Siden valget i 1988 er det ikke lykkedes nogen kandidat at nå op på eller overgå Bushs antal vundne valgmandsstemmer eller popularitetsstemmeprocent.

Vicepræsident GeorgeH.W. Bush vandt valget med 426 valgmandsstemmer. Michael Dukakis, guvernør i Massachusetts, fik 111 valgmandsstemmer. Lloyd Bentsen fik 1 valgmandsstemme af en troløs vælger fra West Virginia.

Baggrund

Valget fandt sted i kølvandet på to sammenhængende republikanske præsidentskaber under Ronald Reagan. Økonomien var i vækst, inflationen og arbejdsløsheden var lavere end tidligere i årtiet, og mange vælgere oplevede en generel følelse af stabilitet. George H. W. Bush positionerede sig som en erfaren verdslig politiker og forsikrede vælgere om kontinuitet med Reagan-æraens politik. Michael Dukakis profilerede sig som en effektiv administrativ leder fra en succesfuld massechusetts-regering, men blev af mange opfattet som teknokratisk og mindre karismatisk på nationalscenen.

Kampagnen og nøglespørgsmål

Kampagnen handlede om økonomi, kriminalitet, offentlig sikkerhed og lederskab. Republikanerne fokuserede på vækst og stabilitet samt udenrigspolitisk erfaring, mens demokraterne forsøgte at fremhæve sociale programmer og reformer. Bushs slogan og løfte "Read my lips: no new taxes" blev et kendetegn for hans kampagne og en klar tilsikring til konservative vælgere.

Angriberstrategier spillede en central rolle. Bush-kampagnen og tilknyttede grupper brugte aggressive spotannoncer, der portrætterede Dukakis som blød på kriminalitet. Den mest kontroversielle var den såkaldte "Willie Horton"-annoncering, som fik stor medieopmærksomhed og bidrog til at ændre billedet af Dukakis i offentligheden.

Debatter og skæbneøjeblikke

Debatterne mellem Bush og Dukakis var vigtige. Dukakis' forsøg på at vise handlekraft — blandt andet en photo-op, hvor han kørte i en kampvogn for at vise sin vilje til at tage sikkerhedsspørgsmål alvorligt — blev bredt omtalt og kritiseret som malplaceret. Hans svage præstation i det egentlige præsidentdebat, især et svar vedrørende dødsstraf i en hypotetisk sag om vold mod en ægtefælle, blev brugt imod ham som bevis på manglende følelsesmæssig gennemslagskraft.

På vicepræsidentsiden var debatten mellem Lloyd Bentsen og George H. W. Bushs løjtnant, Dan Quayle, også mindeværdig. Bentsens skarpe bemærkning til Quayle — "Senator, you're no Jack Kennedy" — fik stor opmærksomhed og gjorde Quayle til et fokuspunkt i mediedækningen.

Resultater og geografi

Valget resulterede i en bred republikansk sejr i både faglig og symbolsk forstand. George H. W. Bush sikrede sig 426 valgmandsstemmer mod Michael Dukakiss 111. På landsbasis fik Bush cirka 53,4 % af den folkelige stemme, mens Dukakis fik omkring 45,6 % — en margin på godt otte procentpoint. Bush vandt mange stater i Midtvesten, Sun Belt og i de traditionelle republikanske områder, mens Dukakis beholdt styrke i dele af New England og på vestkysten.

Eftervirkninger

Sejren cementerede Republikanernes dominans i slutningen af 1980'erne, men nogle af de løfter, der blev afgivet under kampagnen — mest bemærkelsesværdigt Bushs løfte om ingen nye skatter — viste sig senere problematiske for præsidenten selv og spillede en rolle i hans faldende popularitet i den følgende folkeafstemning og i 1992-valget. Valgresultatet i 1988 illustrerer også, hvordan effektiv mediestrategi, kampagnefinansiering og negative annoncer kan slå igennem mod en modstanders politiske meritter.

Historisk perspektiv

Præsidentvalget i 1988 ses ofte som et eksempel på en kampagne, hvor billeder, angreb og strategisk framing var mindst lige så afgørende som politiske programmer. Kombinationen af en gunstig økonomisk situation, Reagan-administrationen som bagtæppe og en målrettet republikansk strategi førte til en af de største valgmandssejre i nyere tid.