1972–73 NHL-sæson: Udvidelse, konkurrence fra WHA og nøglespillere

1972–73 NHL-sæson: Udvidelse, WHA-konkurrence og nøglespillere — historisk opgør med franchises, kontraktstrid og stjerneskifte, der ændrede professionel ishockey.

NHL-sæsonen 1972-73 var den 56. sæson i National Hockey League. Seksten hold spillede hver 78 kampe. For første gang siden Western Hockey League's sammenbrud i 1926 havde National Hockey League seriøs konkurrence: en ny professionel hockeyliga, World Hockey Association (WHA), debuterede i sæsonen med 12 nye hold, hvoraf mange havde base i de samme byer som NHL-holdene. I modsætning til Western Hockey League ville den nye World Hockey Association dog ikke kæmpe om Stanley Cup, som fortsat var NHL-sportens domæne.

Udvidelse og NHL's hurtige reaktion

Som reaktion på den nye liga foretog NHL en hastig, uplanlagt udvidelse for at beskytte sine markeder og nybyggede arenaer. To nye hold, New York Islanders og Atlanta Flames, blev føjet til ligaen i et forsøg på at udelukke WHA fra vigtige byer og arenaer. Udvidelsen indebar et udvidelsesudkast, hvor de nye franchiser kunne vælge spillere fra eksisterende hold – en proces der i sig selv blev kompliceret af, at WHA samtidig lokkede spillere væk.

Konkurrence fra WHA og spillerafgange

Det første store træk fra WHA var kontrakten med Bobby Hull, en af NHL's største profiler, hvilket gav den nye liga direkte troværdighed og international opmærksomhed. Chicago Black Hawks sagsøgte WHA på grund af påstået overtrædelse af reserveklausulen i NHL-kontrakterne — en bestemmelse der havde givet NHL-holdeneret til spillere efter deres kontraktudløb og dermed længe begrænset spillerbevægelighed. Kort efter Hull fulgte flere andre etablerede navne til WHA, herunder spillere som Bernie Parent, J.C. Tremblay, Ted Green, Gerry Cheevers og Johnny McKenzie, som alle bidrog til at tiltrække fans og medier til den nye liga.

Nøglespillere og betydning for lønninger og kontrakter

WHA's succes med at lokke stjerner væk satte pres på NHL-holdene og førte til hurtige lønforhøjelser og større forhandlingstyrke for spillerne. Kombinationen af bedre tilbud fra WHA og truslen om længerevarende retssager gjorde reserveklausulen til et centralt emne i den følgende periode. Selvom nogle af de største navne senere vendte tilbage til NHL, ændrede rivaliseringen mellem ligaerne permanent spillernes forhandlingsposition og professionalisering af sporten.

Konsekvenser for konkrete hold

Udvidelsen og WHA's rekruttering fik især konkrete konsekvenser for nye og svage NHL-franchiser. I udvidelsesudkastet foretog New York Islanders og Atlanta Flames deres valg, og ifølge samtidige rapporter skred elleve Islander-spillere til WHA, hvilket svækkede Islanders i startfasen. California Golden Seals, der var præget af det upopulære ejerskab under Charlie Finley og allerede kæmpede med lav tilskuerskare og økonomiske problemer, blev også hårdt ramt og mistede ifølge samtidige kilder otte nøglespillere til WHA‑hold. Disse afgange forstærkede klubbens problemer og gjorde det vanskeligt at konkurrere på isen.

Samlet ændrede sæsonen 1972–73 ikke kun den sportslige balance i Nordamerikansk ishockey, men satte også gang i en periode med markant strukturforandring: nye økonomiske realiteter for spillere, juridiske opgør om kontraktregler og en udvidet geografisk udbredelse af professionel hockey. Rivaliseringen mellem NHL og WHA ville præge sporten resten af 1970'erne, indtil de to ligaer senere forhandlede om fusion og franchiseomlægninger.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad var NHL-sæsonen 1972-73?

Q: Hvad var World Hockey Association?

Q: Var World Hockey Association med i kampen om Stanley Cup?

Q: Hvad var NHL's reaktion på den nye liga?

Q: Hvem var den første spiller, som WHA skrev kontrakt med?

Q: Hvem var nogle af de spillere, der fulgte Bobby Hull til WHA?

Q: Hvordan påvirkede WHA California Golden Seals?

Søg efter bogstav