NHL-sæsonen 1947-48 var den 31. sæson i National Hockey League. Seks hold — den såkaldte “Original Six” — spillede hver 60 kampe i regulær sæson. Toronto Maple Leafs vandt Stanley Cup'en efter en overbevisende finaleserie, hvor de besejrede Detroit Red Wings med fire sejre mod nul.
Hold, format og regulær sæson
Seks hold deltog: konkurrencen bestod af en 60-kamps regulær sæson, hvor de fire bedste hold gik videre til slutspillet. Kampene var præget af fysik og solidt målvogterspil, og tabellen var ofte tæt i toppen, hvilket gjorde hver kamp vigtig for playoff-pladserne.
Indførelse af Art Ross Trophy
I denne sæson blev der indført et nyt trofæ — Art Ross Trophy — som fra nu af blev uddelt til den spiller, der scorede flest point (mål + målgivende afleveringer) i løbet af den regulære sæson. Trofæet er opkaldt efter Art Ross, en fremtrædende spiller, træner og leder i hockeyen, og markerede en ny officiel anerkendelse af ligaens mest produktive offensivspiller. Den første modtager af Art Ross Trophy i 1947–48 blev Elmer Lach fra Montreal Canadiens.
Slutspil og Stanley Cup-finalen
Slutspillet fulgte det etablerede format, hvor de fire bedste hold mødtes i serier om at nå finalen. I finalen viste Toronto Maple Leafs klart overtag og vandt serien over Detroit Red Wings med 4–0 i kampe, en sweep der sikrede Maple Leafs Stanley Cup-trofæet for sæsonen.
Betydning og eftermæle
Sæsonen 1947–48 står tilbage som markant dels fordi den formelt indførte kriteriet for at kåre ligaens topscorer med Art Ross Trophy, og dels fordi Toronto Maple Leafs’s klare Cup-sejr cementerede holdets status som en af de dominerende organisationer i perioden. Indførelsen af Art Ross Trophy gav samtidig medier og fans et nyt, konkret pejlemærke for at følge individuelle offensive præstationer i NHL.