Pisk (slapstick) – Slagværksinstrument: Definition, lyd og brug i musik
Pisk (slapstick): Lær om dette historiske slagværksinstrument, dets karakteristiske lyd og brug i orkestre og kompositioner fra Ravel til Mahler.
I musikken er en pisk eller slapstick et slaginstrument. Det består af to stykker træ, der er forbundet med et hængsel. Træstykkerne slås sammen. Dette giver en lyd som en pisk. Der er et håndtag på hvert af træstykkerne, så spilleren kan holde det og slå dem sammen uden at klemme fingrene.
Pisken høres ofte i moderne orkestre, bands og slagtøjsgrupper. Eksempler på pisk i klassisk musik kan høres i begyndelsen af Ravels klaverkoncert (3. sats) og i Brittens Young Person's Guide to the Orchestra.
Der findes en anden type pisk, hvor den ene planke er længere end den anden. Den kan spilles med én hånd. Spilleren ryster instrumentet hurtigt, og den lille planke bevæger sig væk fra den store planke og slår så tilbage på den. Den giver en anden lyd end pisken og kaldes rettelig en slapstick. Det er blevet brugt af flere komponister, bl.a. Mahler, Richard Strauss, Ravel, Mussorgsky og Hindemith. Den første pisk blev designet i det 14. århundrede.
Opbygning og materialer
Typisk opbygning: To træplanker af varierende længde forbundet med et hængsel eller en skrue. Hvert stykke har normalt et håndtag, så spilleren kan slå planker sammen uden at komme til skade. Materialet er oftest hårdt træ (fx ahorn eller bøg), men der findes også mindre varianter i let træ eller træ forstærket med metal i hængslet.
Varianter:
- To symmetriske planker, der bruges med begge hænder eller holdes og slåes sammen fra begge sider.
- Asymmetrisk type (ofte kaldet slapstick), hvor den ene planke er meget kortere – kan spilles med én hånd og giver en hurtigere, mere “slap”-agtig lyd.
- Sceniske varianter brugt i komedie og teater, nogle med polstring eller beklædning for at ændre klangen.
Spilleteknik og klang
Spilleren kontrollerer lyden ved håndstilling, kraft og hastighed. En hård, hurtig bevægelse giver et skarpt, højtslatrende “pisk”-klik, mens en blødere bevægelse eller dæmpning med hånden kan give en kortere og mindre skarp lyd.
Tekniske tips:
- Hold altid håndtagene tæt ved hinanden for at undgå at få fingrene i klemme.
- Arbejd med håndleddet for hurtige gentagne slag (især ved den ene-hånds slapstick).
- For at variere klangen kan man ændre hvor langt ude på planken man rammer sammen (nær hængslet giver en anden klang end ude ved enden).
Notation og brug i orkester
I partiturer noteres instrumentet ofte som “slapstick”, “pisk” eller “whip”. Komponister angiver som regel også dynamik og hvorvidt lyden skal være ekstremt skarp eller mere afdæmpet. Pisken anvendes:
- til dramatiske, komiske eller effektfulde øjeblikke
- som rytmisk accent i slagtøjsensemblet
- i teater, film og radio for at simulere pistolskud, piskeslag eller andre korte percussive effekter
Historie og kulturel kontekst
Instrumentets ældste forløbere kan spores tilbage til middelalderen (der findes beskrivelser fra omkring det 14. århundrede), men den moderne slapstick som scenisk effekt blev særlig udbredt i kommedieforestillinger, fx i den italienske commedia dell'arte i baroktiden. I klassisk orkestermusik blev instrumentet taget i brug af komponister, der søgte et klart, staccato-agtigt effektklang – eksempler er allerede nævnt ovenfor, fx i værker af Ravels og Britten.
Praktisk pleje og sikkerhed
- Opbevar pisken tørt for at undgå, at træet svulmer eller revner.
- Stram hængslet efter behov, men undgå at overstramme, da det kan ændre klangen.
- Olier metaldele let for at forhindre rust, og undgå at få olie på træflader, hvor spillerens hånd holder.
- Brug korrekt teknik for at undgå skader på fingre og led – især ved gentagne hurtige bevægelser.
Optagelse og forstærkning
Ved indspilning bruger lydteknikere ofte en nærmikrofon for at fange den skarpe transient og undgå for meget rumklang. Hvis en blødere lyd ønskes, kan man dæmpe instrumentet med stof eller bruge en scenisk variant med polstring.
Samlet set er pisk/slapstick et enkelt, men effektivt slaginstrument, der bruges for sin karakteristiske, tydelige effekt i både orkester- og sceniske sammenhænge. Med korrekt teknik og vedligeholdelse kan det levere præcise og udtryksfulde klange i mange musikalske genrer.
En slagpind
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en pisk eller slapstick i musik?
A: En pisk eller slapstick er et slagtøjsinstrument, der består af to stykker træ, som er forbundet med et hængsel, og som man slår sammen for at lave en piskelignende lyd.
Q: Hvordan spiller man på en pisk?
A: Spilleren holder hvert af træstykkerne i håndtagene og slår dem sammen uden at klemme fingrene.
Q: Hvor hører man ofte en pisk?
A: En pisk høres ofte i moderne orkestre, bands og percussiongrupper.
Q: Kan du nævne nogle klassiske musikstykker, hvor man bruger pisken?
A: Ja, eksempler på en pisk i klassisk musik kan høres i begyndelsen af Ravels klaverkoncert i G-dur (1. sats) og i Brittens Young Person's Guide to the Orchestra.
Q: Hvad er en slapstick?
A: En slapstick er en anden type pisk, hvor den ene planke er længere end den anden, og som kan spilles med én hånd. Spilleren ryster instrumentet hurtigt, og den lille planke bevæger sig væk fra den store og slår tilbage på den, hvilket giver en anden slags lyd end pisken.
Q: Hvem er nogle af de komponister, der har brugt slapstick?
A: Slapsticken er blevet brugt af flere komponister, bl.a. Mahler, Richard Strauss, Ravel, Mussorgsky og Hindemith.
Q: Hvornår blev den første pisk designet?
A: Den første pisk blev designet i det 14. århundrede.
Søge