Thylacosmilus — uddød sabeltandet rovdyr fra Sydamerika (Miocæn–Pliocæn)
Thylacosmilus — fascinerende uddød sabeltandet rovdyr fra Miocæn–Pliocæn i Sydamerika (Argentina). Kæmpe hjørnetænder, jaguarstørrelse og unikt rovdyrfossil.
Thylacosmilus er en uddød slægt af kødædende sparassodont, et gruppe metathere rovdyr der levede i Sydamerika. Fossiler af Thylacosmilus kendes fra aflejringer fra cirka 10 millioner til 3 millioner år siden (sen Miocæn til sen Pliocæn) i det område, der i dag er Argentina. Slægten omfatter især den bedst kendte art Thylacosmilus atrox, som blev beskrevet af argentinske paleontologer i slutningen af 1800‑tallet.
Anatomi og jagtmetode
Thylacosmilus var sabel-tandet og omtrent lige så stor som en moderne jaguar. Dens mest iøjnefaldende træk var de ekstremt forlængede hjørnetænder, som sad i overmunden og voksede kraftigt; tandsystemet viser, at hjørnetænderne ser ud til at have været rodløse og fortsatte med at vokse i voksenlivet. For at beskytte og støtte de lange tænder udviklede underkæben en markant flange eller fremspringende kant i underkæbens hageregion.
Skallen var specialiseret: kort og robust med store fæstepunkter for kraftige halsmuskler, hvilket tyder på en drabsmetode hvor dyret greb byttet og brugte de lange hjørnetænder til at lave dybe snit i blødt væv. I praksis menes Thylacosmilus at have fastholdt byttet med kraftige forlemmer og hals, frem for at angribe med knusende bidkraft. Tandsættet adskiller sig også fra sabeltandede katte ved reducerede incisiver og specialiserede kindtænder; den samlede bygning er et eksempel på skrap specialisering mod kødspisning (hypercarnivori).
Systematik og konvergent evolution
Thylacosmilus tilhører ikke de sande katte, men er en del af sparassodont-gruppen — metathere (nært beslægtet med, men ikke identisk med moderne pungdyr). Dens lighed med sabeltandede katte som Smilodon er et klassisk eksempel på konvergent evolution: helt forskellige grupper udviklede tilsvarende tand- og kranieformer som svar på lignende økologiske nicher og jagtstrategier.
Levevis og føde
Føde: Thylacosmilus var sandsynligvis en specialiseret kødæder, der jagtede mellemstore til store pattedyr i det sydamerikanske faunasamfund — for eksempel hovdyr og andre store planteædere samt måske ungdyr af større arter. Den præcise byttepalet kendes ikke fuldt ud, men kropsstørrelsen og kraniestrukturen peger mod jagt på relativt store byttedyr.
Adfærd: Bygningen af for- og halsmuskulatur samt robuste forlemmer antyder, at den fastholdte og kvalte eller bløddeligt sårede bytte i stedet for at knuse knogler. Dens efterhånden specialiserede tandsæt indikerer en relativt snæver økologisk niche, hvilket kan have gjort den sårbar over for miljøændringer eller ny konkurrence.
Fossilfund og tidsmæssig placering
Fossiler af Thylacosmilus er fundet i aflejringer fra sen Miocæn til sen Pliocæn, hvilket placerer slægten i tidsrummet ca. 10–3 millioner år siden. De fleste fund stammer fra det nuværende Argentina, hvor aflejringerne har bevaret mange rester af Sydamerikas præ-interchange fauna.
Uddøen og mulige årsager
Thylacosmilus uddøde i slutningen af Pliocæn. Der er flere hypoteser om årsagerne: klimatiske ændringer i overgangen til Pleistocæn, tab af byttedyr, og øget konkurrence fra nye rovdyr der kom til Sydamerika i forbindelse med den store biotiske udveksling mellem Nord- og Sydamerika (Great American Biotic Interchange). Selvom sabelkatte som Smilodon ankom senere, viser tidsforskydningen på over halvanden million år mellem Thylacosmilus’ sidste forekomst og Smilodon’s første forekomst, at direkte konkurrence med de store placentale sabelkatte sandsynligvis ikke var den umiddelbare årsag til Thylacosmilus’ uddøen; dog kan indirekte effekter fra ændringer i økosystemet og nye rovdyrarter have spillet en rolle.
Betydning
Thylacosmilus er vigtig for forståelsen af, hvordan meget forskellige pattedyrgrupper kan udvikle lignende løsninger på jagt- og ernæringsmæssige udfordringer. Dets specialisering illustrerer også, hvordan økologisk snævre arter kan være særligt følsomme over for miljø- og faunaforandringer.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Thylacosmilus?
A: Thylacosmilus er en uddød slægt af kødædende sparassodont, der er fundet som fossiler i aflejringer dateret fra ca. 10 millioner til 3 millioner år siden i Argentina, Sydamerika.
Q: Hvilken slags tænder havde Thylacosmilus?
A: Thylacosmilus havde lange og kraftigt udviklede hjørnetænder, som blev brugt til at stikke byttet med.
Q: Hvordan dræbte Thylacosmilus sit bytte?
A: Thylacosmilus holdt sit bytte fast og bed dybt i det bløde væv ved hjælp af kraftige nakkemuskler.
Q: Hvordan adskilte Thylacosmilus' hjørnetænder sig fra pungdyrenes og de placentale pattedyrs?
A: Thylacosmilus' hjørnetænder fortsatte med at vokse i voksenlivet, hvilket de ikke gør hos pungdyr eller placentale pattedyr.
Q: Hvornår uddøde Thylacosmilus?
A: Thylacosmilus uddøde i slutningen af den pliocæne epoke.
Q: Hvornår dukkede sabeltandede katte først op i Sydamerika?
A: Sabeltandede katte kom først til Sydamerika i midten af Pleistocæn, hvilket er over halvanden million år efter, at Thylacosmilus sidst dukkede op.
Q: Hvordan var Thylacosmilus sammenlignet med sabeltandede katte?
A: Thylacosmilus fulgte i bemærkelsesværdig grad udviklingen af sabeltandede katte som Smilodon.
Søge