Tanggu Truce

Baggrund

Efter Mukden-hændelsen den 18. september 1931 invaderede den japanske Kwantung-hær Manchuriet og havde i februar 1932 erobret hele regionen. Qing-dynastiets sidste kejser, Puyi, som levede i eksil i Tianjin, blev af japanerne opfordret til at acceptere tronen i det nye imperium Manchukuo, som blev kontrolleret af den japanske hær. For at beskytte Manchukuos sydlige grænser invaderede en fælles japansk og Manchukuo-styrke i januar 1933 Rehe, og efter at have erobret denne provins i marts drev de de resterende kinesiske hære i nordøst uden for den store mur ind i Hebei-provinsen.

Vestmagterne bebrejdede Japans handlinger, men gjorde ikke meget andet. Da Folkeforbundet krævede, at Japan skulle holde op med at kæmpe, trak Japan sig ud af Folkeforbundet den 27. marts 1933.

Da den japanske hær havde klare ordrer fra kejser Hirohito (som ønskede en hurtig afslutning på kampen mod Kina) om ikke at gå ind i den store mur, indstillede japanerne deres angreb i maj 1933.

Samtaler

Den 22. maj 1933 mødtes kinesiske og japanske repræsentanter for at tale om afslutningen på kampen. De japanske krav var seriøse: der skulle oprettes en demilitariseret zone, der dækkede hundrede kilometer syd for Den Store Mur, fra Beijing til Tianjin, med selve Den Store Mur under japansk kontrol. Ingen regulære militærenheder fra Kuomintang skulle have lov til at være i zonen, selv om japanerne fik lov til at bruge rekognosceringsfly eller jordpatruljer for at kontrollere, at aftalen blev overholdt. Den offentlige orden i zonen skulle opretholdes af en politienhed, som skulle være et fredsbevarelseskorps for den demilitariserede zone. Desuden tvang de Kina til at anerkende Manchukuo som en legitim regering.

To hemmelige klausuler udelukker alle antijapanske frivillige hære fra dette fredskorps og fastsætter, at eventuelle problemer, som ikke kan løses af fredskorpset, skal løses ved aftale mellem den japanske og kinesiske regering. Da den kinesiske regering under Chiang Kai-shek havde tabt alle større slag og meget territorium, og da den kinesiske regering under Chiang Kai-shek var mere optaget af at bekæmpe det kinesiske kommunistparti end af japanerne, gik den kinesiske regering ind på alle krav. Desuden lå den nye demilitariserede zone for det meste inden for den mandchurianske krigsherre Zhang Xueliangs tilbageværende territorium.

Resultat

Tanggu-våbenhvilen resulterede i Kuomingtang-regeringens de facto-anerkendelse af Manchukuo og accept af tabet af Rehe. Den bragte en kort afslutning på kampen mellem Kina og Japan, og i en kort periode blev forholdet mellem de to lande forbedret. Den 17. maj 1935 blev den japanske legation i Kina forbedret til status som ambassade, og den 10. juni 1935 blev He-Umezu-aftalen indgået. Tanggu-våbenhvilen gav Chiang kai Shek tid til at samle sine styrker og koncentrere sin indsats mod det kinesiske kommunistparti, dog på bekostning af det nordlige Kina. Den offentlige mening i Kina var imidlertid imod en våbenhvile, der var så gunstig for Japan og så skammelig for Kina. Selv om der med våbenhvilen blev oprettet en demilitariseret stødpudezone, var der fortsat japanske territoriale ønsker over for Kina, og våbenhvilen viste sig kun at være en kort pause, indtil kampene igen brød ud med starten på den anden kinesisk-japanske krig i 1937.