Tanggu-våbenhvilen, undertiden kaldet Tangku-våbenhvilen (kinesisk: 塘沽协定; 塘沽協定; Tánggū Xiédìng; Tanku kyōtei (塘沽協定))) var en våbenhvile, der blev underskrevet mellem Kina og det japanske kejserrige i Tanggu-distriktet i Tianjin den 31. maj 1933, og som formelt afsluttede den japanske invasion af Manchuriet, der var begyndt to år tidligere.
Baggrund
Tanggu-våbenhvilen kom i kølvandet på den japanske aggression mod det nordøstlige Kina, som begyndte med Mukden‑episoden i september 1931. Efterfølgende etablerede Japan marionetstaten Manchukuo i 1932 og udvidede militære operationer i området, herunder invasionen af Jehol (Rehe) i begyndelsen af 1933. Den internationale kritik, herunder Lytton-kommissionens rapport for Ligaen af Nationer, fordømte Japans handlinger, men de internationale reaktioner førte ikke til effektiv tilbageførsel af territorierne. Japan trak sig desuden ud af Ligaen i marts 1933.
Hovedpunkter i aftalen
- Våbenhvilen indebar en øjeblikkelig standset militær kamp mellem japanske styrker og kinesiske tropper i det berørte område.
- Aftalen fastlagde en demilitariseret zone langs grænsen mellem det japansk-kontrollerede Manchukuo og den kinesiske regerings territorier syd for Den Kinesiske Mur. I denne zone blev kinesiske militære enheder forpligtet til at trække sig tilbage.
- Traktaten sikrede de facto japansk kontrol over de områder, Japan allerede havde besat, og lempede de militære spændinger uden at løse den grundlæggende suveræns‑konflikt.
- Aftalen indeholdt bestemmelser, der skulle begrænse hostile handlinger og anti-japansk aktivitet i zonen, hvilket i praksis svækkede kinesisk kontrol og politisk handlefrihed i grænseområdet.
Reaktion og konsekvenser
Aftalen blev i Kina bredt opfattet som ydmygende, fordi den reelt cementerede japanske gevinster uden at kravet om japansk tilbagetrækning blev opfyldt. Den nationalistiske regering under Chiang Kai-shek accepterede våbenhvilen delvis for at købe tid til at koncentrere ressourcer på indre problemer — især kampen mod kommunisterne — men aftalen svækkede alligevel regeringens prestige og autoritet.
Internationalt viste Tanggu‑våbenhvilen, hvor ineffektive de diplomatiske sanktioner og den internationale reaktion var over for japansk ekspansion. Aftalen bidrog til en situation, hvor Japan i praksis kunne konsolidere sine erobringer og planlægge videre ekspansion i Kina, hvilket i sidste ende var medvirkende til den fuldskala krig mellem Kina og Japan, der brød ud i 1937.
Betydning
Tanggu‑våbenhvilen markerer et vigtigt skridt i mellemkrigstidens østasiatiske magtpolitik: den viste Japans vilje og evne til at ændre de regionale magtforhold ved våbenmagt og illustrerede samtidig vestlige magters manglende evne til at handle effektivt. Aftalen løste ikke de underliggende stridigheder om suverænitet og national ære, og dens politiske og psykologiske virkninger bidrog til den stigende polarisering i Kina og den senere storkonflikt i Østasien.
