Vurdering af selvmordsrisiko
En vurdering af selvmordsrisikoen (SRA) bruges til at afgøre en persons selvmordsrisiko (hvor sandsynligt det er, at vedkommende vil begå selvmord). Dette er et meget vigtigt første skridt i hjælpen til en person, der overvejer at begå selvmord. Den udføres bedst af en psykisk sundhedsprofessionel, f.eks. en rådgiver. En god og fuldstændig risikovurdering kan føre til, at en person får den behandling og hjælp, som vedkommende har brug for, hvilket kan reducere eller afslutte selvmordssymptomer.
Den første del af en SRA består i at tale med en læge - eller en anden uddannet psykolog - som stiller specifikke spørgsmål om, hvad personen tænker på, hvordan han/hun har det, og hvad der foregår i hans/hendes liv. (Dette kaldes et klinisk interview).
Den anden del af SRA'en anvender en eller flere test, der har vist sig at kunne måle selvmordsrisikoen. Disse test kaldes "skalaer". En skala er en måde at måle noget på. Nogle af disse skalaer har vist sig at være meget pålidelige, f.eks. Suicidal Affect-Behavior-Cognition Scale (SABCS) og Columbia-Suicide Severity Rating Scale (C-SSRS).
En vurdering af selvmordsrisikoen er ikke altid helt korrekt med hensyn til en persons selvmordsrisiko. Alligevel giver den normalt en risikoscore, som er nyttig i forbindelse med vigtige beslutninger om, hvilken behandling personen har brug for.
Risikoen for selvmord kan ændre sig over tid. Den kan blive højere eller lavere af forskellige årsager. For eksempel kan behandling (som rådgivning eller medicin) virke og få personen til at få det bedre, eller også virker den ikke. Eller personens liv kan ændre sig på en god eller dårlig måde (f.eks. kan personen få eller miste et job, gå på en ny skole, få en kæreste eller slå op med en).
Da risikoen for selvmord kan ændre sig over tid, skal vurderingen af selvmordsrisikoen foretages mere end én gang, mens personen er i behandling. Hvis personen er i behandling på hospitalet, skal den foretages, før vedkommende sendes hjem.
En vurdering af selvmordsrisikoen kan være vigtig for at hjælpe med at redde en selvmordstruet persons liv. Men en artikel i et tidsskrift kaldet Suicide & Life-Threatening Behavior, skrevet i 2012, siger, at der ofte ikke foretages en selvmordsrisikovurdering, og at mange ansatte i den mentale sundhedspleje kun har lidt eller ingen uddannelse i, hvordan man foretager en selvmordsrisikovurdering.
Hospitaler, læger og rådgivere kan sagsøges for uagtsomt dødsfald, hvis en selvmordstruet person henvender sig til dem for at få hjælp, men de har aldrig foretaget en vurdering af selvmordsrisikoen. Ubetydelig død betyder, at hospitalet, lægen eller rådgiveren ikke har gjort noget, som de skulle have gjort, og at en person derfor er død.
Selvmordsvurdering Evaluering og triage i fem trin
Klinisk interview En vigtig del af en vurdering af selvmordsrisikoen er et klinisk interview. Det er, når en læge eller en anden kvalificeret person taler med den person, der har brug for hjælp, og stiller spørgsmål om, hvordan vedkommende har det.
Selvmordsrisiko efter selvskade
Nylige selvskader kan også give et fingerpeg om en persons selvmordsrisiko. Når en person skader sig selv med vilje, kaldes det selvskade (eller selvskade). Vigtige spørgsmål at stille kan f.eks. være følgende:
- Spørg om 24-timers perioden lige før personen selvskadede sig selv
- Hvilke begivenheder førte op til selvskaden?
- Har personen planlagt selvskaden? Hvis den pågældende planlagde det, hvor meget?
- Spørger om selvskade
- Hvor farligt var selvskaden? Kunne det have dræbt personen?
- Hvad troede patienten, der ville ske efter selvskaden? Ønskede de at dø?
- Skjulte personen sin selvskade for at forhindre, at nogen kunne stoppe den pågældende?
- Bad personen om hjælp før eller efter selvskaden?
- Hvad tænkte, følte og gjorde personen, da han/hun selvskadede sig?
- Følte personen sig endnu mere deprimeret, vred eller ked af det end normalt?
- Drak personen alkohol eller tog stoffer, da han/hun selvskadede sig?
Hvis de samme begivenheder, tanker, følelser og andre ting, der førte til selvskaden, sker igen, kan personen være mere tilbøjelig til at skade sig selv igen eller til at begå selvmord.12
Spørgsmål om patientrettigheder
Når patienter beder om hjælp eller endda skader sig selv, har de stadig rettigheder. Nogle gange kan selvmordsrisikovurderinger give anledning til spørgsmål om patienters rettigheder. De kan også skabe en konflikt mellem patientens rettigheder og lægers, psykologers og lovens beføjelser.
For eksempel siger mange love i USA, at en person kan tvinges til at tage på hospitalet, selv om vedkommende ikke ønsker det, hvis en læge eller en psykolog siger, at vedkommende er selvmordstruet. Et eksempel er Floridas lov om mental sundhed fra 1971. I nogle stater kan en person blive fysisk fastholdt (f.eks. bundet til en hospitalsseng), hvis vedkommende forsøger at forlade hospitalet. Nogle stater tillader også paramedicinere og læger at give kemiske begrænsninger (medicin, der får personen til at samarbejde eller blive meget træt), selv om patienten ikke ønsker denne medicin.
Hvis hospitalet efter et kort ophold på hospitalet (normalt 3 arbejdsdage) mener, at personen stadig er en risiko for sig selv, kan de anmode en domstol om civil indlæggelse. Hvis en dommer er enig, vil dommeren beordre personen til at blive på hospitalet i meget længere tid (normalt måneder). Personen har ikke ret til at forlade hospitalet.
Det betyder, at hvis en læge eller en psykolog siger, at en person er selvmordstruet, kan vedkommende i mange tilfælde miste sin ret:
- deres ret til at beslutte, om de vil tage på hospitalet
- deres ret til at bestemme, hvilken form for medicinsk behandling de ønsker eller ikke ønsker
- Deres ret til frihed
Når det drejer sig om personer, der måske er selvmordstruede, ser loven læger og psykologer som værende vigtigere end patientens rettigheder.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en vurdering af selvmordsrisikoen?
A: En selvmordsrisikovurdering (SRA) er en vurdering, der bruges til at bestemme sandsynligheden for, at en person tager sit eget liv. Den udføres typisk af en psykisk sundhedsprofessionel, f.eks. en rådgiver, og kan være med til at føre til behandling, der kan reducere eller afslutte selvmordssymptomer.
Spørgsmål: Hvad er de to dele af en SRA?
A: Den første del af en SRA består af en samtale med en læge eller en anden uddannet psykolog, som stiller specifikke spørgsmål om, hvad personen tænker og føler, og hvad der foregår i hans eller hendes liv (kendt som et klinisk interview). Den anden del består i at anvende en eller flere test, der måler selvmordsrisikoen, kaldet "skalaer". Eksempler herpå er Suicidal Affect-Behavior-Cognition Scale (SABCS) og Columbia-Suicide Severity Rating Scale (C-SSRS).
Spørgsmål: Er en SRA altid nøjagtig?
A: Nej, den giver ikke altid en nøjagtig indikation af en persons selvmordsrisiko. Den giver dog normalt en nyttig score til at træffe beslutninger om nødvendige behandlinger.
Q: Hvor ofte skal der foretages SRA'er?
A: Der bør foretages en SRA mere end én gang, mens personen er i behandling, hvis personens risikoniveau ændrer sig over tid på grund af faktorer som nye jobmuligheder, relationer, der opstår/slutter osv. Hvis de modtager hospitalsbehandling, skal den desuden gennemføres, før de sendes hjem.
Spørgsmål: Hvorfor har nogle ansatte i psykiatrisk pleje kun en begrænset uddannelse i at foretage SRA'er?
A: Ifølge en artikel offentliggjort i 2012 i Suicide & Life-Threatening Behavior Journal mangler mange ansatte i den mentale sundhedspleje tilstrækkelig uddannelse, når det gælder om at gennemføre SRA'er.
Spørgsmål: Hvad sker der, hvis hospitaler, læger eller rådgivere undlader at foretage en SRA, når det er nødvendigt?
Svar: Hvis hospitaler, læger eller rådgivere undlader at foretage en SRA, når det er nødvendigt, kan de sagsøges for uagtsomt dødsfald, hvis den selvmordstruede person går derhen for at få hjælp, men aldrig har fået denne vurdering. Uagtsomt dødsfald betyder, at der ikke blev gjort noget, som var påkrævet, og at det resulterede i, at en person døde som følge heraf.
