En vurdering af selvmordsrisikoen (SRA) bruges til at afgøre en persons selvmordsrisiko (hvor sandsynligt det er, at vedkommende vil begå selvmord). Dette er et afgørende første skridt i hjælpen til en person, der overvejer selvmord. Den udføres bedst af en psykisk sundhedsprofessionel, f.eks. en rådgiver eller en psykiater. En grundig og dokumenteret risikovurdering kan føre til, at personen får den rette behandling og støtte, hvilket kan reducere eller afbryde selvmordssymptomer.

Den første del af en SRA består i et struktureret samtale- eller klinisk interview med en læge eller anden uddannet professionel. Interviewet indbefatter stillede spørgsmål om aktuelle tanker om selvmord, planer, adgang til midler, tidligere forsøg, psykisk sygdom og aktuelle belastninger i personens liv. Formålet er at afdække både umiddelbar fare og de bagvedliggende forhold, som kan øge risikoen.

Den anden del af SRA'en anvender en eller flere test, som har vist sig nyttige til at måle selvmordsrisiko. Disse test kaldes ofte "skalaer". En skala er en måde at kvantificere eller struktureret vurdere symptomer og adfærd på. Nogle validerede skalaer, der ofte bruges, er Suicidal Affect-Behavior-Cognition Scale (SABCS) og Columbia-Suicide Severity Rating Scale (C-SSRS). Skalaer kan hjælpe med at standardisere vurderingen og gøre det lettere at følge forandringer over tid.

Hvad indgår i en grundig risikovurdering

  • Aktuelle symptomer og tanker: Har personen konkrete selvmordstanker? Har de lavet en plan? Har de adgang til dødelige midler?
  • Tidligere adfærd: Tidligere selvmordsforsøg eller selvskadende adfærd øger risikoen.
  • Risiko- og beskyttelsesfaktorer: Fx psykisk sygdom (depression, bipolar lidelse, skizofreni), misbrug, kronisk smerte, sociale stressorer, samtidig støtte fra familie eller venner, religiøs tro eller ansvar overfor børn.
  • Funktionsevne og ressourcer: Evne til at søge hjælp, sociale netværk, økonomiske forhold og adgang til sundhedsydelser.
  • Kontekstuelle forhold: Aktuelle hændelser som tab af job, skilsmisse eller vold kan ændre risikoniveauet hurtigt.

Advarselstegn og beskyttende faktorer

  • Alarmerende tegn: Tydelige udsagn om at ville dø, udfærdigelse af en plan, afskedshilsner, tilbagetrækning fra sociale netværk, markant humørsvingning fra nedtrykthed til ro/lettelse efter beslutning om selvmord.
  • Beskyttende faktorer: Tæt støtte fra familie/venner, vilje til at modtage behandling, fremtidshåb, tilknytning til børn eller ansvar, tro eller fællesskab.

Akutte tiltag ved høj risiko

  • Hvis en person vurderes til at være i umiddelbar fare: fjern adgang til midler (fx våben, medicin), bliv sammen med personen eller sørg for opsyn, og kontakt akut beredskab eller psykiatrisk skadestue.
  • Udarbejd en sikkerhedsplan i samarbejde med personen: tydelige skridt ved øget risiko, kontaktpersoner og nødnumre.
  • Overvej indlæggelse ved høj og vedvarende risiko, især hvis der foreligger konkret plan og midler.

En vurdering af selvmordsrisikoen er ikke altid helt præcis — det er umuligt at forudsige adfærd med fuldstændig sikkerhed. Alligevel giver den normalt en risikoscore eller kategorisering (fx lav, moderat, høj), som er nyttig ved beslutninger om behandling, sikkerhedstiltag og opfølgning.

Risikoen for selvmord kan ændre sig hurtigt over tid. Den kan stige eller falde af forskellige grunde: behandling (som samtaleterapi eller medicin) kan hjælpe, mens nye belastninger i livet (fx tab af job, ændringer i uddannelse, forholdsbrud) kan øge risikoen. Derfor bør vurderingen gentages regelmæssigt, især ved forværring af symptomer eller ved ændringer i livssituation.

Hvis personen er i behandling på hospitalet, skal vurderingen foretages, før vedkommende sendes hjem. Desuden bør der planlægges opfølgning umiddelbart efter udskrivelse, da risikoen kan være forhøjet i denne periode.

Begrænsninger, dokumentation og lovmæssige aspekter

Selvmordsrisikovurderinger har begrænsninger: ingen skala kan fange alle nuancer, og manglende træning hos personale kan føre til oversete signaler. En artikel i Suicide & Life-Threatening Behavior (2012) påpegede, at selvmordsrisikovurderinger ofte ikke udføres, og at mange ansatte i den mentale sundhedssektor har begrænset uddannelse i metoderne.

Det er vigtigt at dokumentere vurderingens indhold klart i journalen: hvilke spørgsmål er stillet, hvilke svar blev givet, hvilken skala (hvis relevant) blev brugt, vurderet risikoniveau, plan for observation/indsats og aftale om opfølgning. God dokumentation beskytter både patienten og behandleren.

Hospitaler, læger og rådgivere kan sagsøges for uagtsomt dødsfald, hvis en selvmordstruet person henvender sig til dem for at få hjælp, men der aldrig er foretaget en vurdering af selvmordsrisikoen. Et uagtsomt dødsfald betyder, at sundhedspersonalet ikke handlede, som forventet efter faglige standarder, og at dette kan have bidraget til personens død. Derfor er korrekt vurdering, dokumentation og handling både etisk og juridisk vigtigt.

Uddannelse og implementering

  • Sundhedspersonale bør modtage regelmæssig træning i at identificere risikofaktorer, anvende standardiserede skalaer og handle ved høj risiko.
  • Institutioner bør have klare retningslinjer for, hvem der får ansvar for vurdering, hvor ofte den skal gentages, og hvordan opfølgning og sikkerhedsplaner iværksættes.
  • Samarbejde med pårørende og relevante myndigheder kan være nødvendigt, under hensyn til tavshedspligt og patientens sikkerhed.

Samlet set er vurdering af selvmordsrisiko et praktisk og nødvendigt redskab i klinisk arbejde med mennesker i krise. Den skal udføres systematisk, dokumenteres tydeligt og følges af passende høre- og sikkerhedstiltag samt løbende opfølgning.