Vurdering af selvmordsrisiko: Definition, metoder og skalaer
Vurdering af selvmordsrisiko: Få indsigt i definition, kliniske interviews, skalaer (C-SSRS, SABCS) og metoder til sikker, præcis risikovurdering og effektiv behandling.
En vurdering af selvmordsrisikoen (SRA) bruges til at afgøre en persons selvmordsrisiko (hvor sandsynligt det er, at vedkommende vil begå selvmord). Dette er et afgørende første skridt i hjælpen til en person, der overvejer selvmord. Den udføres bedst af en psykisk sundhedsprofessionel, f.eks. en rådgiver eller en psykiater. En grundig og dokumenteret risikovurdering kan føre til, at personen får den rette behandling og støtte, hvilket kan reducere eller afbryde selvmordssymptomer.
Den første del af en SRA består i et struktureret samtale- eller klinisk interview med en læge eller anden uddannet professionel. Interviewet indbefatter stillede spørgsmål om aktuelle tanker om selvmord, planer, adgang til midler, tidligere forsøg, psykisk sygdom og aktuelle belastninger i personens liv. Formålet er at afdække både umiddelbar fare og de bagvedliggende forhold, som kan øge risikoen.
Den anden del af SRA'en anvender en eller flere test, som har vist sig nyttige til at måle selvmordsrisiko. Disse test kaldes ofte "skalaer". En skala er en måde at kvantificere eller struktureret vurdere symptomer og adfærd på. Nogle validerede skalaer, der ofte bruges, er Suicidal Affect-Behavior-Cognition Scale (SABCS) og Columbia-Suicide Severity Rating Scale (C-SSRS). Skalaer kan hjælpe med at standardisere vurderingen og gøre det lettere at følge forandringer over tid.
Hvad indgår i en grundig risikovurdering
- Aktuelle symptomer og tanker: Har personen konkrete selvmordstanker? Har de lavet en plan? Har de adgang til dødelige midler?
- Tidligere adfærd: Tidligere selvmordsforsøg eller selvskadende adfærd øger risikoen.
- Risiko- og beskyttelsesfaktorer: Fx psykisk sygdom (depression, bipolar lidelse, skizofreni), misbrug, kronisk smerte, sociale stressorer, samtidig støtte fra familie eller venner, religiøs tro eller ansvar overfor børn.
- Funktionsevne og ressourcer: Evne til at søge hjælp, sociale netværk, økonomiske forhold og adgang til sundhedsydelser.
- Kontekstuelle forhold: Aktuelle hændelser som tab af job, skilsmisse eller vold kan ændre risikoniveauet hurtigt.
Advarselstegn og beskyttende faktorer
- Alarmerende tegn: Tydelige udsagn om at ville dø, udfærdigelse af en plan, afskedshilsner, tilbagetrækning fra sociale netværk, markant humørsvingning fra nedtrykthed til ro/lettelse efter beslutning om selvmord.
- Beskyttende faktorer: Tæt støtte fra familie/venner, vilje til at modtage behandling, fremtidshåb, tilknytning til børn eller ansvar, tro eller fællesskab.
Akutte tiltag ved høj risiko
- Hvis en person vurderes til at være i umiddelbar fare: fjern adgang til midler (fx våben, medicin), bliv sammen med personen eller sørg for opsyn, og kontakt akut beredskab eller psykiatrisk skadestue.
- Udarbejd en sikkerhedsplan i samarbejde med personen: tydelige skridt ved øget risiko, kontaktpersoner og nødnumre.
- Overvej indlæggelse ved høj og vedvarende risiko, især hvis der foreligger konkret plan og midler.
En vurdering af selvmordsrisikoen er ikke altid helt præcis — det er umuligt at forudsige adfærd med fuldstændig sikkerhed. Alligevel giver den normalt en risikoscore eller kategorisering (fx lav, moderat, høj), som er nyttig ved beslutninger om behandling, sikkerhedstiltag og opfølgning.
Risikoen for selvmord kan ændre sig hurtigt over tid. Den kan stige eller falde af forskellige grunde: behandling (som samtaleterapi eller medicin) kan hjælpe, mens nye belastninger i livet (fx tab af job, ændringer i uddannelse, forholdsbrud) kan øge risikoen. Derfor bør vurderingen gentages regelmæssigt, især ved forværring af symptomer eller ved ændringer i livssituation.
Hvis personen er i behandling på hospitalet, skal vurderingen foretages, før vedkommende sendes hjem. Desuden bør der planlægges opfølgning umiddelbart efter udskrivelse, da risikoen kan være forhøjet i denne periode.
Begrænsninger, dokumentation og lovmæssige aspekter
Selvmordsrisikovurderinger har begrænsninger: ingen skala kan fange alle nuancer, og manglende træning hos personale kan føre til oversete signaler. En artikel i Suicide & Life-Threatening Behavior (2012) påpegede, at selvmordsrisikovurderinger ofte ikke udføres, og at mange ansatte i den mentale sundhedssektor har begrænset uddannelse i metoderne.
Det er vigtigt at dokumentere vurderingens indhold klart i journalen: hvilke spørgsmål er stillet, hvilke svar blev givet, hvilken skala (hvis relevant) blev brugt, vurderet risikoniveau, plan for observation/indsats og aftale om opfølgning. God dokumentation beskytter både patienten og behandleren.
Hospitaler, læger og rådgivere kan sagsøges for uagtsomt dødsfald, hvis en selvmordstruet person henvender sig til dem for at få hjælp, men der aldrig er foretaget en vurdering af selvmordsrisikoen. Et uagtsomt dødsfald betyder, at sundhedspersonalet ikke handlede, som forventet efter faglige standarder, og at dette kan have bidraget til personens død. Derfor er korrekt vurdering, dokumentation og handling både etisk og juridisk vigtigt.
Uddannelse og implementering
- Sundhedspersonale bør modtage regelmæssig træning i at identificere risikofaktorer, anvende standardiserede skalaer og handle ved høj risiko.
- Institutioner bør have klare retningslinjer for, hvem der får ansvar for vurdering, hvor ofte den skal gentages, og hvordan opfølgning og sikkerhedsplaner iværksættes.
- Samarbejde med pårørende og relevante myndigheder kan være nødvendigt, under hensyn til tavshedspligt og patientens sikkerhed.
Samlet set er vurdering af selvmordsrisiko et praktisk og nødvendigt redskab i klinisk arbejde med mennesker i krise. Den skal udføres systematisk, dokumenteres tydeligt og følges af passende høre- og sikkerhedstiltag samt løbende opfølgning.
Selvmordsvurdering Evaluering og triage i fem trin
Klinisk interview En vigtig del af en vurdering af selvmordsrisikoen er et klinisk interview. Det er, når en læge eller en anden kvalificeret person taler med den person, der har brug for hjælp, og stiller spørgsmål om, hvordan vedkommende har det.
Selvmordsrisiko efter selvskade
Nylige selvskader kan også give et fingerpeg om en persons selvmordsrisiko. Når en person skader sig selv med vilje, kaldes det selvskade (eller selvskade). Vigtige spørgsmål at stille kan f.eks. være følgende:
- Spørg om 24-timers perioden lige før personen selvskadede sig selv
- Hvilke begivenheder førte op til selvskaden?
- Har personen planlagt selvskaden? Hvis den pågældende planlagde det, hvor meget?
- Spørger om selvskade
- Hvor farligt var selvskaden? Kunne det have dræbt personen?
- Hvad troede patienten, der ville ske efter selvskaden? Ønskede de at dø?
- Skjulte personen sin selvskade for at forhindre, at nogen kunne stoppe den pågældende?
- Bad personen om hjælp før eller efter selvskaden?
- Hvad tænkte, følte og gjorde personen, da han/hun selvskadede sig?
- Følte personen sig endnu mere deprimeret, vred eller ked af det end normalt?
- Drak personen alkohol eller tog stoffer, da han/hun selvskadede sig?
Hvis de samme begivenheder, tanker, følelser og andre ting, der førte til selvskaden, sker igen, kan personen være mere tilbøjelig til at skade sig selv igen eller til at begå selvmord.12
Spørgsmål om patientrettigheder
Når patienter beder om hjælp eller endda skader sig selv, har de stadig rettigheder. Nogle gange kan selvmordsrisikovurderinger give anledning til spørgsmål om patienters rettigheder. De kan også skabe en konflikt mellem patientens rettigheder og lægers, psykologers og lovens beføjelser.
For eksempel siger mange love i USA, at en person kan tvinges til at tage på hospitalet, selv om vedkommende ikke ønsker det, hvis en læge eller en psykolog siger, at vedkommende er selvmordstruet. Et eksempel er Floridas lov om mental sundhed fra 1971. I nogle stater kan en person blive fysisk fastholdt (f.eks. bundet til en hospitalsseng), hvis vedkommende forsøger at forlade hospitalet. Nogle stater tillader også paramedicinere og læger at give kemiske begrænsninger (medicin, der får personen til at samarbejde eller blive meget træt), selv om patienten ikke ønsker denne medicin.
Hvis hospitalet efter et kort ophold på hospitalet (normalt 3 arbejdsdage) mener, at personen stadig er en risiko for sig selv, kan de anmode en domstol om civil indlæggelse. Hvis en dommer er enig, vil dommeren beordre personen til at blive på hospitalet i meget længere tid (normalt måneder). Personen har ikke ret til at forlade hospitalet.
Det betyder, at hvis en læge eller en psykolog siger, at en person er selvmordstruet, kan vedkommende i mange tilfælde miste sin ret:
- deres ret til at beslutte, om de vil tage på hospitalet
- deres ret til at bestemme, hvilken form for medicinsk behandling de ønsker eller ikke ønsker
- Deres ret til frihed
Når det drejer sig om personer, der måske er selvmordstruede, ser loven læger og psykologer som værende vigtigere end patientens rettigheder.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en vurdering af selvmordsrisikoen?
A: En selvmordsrisikovurdering (SRA) er en vurdering, der bruges til at bestemme sandsynligheden for, at en person tager sit eget liv. Den udføres typisk af en psykisk sundhedsprofessionel, f.eks. en rådgiver, og kan være med til at føre til behandling, der kan reducere eller afslutte selvmordssymptomer.
Spørgsmål: Hvad er de to dele af en SRA?
A: Den første del af en SRA består af en samtale med en læge eller en anden uddannet psykolog, som stiller specifikke spørgsmål om, hvad personen tænker og føler, og hvad der foregår i hans eller hendes liv (kendt som et klinisk interview). Den anden del består i at anvende en eller flere test, der måler selvmordsrisikoen, kaldet "skalaer". Eksempler herpå er Suicidal Affect-Behavior-Cognition Scale (SABCS) og Columbia-Suicide Severity Rating Scale (C-SSRS).
Spørgsmål: Er en SRA altid nøjagtig?
A: Nej, den giver ikke altid en nøjagtig indikation af en persons selvmordsrisiko. Den giver dog normalt en nyttig score til at træffe beslutninger om nødvendige behandlinger.
Q: Hvor ofte skal der foretages SRA'er?
A: Der bør foretages en SRA mere end én gang, mens personen er i behandling, hvis personens risikoniveau ændrer sig over tid på grund af faktorer som nye jobmuligheder, relationer, der opstår/slutter osv. Hvis de modtager hospitalsbehandling, skal den desuden gennemføres, før de sendes hjem.
Spørgsmål: Hvorfor har nogle ansatte i psykiatrisk pleje kun en begrænset uddannelse i at foretage SRA'er?
A: Ifølge en artikel offentliggjort i 2012 i Suicide & Life-Threatening Behavior Journal mangler mange ansatte i den mentale sundhedspleje tilstrækkelig uddannelse, når det gælder om at gennemføre SRA'er.
Spørgsmål: Hvad sker der, hvis hospitaler, læger eller rådgivere undlader at foretage en SRA, når det er nødvendigt?
Svar: Hvis hospitaler, læger eller rådgivere undlader at foretage en SRA, når det er nødvendigt, kan de sagsøges for uagtsomt dødsfald, hvis den selvmordstruede person går derhen for at få hjælp, men aldrig har fået denne vurdering. Uagtsomt dødsfald betyder, at der ikke blev gjort noget, som var påkrævet, og at det resulterede i, at en person døde som følge heraf.
Søge