Solsejl

Teorien

Ideen med et solsejl er at bruge strålingstrykket fra solen til at flytte et rumfartøj, sandsynligvis ved hjælp af store spejle (store lysreflekterende overflader). Ulempen ved denne metode er, at den genererede fremdrift er meget lille. Fordelen er, at der ikke er behov for drivmiddel (så længe der er lys). Derfor betragtes det som en mulig mulighed for fremtidige rumfartøjer. Indtil nu er der kun blevet brugt små testversioner som forsøg.

Den samlede kraft, der udøves på et solsejl på 800 gange 800 meter, er f.eks. ca. 5 newton (1,1 lbf) i Jordens afstand fra Solen, hvilket gør det til et fremdriftssystem med lavt tryk, svarende til rumfartøjer, der drives af elektriske motorer. Da det ikke bruger noget drivmiddel, udøves kraften næsten konstant. Den samlede effekt over tid er stor nok til at blive betragtet som en måde at drive rumfartøjer frem på.

Historie

Planerne for den første anvendelse af konceptet blev udarbejdet i 1970'erne af Bruce Murray og Louis Friedman, to forskere ved NASA's Jet Propulsion Laboratory i Pasadena i Californien.

Den 21. maj 2010 opsendte Japans rumforskningsagentur (JAXA) med succes solsejlet IKAROS (Interplanetary Kite-Craft Accelerated by Radiation Of The Sun). Den brugte et solsejl i rummet mellem Jorden og Venus. Dette var den første vellykkede anvendelse af et solsejl.

I 2010 opsendte NASA solsejlsfartøjet NANOSEL-D2. Det var den første succes for NASA's solsejlfartøj.

Den 2. juli 2019 opsendte Planet Society i USA satellitten LightSail 2, der er udviklet ved hjælp af solsejlsteknologi. Den lette satellit, blev opsendt med SpaceX's Falcon Heavy-raket fra Kennedy Space Center i Florida. Det var en lavbudgetmission, der blev finansieret af donationer fra 50.000 medlemmer. Det samlede budget var på under 7 millioner USD. I slutningen af juli 2019 åbnede LightSail 2 sit solsejl. Det tog ca. 3 minutter at gøre det.