Anden sudanesiske borgerkrig (1983–2005): 2 mio døde, årsager og konsekvenser

Anden sudanesiske borgerkrig (1983–2005): Dyb analyse af årsager, 2 mio døde, humanitær katastrofe, menneskerettighedskrænkelser og konsekvenser inkl. Sydsudans uafhængighed.

Anden sudanesiske borgerkrig var en konflikt fra 1983 til 2005 mellem den centrale sudanesiske regering og Sudans Folkebefrielseshær (SPLA). Den var i vid udstrækning en fortsættelse af den første sudanesiske borgerkrig fra 1955 til 1972. Konflikten startede i det sydlige Sudan, men bredte sig også til Nubabjergene og den Blå Nil. Den varede i 22 år og er en af de længste moderne borgerkrige. Krigen sluttede formelt med en fredsaftale i 2005 og lagde på sigt grundlaget for Sydsudans uafhængighed i 2011.

Årsager

Konflikten havde mange sammenvævede årsager, både historiske og umiddelbare:

• Politisk og kulturel marginalisering: Det muslimsk-dominerede styre i Khartoum havde i årtier udøvet central kontrol og marginaliseret sydlige grupper politisk, økonomisk og kulturelt.
• Religion og identitet: Stridigheder mellem en overvejende muslimsk, arabisk-nordlig elite og et religiøst og etnisk forskelligartet sydligt befolkningskompleks (kristne og traditionelle religioner) forværrede spændingerne.
• Indførelse af sharia-lovgivning: I 1983 indførte centralt styre islamisk lov i hele landet, hvilket opfattedes som tvangsmæssig islamisering af sydlige områder og gav anledning til oprøret ledet af SPLA.
• Naturressourcer: Opdagelsen og udvindingen af olie i syd og grænseområder gjorde kontrollen af territorier og indtægter langt mere værdifuld og øgede kampenes intensitet.
• Regional og international indblanding: Nabolandes støtte til forskellige parter (f.eks. Etiopien, Uganda, Eritrea, Libyen) og supermagtsinteresser gjorde konflikten mere kompleks og langvarig.

Hovedaktører og forløb

SPLM/A (Sudan People’s Liberation Movement/Army), grundlagt og ledet af John Garang, førte det væbnede oprør mod Khartoum. På regeringssiden var flere militære og politiske klichéer ansvarlige gennem perioden, blandt andre præsidenter og militærledere, og fra 1989 spillede Islamisk Nationalfront (og senere Omar al-Bashirs regime) en central rolle. Krigen rummede taktikker som geriljakamp, større militære offensiver, luftangreb, begrænsning af humanitær adgang og en række menneskerettighedskrænkelser.

Humanitære konsekvenser

Konsekvenserne for civilbefolkningen var ødelæggende:

• Omfanget af tab: Omkring to millioner mennesker anslås at være døde som følge af krigen — både direkte fra kamphandlinger og indirekte gennem sult, sygdom og kollaps af sundheds- og forsyningssystemer.
• Fordrivelse og flygtninge: Cirka fire millioner mennesker i det sydlige Sudan blev fordrevet mindst én gang; mange blev internt fordrevne, andre flygtede som flygtninge til nabolande.
• Sult og sygdom: Belægning af afgrøder, begrænset adgang for humanitær hjælp og sammenbrud af infrastruktur førte gentagne gange til sult og epidemier.
• Menneskerettighedskrænkelser: Der blev dokumenteret omfattende overgreb mod civile — herunder massakrer, brug af børn som soldater, seksuel vold, slavehandel og tvangsflytninger.

Fredsproces

Fredsforhandlingerne blev i høj grad faciliteret af IGAD (Intergovernmental Authority on Development) og internationale mæglere. Vigtige milepæle var:

• Machakos-protokollen (2002) – et tidligt rammeværk, der anerkendte sydens ret til selvbestemmelse som et muligt udfald.
• Comprehensive Peace Agreement (CPA) (2005) – underskrevet i januar 2005; indeholdt bestemmelser om magtdeling, rigdomsdeling (herunder olieindtægter), sikkerhedsarrangementer, en seksårig overgangsperiode og en folkeafstemning om selvstændighed for sydstaten.

CPA lagde grundlaget for en folkeafstemning i 2011, hvor det sydlige Sudan stemte for løsrivelse og etablerede den nye stat Sydsudan.

Eftervirkninger og arv

Selvom krigen officielt endte i 2005 og førte til Sydsudans uafhængighed i 2011, forblev mange problemer uafklarede:

• Grænsedragninger og spørgsmål om områder som Abyei forblev uløste og førte til fortsatte sammenstød.
• Regionerne Blå Nil og Nubabjergene oplevede fortsat kampe mellem centralregeringen og lokale oprørsgrupper efter 2005.
• Sydsudan oplevede intern konflikt (fra 2013), hvilket viste, at adskillelse ikke i sig selv løste dybe politiske, etniske og økonomiske spændinger.
• Genopbygning, reintegration af flygtninge og internt fordrevne, samt etablering af funktionelle statslige institutioner viste sig vanskeligt og kostbart.
• Der blev kun begrænset fremgang i forhold til sandhed, retfærdighed og erstatning for ofre; mange forbrydelser forblev uopklarede.

Sammenfatning

Den anden sudanesiske borgerkrig var en kompleks og langstrakt konflikt med dybe historiske rødder. Den medførte enorme menneskelige lidelser — omkring to millioner døde og millioner fordrevet — og efterlod et varigt ar i både Sudan og det nyoprettede Sydsudan. Fredsaftalen i 2005 og den efterfølgende uafhængighed var store politiske resultater, men mange strukturelle årsager til vold og ustabilitet forblev uløste, hvilket har gjort freds- og genopbygningsarbejdet fortsat udfordrende.

Søg efter bogstav