Scanning-tunnelmikroskopi (STM) er en måde at se formen af små objekter på. Det kan tage billeder af atomer på en overflade og flytte atomerne til forskellige steder. Det blev opfundet af Gerd Binnig og Heinrich Rohrer i 1981 hos IBM i Zürich. I 1986 fik de Nobelprisen i fysik for at opfinde den.

Hvordan fungerer STM?

STM bygger på princippet om kvantetunnelering: en meget skarp metalspids (tip) bringes tæt på en ledende eller halvledende overflade — typisk med en afstand på få ångstrøm (10^-10 m). Når der påføres en elektrisk spænding mellem spidsen og prøven, kan elektroner tunnellere gennem vakuumbarrieren, og denne tunneleringsstrøm afhænger eksponentielt af afstanden mellem tip og prøve. Dermed kan små bevægelser i afstanden måles som store ændringer i strømmen, hvilket giver ekstrem rumlig opløsning.

De vigtigste komponenter er:

  • Et skarpt tip, ofte fremstillet af wolfram eller platin-iridium, fremstillet ved elektrokemisk ætning for at få én-atomsspids.
  • Piezoelektriske drev, som flytter tip og/eller prøve med sub-ångström-præcision i x, y og z.
  • Elektronik til at måle meget små strømme (typisk pico-ampere til nano-ampere) og til at styre scanning.
  • Scannemoduser og måledata

    De to mest almindelige måder at indsamle data på er:

  • Konstant-strøm (constant-current): En feedback-kreds regulerer tip-højden, så tunneleringsstrømmen holdes konstant, mens tipet scanner over overfladen. Den nødvendige tip-højde registreres og giver billedet.
  • Konstant-højde (constant-height): Tip-højden holdes fast, og variationer i tunneleringsstrømmen registreres direkte. Denne metode er hurtigere, men risikerer at tip støder ind i ujævnheder.
  • Hvad ser STM-billedet egentlig?

    STM-billeder viser ikke nødvendigvis atomernes kerneposition direkte, men snarere den lokale elektroniske tæthed af tilgængelige tilstande nær den energi, der er bestemt af den påførte spænding (dvs. tæthed af tilstande ved Fermi-niveauet eller i nærheden). Derfor afhænger billedets udseende både af topografi og elektronstruktur på overfladen.

    Spektroskopi og atommanipulation

    Udover billeddannelse kan STM udføre scanning tunneling spektroskopi (STS), hvor man måler strøm som funktion af spænding (I–V eller dI/dV). STS giver information om elektroniske energiniveauer og tæthed af tilstande lokalt. STM bruges også til atommanipulation: ved at ændre tip-spænding og afstand kan man skubbe eller "plukke op" individuelle atomer og molekyler og arrangere dem — et berømt eksempel er placeringen af xenonatomer for at stave "IBM" med STM-teknik i slutningen af 1980'erne/1990.

    Anvendelser

    STM har haft stor betydning inden for:

  • Overfladefysik og kemi (studier af adsorption, katalyse og konstruerede nanostrukturer).
  • Nanoteknologi og atomar fabrikation (præcis placering af atomer og bygning af atomare enheder).
  • Fysisk kemi og materialeforskning (lokal elektronstruktur af metaller, halvledere og molekyler).
  • Studier af kvantemekanik på nanoskala, fx kvante-korraler og elektroninterferens.
  • Begrænsninger og praktiske forhold

    STM kræver at prøven er elektrisk ledende eller halvledende; isolerende materialer kan ikke undersøges direkte med almindeligt STM. For at opnå de bedste billeder og stabilitet arbejder man ofte i ultrahøjt vakuum (UHV) og ved lave temperaturer (kryogen), men STM kan også anvendes i luft og i væsker til særlige formål (fx elektrokemi). Endvidere kan billedfortolkning påvirkes af tipets tilstand, vibrationsstøj og elektroniske artefakter.

    Betydning

    Scanning-tunnelmikroskopi revolutionerede vores måde at se og manipulere materie på atomniveau. Den gav ikke kun hidtil uset billedopløsning, men også redskaber til at undersøge elektroniske egenskaber lokalt og til at konstruere atomare strukturer — derfor blev opfindelsen anerkendt med Nobelprisen i fysik.