Sachsen-Gotha-Altenburg (tysk: Sachsen-Gotha-Altenburg) var et hertugdømme i det område, der i dag udgør Thüringen i Tyskland. Hertugdømmet var en del af de såkaldte Ernestinske hertugdømmer under huset Wettin og eksisterede i forskellige former fra slutningen af 1600‑tallet til begyndelsen af 1800‑tallet.
Oprindelse og opdeling
Baggrunden for Sachsen-Gotha-Altenburg går tilbage til 1672, da Frederik Wilhelm III, den sidste hertug af Sachsen-Altenburg, døde uden søn. Ernest I, hertug af Sachsen-Gotha (kendt som Ernest den Fromme), som havde giftet sig med Frederik Wilhelms kusine Elisabeth Sophie, arvede dermed store dele af Altenburgs besiddelser.
Efter Ernest I's død i 1675 blev hans landområder delt mellem hans sønner. Den formelle oprettelse af hertugdømmet Sachsen-Gotha-Altenburg dateres til 1680, hvor hans ældste søn, Frederik, overtog de centrale dele med byerne Gotha og Altenburg som de vigtigste sæder.
Politisk og administrativ status
Sachsen-Gotha-Altenburg fungerede som et selvstændigt hertugdømme under det Hellige Romerske Rige og indgik senere i efterfølgende politiske ordninger i Tyskland. Som andre småstater i området var det styret af lokale hertuger fra huset Wettin, og administrationen var præget af adelens og fyrstens indflydelse. Offentlig og kirkelig organisering var overvejende luthersk.
Kultur, videnskab og økonomi
Trods sin beskedne størrelse udviklede hertugdømmet sig til et kulturelt og intellektuelt centrum i Thüringen:
- Gotha blev ducal residens, kendt for Schloss Friedenstein og hertugernes samlinger af kunst, bibliotek og arkiver.
- Byen blev også hjemsted for trykkeriet Justus Perthes, som fra midten af 1700‑tallet udgav vigtige geografiske og genealogiske arbejder — herunder den berømte Almanach de Gotha, som dokumenterede europæiske fyrstefamilier.
- Videnskabelige institutioner som observatorier og akademiske kredse knyttede sig til hoffet; hertugdømmet tiltrak astronomer og forskere i 1700‑ og 1800‑tallet.
- Økonomisk var regionen baseret på landbrug, småindustri og handel, med byerne Gotha og Altenburg som lokale handelscentre.
Lineudslukning og omfordeling
I 1825 udslukkede linjen Sachsen-Gotha-Altenburg som følge af arvelige forhold den direkte mandslinje. Som følge heraf blev arv og titler omfordelt blandt de øvrige Ernestinske linjer: delen omkring Sachsen-Coburg-Saalfeld modtog i praksis arven fra Gotha, mens Sachsen-Altenburg tilfaldt hertugen af Sachsen-Hildburghausen. Omfordelingen skete som led i et større opgør om de Ernestinske hertugdømmers grænser og titler.
Fra monarki til delstat
De tyske monarkier blev afskaffet i kølvandet på Første Verdenskrig i 1918. De tidligere hertugdømmer i Thüringen gennemgik flere administrative omorganiseringer, og i 1920 blev de overvejende områder, der tidligere omfattede Saxe‑Gotha og Saxe‑Altenburg, samlet i den nyoprettede delstat Thüringen, som fik til formål at samle flere mindre stater i området under én civil administration.
Arven efter hertugdømmet
I dag er arven fra Sachsen-Gotha-Altenburg synlig i byernes kulturhistorie: slotte og samlinger i Gotha og Altenburg, genealogiske og historiske kilder (herunder publikationer fra Perthes) og lokale museer vidner om hertugdømmet som et vigtigt regionalt centrum i Thüringens historie.


