Laugh-In: Amerikansk satirisk sketchshow med Rowan & Martin (1968–1974)

Laugh-In (1968–1974) — ikonisk amerikansk satirisk sketchshow med Rowan & Martin: kvik, politisk humor, berømte catchphrases og stjerneskud som Goldie Hawn. En tv-klassiker.

Laugh-In var en amerikansk tv-serie, som blev vist på NBC fra 1968 til 1974. Værterne var komikerne Dan Rowan og Dick Martin. Showets navn kom fra en tendens til at navngive offentlige begivenheder med et "-In", som f.eks. Human Be-In i 1967.

Format og stil

Den første Laugh-In, der startede som en engangsserie, var så populær, at den blev en fast udsendelse i 1968. Konceptet var nyskabende for tv i den måde, det kombinerede hurtige klip, visuelle gags, parodier og one-liners i et næsten filmisk tempo. Værterne Rowan og Martin var klædt i smoking og spillede straight men for de andre medvirkende i showet. Radiovært Gary Owens spillede showets speaker. Producenterne George Schlatter og Ed Friendly arbejdede bag kulisserne og var ikke med i kameraet.

Laugh-In havde "aktuel humor", hvor det meste af komedien var baseret på aktuelle begivenheder. Showet gjorde grin med tidens trends og mode og efterlignede populære stilarter fra den tid. Typisk var skitserne korte og afbrudt af hurtige klip, split-screen-øjeblikke, tekst på skærmen, sangindslag og gentagne indslag, der blev til faste elementer i seerens forventning.

Faste indslag og catchphrases

Regelmæssige indslag var:

• "the Party", hvor de optrædende fortalte one-liners om aktuelle emner i festlige omgivelser;
• "Laugh-In Looks at the News", en parodi på en nyhedsudsendelse;
• "Joke Wall", hvor de optrædende løb fra dør til dør i en specialbygget væg og fortalte gamle vittigheder;
• musikalske indslag og korte karakterskitser, der gentoges i løbet af episoderne.

Showet brugte også karakteristiske catchphrases, herunder "Sock it to me!", "You bet your bippy!" og "Look that up in your Funk and Wagnall!" Disse gentagelser blev en stor del af programmets identitet og bredte sig hurtigt ind i populærkulturen.

Medvirkende og roller

Showet havde et stort antal medvirkende, hvoraf mange var nye på tv og fik gennembrud gennem serien. Blandt disse var Goldie Hawn, Arte Johnson, Lily Tomlin, Henry Gibson, Ruth Buzzi, Dave Madden, Joanne Worley, Alan Sues, Chelsea Brown, Judy Carne og andre. Flere af de medvirkende fortsatte deres lange karriere som komikere og skuespillere.

Nogle figurer og karakterer fik særlig opmærksomhed: Arte Johnsons internationale stereotype-figur med udtrykket "Verrry interesting..." og Lily Tomlins karakterer som den syrlige telefonoperatør Ernestine er stadig husket. Henry Gibson stod ofte for poetiske, satiriske numre, mens Ruth Buzzi leverede fysiske komiske roller som bl.a. den stædige Gladys Ormphby.

Den britiske skuespiller Jeremy Lloyd og Hogan's Heroes-aktørerne Richard Dawson og Larry Hovis var også med i showet i en periode.

Gæster og kulturel betydning

Gæster i Laugh-In var bl.a. Tiny Tim, The Monkees, Ringo Starr og andre berømte sangere og skuespillere. Nogle var veteraner fra showbusinessen, mens andre var nyligt berømte eller blev berømte delvist ved at være med i showet. Dewey "Pigmeat" Markham, en afroamerikansk komiker, der ikke var kendt af det hvide publikum, blev først efterlignet i showet af Sammy Davis Jr. og optrådte derefter selv og blev et overraskende hit med den samme dommernummer, som han havde spillet i årevis på "chitlin' circuit". ("Here come the Judge!" blev en anden af showets slagord.)

Richard M. Nixon optrådte i et kort afsnit i showet, da han førte valgkampagne for at blive præsident for USA, som en let akavet cameo, hvilket skabte stor opmærksomhed og debat. Nogle kommentatorer og historikere har efterfølgende diskuteret, om sådanne fremtrædener hjalp med til at gøre politikere mere populære i medierne.

Modtagelse, kritik og arv

Laugh-In blev hurtigt et kommercielt fænomen og var et af de mest sete underholdningsshows i sin storhedstid. Programmet modtog anerkendelse i form af priser og nomineringer og har haft stor indflydelse på senere sketch- og varietéprogrammer, især ved at styrke rytmen i hurtige sketches, brugen af gentagne karakterer og integrationen af samtidskultur i komikken.

Samtidig mødte showet også kritik. Nogle mente, at humoren var for overfladisk, at visse sketches reproducerede stereotyper eller at showets form afsat meget af tiden til letfordøjelig satire uden dybere politisk analyse. Med tiden faldt publikumsinteressen, dels fordi tidsånden ændrede sig, og dels fordi formatet oplevede udvanding.

Serien blev mindre populær med tiden og sluttede i 1974, hvor producenterne forklarede, at de var "løbet tør for ting at parodiere" (gøre grin med). Efter slutningen har der været flere genforeninger og specials; en genforeningsserie i 1979 førte til en kort genoplivning af showet som en "sommerudskiftningsserie" med gæster som Robin Williams. Programmet huskes i dag for sin rolle i at forbinde tv-komik med samtidens popkultur og for at have givet en række komikere deres gennembrud.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad hed tv-serien?

Q: Hvem var værterne i Laugh-In?

Spørgsmål: Hvilken type humor var der i serien?

Spørgsmål: Hvem spillede showets speaker?

Spørgsmål: Hvem arbejdede bag kulisserne på Laugh-In?

Spørgsmål: Hvilke berømte gæster optrådte i Laugh-In?

Spørgsmål: Hvornår sluttede Laugh-In?

Søg efter bogstav