Prinsesse af Orange er titlen (navnet) på de kvinder, der var gift med de regerende prinser af Orange i perioden fra 1171 til 1815. Titlen har sit udspring i det middelalderlige fyrstendømme Orange i det sydlige Frankrig (provinsen Provence) og fulgte de regerende fyrsters rang og myndighed. I 1500-tallet kom titlen i hænderne på huset Nassau gennem William den Tavse (Vilhelm af Orange), og derfra er forbindelsen til det senere hus Orange-Nassau og de nederlandske statsoverhoveder fastlagt.

Historisk brug 1171–1815

I middelalderen og den tidlige moderne tid blev betegnelsen brugt om konsorterne til de regerende prinser i Orange. Disse prinsesser kunne have både politisk indflydelse og ansvar i deres herredømme, afhængigt af lokale forhold og deres ægteskabers styrkeforhold. Den eneste kvinde, der blev prinsesse af Oranien uden at være gift med en prins af Oranien, var Marie, prinsesse af Oranien (1393–1417). Sammen med sin mand Johannes, prins af Oranien (1393–1418), regerede de landet.

Fra 1815: Titel i det nederlandske kongehus

Efter Wienerkongressen og oprettelsen af Kongeriget Nederlandene i 1815 begyndte titlen prins af Oranien (nederlandske: Prins van Oranje) at blive anvendt som officiel titel for tronfølgen — typisk kongens ældste søn. Dermed blev hustruerne til disse tronarvinger ofte omtalt som prinsesser af Orange. Titlen knyttes fra nu af til arvefølgen i det nederlandske kongehus og symboliserer positionen som tronfølgerens ægtefælle.

Regler, køn og moderne ændringer

Historisk var titlen knyttet til tronfølgerens køn: prins af Oranien blev givet til "kongens ældste søn" (kronprinsen), og derfor fik kvindelige tronfølgere ikke automatisk samme titel som deres mandlige modstykker. Dette betød, at der i enkelte perioder ikke fandtes en bærende indehaver af titlen i direkte mandlig linje — der var ingen "ældste sønner" i et par generationer — og titlen var ikke konstant i brug gennem hele kongehusets historie efter 1877. I 1983 blev den nederlandske tronfølgelov ændret til fuld (kønsneutral) arvefølge, således at den ældste datter kan arve tronen på lige fod med en ældste søn.

Som følge af denne ændring blev Catharina-Amalia, den næste prinsesse af Orange, den første norske parlance — og mere korrekt: den første nederlandske — prinsesse af Orange i sin egen ret, da hendes far, prins Willem-Alexander, blev konge af Nederlandene. Hun bærer dermed titlen som tronfølger i eget navn og ikke blot som hustru til en prins af Oranien.

Betydning og brug i dag

Titlen prinsesse af Orange bruges i dag primært i forbindelse med tronfølgen og som et symbol på den person, der er først i arvefølgen til den nederlandske trone. Den har både historisk prestige — med rødder i et selvstændigt fyrstendømme — og moderne konstitutionel betydning, fordi den identificerer den officielle tronfølger, uanset køn.

Bemærkninger om stavemåde: På dansk møder man både formerne "Orange" og "Oranien" (sidstnævnte med historisk tysk/latin baggrund). I nederlandske sammenhænge anvendes oftest "Oranje" eller "Prins van Oranje".