Huset Romanov (russisk: Рома́нов) var det andet og sidste kejserlige dynasti, der herskede over Rusland. Det herskede fra 1613, indtil februarrevolutionen fjernede kronen i 1917. Kejserhusets senere historie omtales undertiden som Huset Holstein-Gottorp-Romanov.

Hertugen af Holstein-Gottorp, som var fra en yngre gren af Oldenburg-familien, giftede sig ind i Romanov-familien i midten af det 18. århundrede. Selv om de officielt er kendt som huset Romanov, kaldes disse efterkommere af Romanov- og Oldenburg-husene undertiden for Holstein-Gottorp-Romanov.

Oprindelse og magtovertagelse

Huset Romanov kom til magten i kølvandet på den såkaldte Vandringstiden eller Time of Troubles (slutningen af 1500- og begyndelsen af 1600-tallet), en periode præget af politisk uro, fejlfødsler til tronen og udenlandsk indblanding. I 1613 blev Mikhail Fjodorovich Romanov valgt til tsar af Zemskij Sobor (en form for stående stænderforsamling), hvilket indledte Romanov-dynastiets næsten tre hundrede år lange regeringstid. Valget blev set som et kompromis, der kunne stabilisere landet efter årtiers kaos.

Væsentlige herskere og reformer

  • Mikhail I (1613–1645) konsoliderede magten og genopbyggede staten efter Time of Troubles.
  • Alexis I (1645–1676) indførte juridiske reformer og udvidede centralmagten.
  • Peter I (Peter den Store) (1682–1725) moderniserede og vestliggjorde Rusland, opbyggede en stærk flåde, flyttede hovedstaden til Sankt Petersborg og gjorde Rusland til en europæisk stormagt.
  • Catherine II (Catherine den Store) (1762–1796) fortsatte moderniseringen, udvidede imperiet og stimulerede kultur og oplysningstanker — hun var dog ikke født Romanov, men blev en del af dynastiet gennem sit ægteskab med Peter III.
  • Alexander II (1855–1881) gennemførte væsentlige reformer, mest kendt for frigørelsen af bønderne i 1861.
  • Nicholas II (1894–1917) var den sidste russiske kejser; hans regeringstid blev præget af militære nederlag, politisk uro og endte med abdikation under februarrevolutionen 1917.

Holstein‑Gottorp‑tilknytningen

Gennem ægteskaber med europæiske fyrstehusene kom Romanov-dynastiet i midten af 1700-tallet i tæt forbindelse med huset Holstein-Gottorp (en gren af Oldenburg). Denne slægtsforbindelse blev især tydelig, da Peter III (opfostret i Holstein-Gottorp) kortvarigt besteg tronen i 1762. De efterfølgende kejsere nedstammede både fra Romanov-linjen og fra Holstein-Gottorp, hvorfor navnet Holstein‑Gottorp‑Romanov bruges af historikere for at afspejle denne blanding af dynastiske rødder.

Udvidelse af imperiet og samfundsforandringer

Under Romanov-styret voksede Rusland til et af verdens største imperier gennem erobringer i Sibirien, Kaukasus og Centralasien samt udvidelser mod Østeuropa. Samtidig medførte industrialisering, jernbanebyggeri og sociale forandringer stigende spændinger: ulighed, arbejderuro, bondeoprør og politisk opposition voksede i løbet af 1800-tallet, hvilket lagde grund for de revolutionære bevægelser tidligt i det 20. århundrede.

Kejserens fald og efterspil

Den vedvarende politiske og sociale uro kulminerede med februarrevolutionen 1917, hvor Nicholas II abducerede. Familien blev sat i husarrest og senere henrettet af bolsjevikkerne i 1918 under Den russiske Borgerkrig. Efter monarkiets fald opstod konkurrerende familiegrene og forskellige krav om tronfølge; nogle efterkommere lever i dag som private borgere og som internationale slægtninge til mange europæiske kongehuse.

Arv og betydning

Romanov-dynastiet præger russisk historie dybt: det samlede og styrkede staten, gennemførte store moderniseringsprojekter og udvidede landets grænser, men det er også forbundet med autoritære styreformer, serfvæsnets undertrykkelse og sociale spændinger. Arven fra huset Romanov er derfor kompleks — både kilder til national stolthed og til kritik. Historikere studerer fortsat dynastiets rolle i overgangen fra et feudalt rige til en moderne, men turbulent, stormagt.