Pithovirus: kæmpevirus fra permafrost – definition, struktur og historie
Pithovirus: kæmpevirus genoplivet fra 30.000 år gammel permafrost — opdag dens unikke ovalstruktur, store DNA og spændende historie.
Pithovirus er en slægt af kæmpevirus, som inficerer amøber. Det er en dobbeltstrenget DNA-virus og tilhører kladen af store DNA-virus. Den blev først beskrevet i 2014, efter at der blev fundet et levedygtigt eksemplar i en 30.000 år gammel iskerne, der blev høstet fra permafrost i Sibirien, Rusland.
Den er 50 % større end de tidligere største kendte virus, men Pandoravirus har det største virale genom, der indeholder 1,9 til 2,5 megabaser af DNA. Pithovirus har en tyk, oval væg med en åbning i den ene ende. Indvendigt ligner dens struktur en honeycomb.
Struktur og udseende
Pithovirus har en usædvanlig stor og ovoid form set i forhold til klassiske vira. Partiklerne er synlige i lysmikroskopet på grund af deres størrelse, og i elektronmikroskop fremstår de med en kraftig kapselskal og et indre mønster, ofte beskrevet som net- eller honeycomb-lignende. Den ene ende kan have en åbning eller en særlig struktur, som menes at være involveret i udløsning af virusets indhold i værtscellen.
Genom og reproduktionsstrategi
Selvom Pithovirus er meget stort fysisk, har det ikke det største genom blandt kæmpevirus — det største kendes hos Pandoravirus. Genomet hos Pithovirus består af dobbeltstrenget DNA og indeholder mange gener, hvoraf en stor del er unikke for denne gruppe eller ukendte i funktion. Ligesom andre store DNA-virus replikerer Pithovirus typisk i værtens cytoplasma, hvor det etablerer såkaldte virale fabrikker — specialiserede områder i cellen, hvor viruskomponenter samles og nye partikler dannes.
Opdagelse og historisk kontekst
Første beskrivelse af Pithovirus kom i 2014 efter, at forskere havde dyrket prøver fra en 30.000 år gammel permafrost-iskerne. Prøverne blev inkuberet med amøber, hvorved man observerede infektion og cellepåvirkning. Fundet vakte betydelig opmærksomhed, fordi det viste, at store virus kan forblive levedygtige i ekstremt lange perioder i frossen jord. Dette illustrerede også, at permafrost kan være en reservoir for gamle mikroorganismer.
Værtsspektrum og økologi
Pithovirus inficerer primært amøber, især gratislevende arter som Acanthamoeba, som ofte bruges i laboratorier til at isolere store miljøvirus. I naturen er amøber almindelige i jord og vand, og de fungerer som værter og mulige «smeltedigler» for udveksling af genetisk materiale mellem mikroorganismer. Der er ingen dokumentation for, at Pithovirus kan inficere mennesker eller de fleste dyr.
Betydning for forskning og biosikkerhed
Opdagelsen af Pithovirus og andre kæmpevirus har flere betydninger:
- Den udvider vores forståelse af virusbiologi og viser større morfologisk og genetisk variation end tidligere antaget.
- Fund i permafrost rejser spørgsmål om, hvilke mikroorganismer der kan genopstå, efterhånden som arktiske områder opvarmes og gamle sedimenter frigives.
- Selvom der ikke er beviser for direkte trusler mod mennesker fra Pithovirus, har opdagelsen ført til diskussioner om laboratorieforholdsregler og kontrol med gamle prøver. Forskning udføres normalt under kontrollerede og sikre forhold for at minimere eventuelle risici.
Metoder til påvisning og videre forskning
Forskere bruger en kombination af metoder til at påvise og karakterisere Pithovirus: dyrkning med amøber for at demonstrere infektiøsitet, elektronmikroskopi til at se partiklens struktur, samt genetiske teknikker (sekventering og bioinformatik) til at analysere genomet og sammenligne det med andre virus. Fortsat forskning fokuserer på at forstå genfunktioner, virus-vært-interaktioner og evolutionære relationer mellem kæmpevirus.
Konklusion: Pithovirus er et fascinerende eksempel på de store og komplekse virus, der findes i miljøet. Dets opdagelse i permafrost har øget interessen for, hvilke mikroorganismer der kan dukke op fra gamle lagre, og har udvidet vores kendskab til virusmangfoldighed uden at pege på nogen aktuel trussel mod mennesker.
Dens genom
Pithovirus' genom har 467 forskellige gener, hvilket er mere end en typisk virus, men langt mindre end Pandoravirus. Dens genom er langt mindre tætpakket end noget andet kendt virus. To tredjedele af dens proteiner ligner ikke andre virussers proteiner. På trods af den fysiske lighed med Pandoravirus viser Pithovirus' genomsekvens, at den knap nok er beslægtet med denne virus. Den ligner snarere medlemmer af nogle andre virusfamilier. Disse familier indeholder alle store icosaedriske virus med DNA-genomer. Pithovirus-genomet har 36 % GC-indhold, hvilket svarer til Megaviridae, i modsætning til mere end 61 % for pandoravirusser.
Replikation
Pithovirus' genom er et cirkulært, dobbeltstrenget DNA-kromosom (dsDNA) på ca. 610.000 basepar (bp.) Dets DNA kan oversættes til 467 forskellige proteiner. Genomet koder for alle de proteiner, der er nødvendige for at producere mRNA; disse proteiner er til stede i de rensede virioner.
Pithovirus udfører hele sin replikationscyklus i værtens cytoplasma og ikke på den mere typiske måde ved at overtage værtens kerne.
Opdagelse
Pithovirus sibericum blev opdaget i en 30.000 år gammel prøve af sibirisk permafrost. Virussen blev fundet begravet 30 m under overfladen af et sen-pleistocænt sediment. Det blev fundet, da man udsatte amøber for prøver fra flodbredder, der blev indsamlet i 2000. Amøberne begyndte at dø og viste sig at indeholde kæmpemæssige vira. Forfatterne sagde, at de fik idéen til at undersøge permafrostprøver for nye vira efter at have læst om et eksperiment, der genoplivede et lignende gammelt frø to år tidligere.
Selv om virussen er uskadelig for mennesker, har dens levedygtighed efter at have været frosset ned i årtusinder givet anledning til bekymring for, at globale klimaændringer og boringer i tundraen kan føre til, at potentielt farlige vira bliver fundet frem. Andre forskere afviser, at dette udgør en reel trussel.
Søge