Piedmont-blues (også kaldet East Coast Blues) er en bluesmusikstil fra USA's østkyst. Navnet stammer fra Piedmont, et bakket kystområde mellem Richmond i Virginia og Atlanta i Georgia. Stilen spilles dog også i stater som Maryland, Delaware, West Virginia, Pennsylvania og Florida.

Musikalske kendetegn

Piedmont-blues adskiller sig fra fx Delta-blues ved sin ragtime-baserede rytme og fingerplukkede guitarteknik. Den typiske spilleteknik anvender venstre hånds toneførelse og højre hånds alternating thumb-mønster, hvor tommelfingeren holder en kontinuerlig basrytme, mens de øvrige fingre spiller synkoperede melodilinjer og akkompagnement. Resultatet er en let, hopende, rytmisk fornemmelse med elementer fra ragtime og populære dansemelodier fra begyndelsen af 1900-tallet.

Instrumentationen er ofte akustisk og centreret omkring guitar og sang, men harmonika, banjo, fiddle og piano indgår også i mange optagelser og optredener. Efterhånden som musikken udviklede sig, blev også kontrabas og trommer anvendt ved enkelte optrædener, men den klassiske Piedmont-lyd er oftest en akustisk fingerpicked-guitar med klar vokal.

Historie og sociale rammer

Stilen voksede frem i de små byer og bycentre i den sydøstlige og midtatlantiske region og blev formet af samspillet mellem afrikansk-amerikanske traditioner og hvid folkemusik. Piedmont-blues var tæt knyttet til lokale scener som varemesser, omrejsende medicinshows, dansegulve, teaterhuse og juke joints, hvor sangere og instrumentalister plukkede repertoirer fra både landlige og urbane kilder.

Piedmont-blues var særligt populær blandt afroamerikanere i sydstaterne i 1920'erne og 1930'erne. Mange kunstnere blev indspillet af pladeselskaber i denne periode, hvilket hjalp med at sprede stilen ud over regionens grænser. Efter Anden Verdenskrig faldt stilen i udbredelse, men den fik fornyet opmærksomhed under folkemusik- og bluesgenoplivningen i 1950'erne og 1960'erne.

Typiske temaer og repertoire

Teksterne behandler ofte emner som rejser, arbejde, kærlighed, barske livsvilkår og humoristiske fortællinger. Repertoiret inkluderer både traditionelle sange, selvkomponerede numre og arrangementer af populære ragtime- og vaudeville-melodier. Enkelte numre følger 12-takters bluesformen, men mange Piedmont-sange bruger også andre akkordforløb og former hentet fra traditionel amerikansk folkemusik.

Betydningsfulde kunstnere

  • Blind Blake — kendt for sin komplekse fingerpicking og ragtime-agtige stil
  • Blind Boy Fuller — en af de mest populære optagede kunstnere i Piedmont-stilen
  • Blind Willie McTell — kombinerede blues, ragtime og folk-elementer
  • Rev. Gary Davis — virtuos guitarist og sangskriver, senere indflydelsesrig i folkemusikmiljøet
  • Sonny Terry — kendt for mundharpe og samarbejde med flere guitarister
  • Brownie McGhee og Cephas & Wiggins — senere duoer, som holdt stilen i live
  • Josh White — en vigtig formidler af Piedmont-repertoiret til bredere publikum
  • Etta Baker og Elizabeth Cotten, hvis Freight Train er en af de mest kendte Piedmont-melodier
  • John Jackson — en yngre traditionsholder, som spillede klassisk Piedmont-guitar

Arv og indflydelse

Piedmont-blues har haft stor betydning for den amerikanske fingerpicking-tradition og for folkemusikkens og bluesens genoplivning i midten af det 20. århundrede. Teknikker og repertoire er videreført af undervisere og akustiske guitarister og kan spores i mange moderne blues- og folkemusikeres spil. I dag dyrkes Piedmont-stilen både af traditionelle udøvere og af nutidige guitarister, som søger den karakteristiske ragtime-inspirerede fingerpicking-lyd.

Selvom Piedmont-blues aldrig nåede den samme kommercielle udbredelse som nogle andre bluesformer, er dens musikalske arv tydelig i både amerikansk folkemusik og i den akustiske bluestradition, hvor den fortsat inspirerer musikere og publikum verden over.