Fupkrigen var en betegnelse for månederne efter Polens nederlag i september 1939 og før Frankrig blev invaderet i maj 1940 under Anden Verdenskrig. Navnet afspejler den tilsyneladende stilhed på Vestfronten: på trods af krigserklæringer var der ingen større landoperationer mellem Tyskland og de vestlige allierede i denne periode.

Den militære situation

I tiden efter Polens sammenbrud erklærede Storbritannien og Frankrig krig mod Tyskland og indgik militære alliancer og aftaler med de lande, der stadig stod imod aksemagterne. Allierede styrker—herunder den britiske ekspeditionsstyrke (BEF) og canadiske enheder—blev sendt til Frankrig og Storbritannien for at mobilisere, træne og forberede forsvar. Mange tropper var til dels tilbageholdende, mange var uerfarne, og både offensiv og defensiv doktrin var under udvikling.

Der var enkelte begrænsede militære aktioner: franske tropper foretog en mindre fremrykning i Saarområdet i september 1939, men den udviklede sig ikke til et større felttog. Begge sider lagde i stedet vægt på udbygning af fæstninger (bl.a. Maginot-linjen), opbygning af reservearmeer og luftstyrker samt logistisk forberedelse til en større konflikt.

Søkrig og luftkrigsførelse

På havet var situationen langt fra stille. Anden Verdenskrig gik fra landkrig til også at udspille sig i Atlanterhavet, hvor tyske ubåde begyndte at angribe handelsskibe. Dette markerede begyndelsen på Slaget om Atlanterhavet, hvor de allierede forsøgte at beskytte konvojer og sikre forsyningslinjer. I luften udførte Royal Air Force blandt andet propagandaaktioner som udkast af løbesedler over Tyskland, men også efterretnings- og patruljeopgaver.

Hjemmefront, økonomi og diplomati

Fupkrigen var samtidig en periode med massiv mobilisering af økonomiske og civile ressourcer. Storbritannien og Frankrig søgte at omstille industrien til krigsproduktion, rekruttere soldater og etablere rationering og civilbeskyttelse. Handelsblokader og økonomisk pres mod Tyskland blev intensiveret som et forsøg på at kvæle aksemagternes krigsøkonomi.

Sideløbende begyndte Storbritannien og Frankrig at anskaffe store mængder våben fra neutrale lande, især USA. Den amerikanske regering støttede i første omgang ved salg og senere gennem lån og kreditordninger, som gjorde det muligt for de vestlige allierede at købe militært materiel.

Offentlig opfattelse og propaganda

I befolkningerne i Storbritannien og Frankrig skabte faserne af venten både håb og frustration. Pressen og politiske ledere brugte propaganda aktivt for at opretholde moral og støtte til krigsindsatsen. Tanken om en kort krig eller en afventende strategi gav navn til fænomener som "fupkrigen" og det franske udtryk "drôle de guerre" (den mærkelige krig).

April 1940: slutningen på den stille fase

Den tilsyneladende ro blev brudt i april 1940, da Tyskland igangsatte Operation Weserübung og invaderede Danmark og Norge. De tyske felttog i Skandinavien viste, at konflikten stadig kunne eskalere hurtigt og på uventede fronter. I maj 1940 gik Tyskland videre med store offensiver mod Beneluxlandene og Frankrig, hvilket markant afsluttede fupkrigens periode med begrænsede landkampe.

Betydning

Fupkrigen var et kort, men vigtigt kapitel i krigens tidlige fase. Den gav de vestlige allierede tid til at mobilisere og omstille økonomier og hære, men samtidig gav den også Tyskland tid til at konsolidere besættelsen af Østeuropa, udbygge flåde- og luftkapaciteter og planlægge nye offensiver. Når en tilsyneladende pause endte i foråret 1940, viste det, at manglende offensiv handling på Vestfronten ikke var det samme som sikker fred.