Der er flere måder at forstå "ældste daterede bjergarter" på: man kan skelne mellem ældste mineraler, ældste kendte klippeblokke og ældste sten, der i dag findes på Jorden (selv om nogle af dem stammer fra rummet). De vigtigste fund, som ofte nævnes, er derfor forskellige i type og oprindelse.

1. Måneprøver (ældste sten fundet på Jorden)

Der er fundet meget gamle sten fra Månen. Dette er relevant, fordi Månen ifølge hypotesen om kæmpe nedslag menes at være dannet af materiale, der oprindelig kom fra Jorden kort efter solsystemets fødsel. Under Apollo 16-missionen blev måneprøve 67215 bragt hjem, og den er blevet dateret til ca. 4,46 milliarder år. Fordi denne sten nu findes på Jorden, omtales den nogle gange som den ældste kendte sten, der er til rådighed for prøvetagning og analyse — men den er ikke af jordisk oprindelse.

2. Ældste materiale af jordisk oprindelse: zirkoner fra Jack Hills

Det ældste kendte materiale, som faktisk har krystalliseret på Jorden, er zirkon-mineraler fundet i Jack Hills i Western Australia. Zirkoner er små, meget hårde krystaller (ZrSiO4), som er exceptionelt modstandsdygtige over for kemisk forvitring og metamorfose. Derfor kan de bevare geokemiske spor fra meget tidlige stadier af Jordens historie.

Ved hjælp af uranium-bly (U–Pb) datering på disse zirkoner er enkelte prøver dateret til 4,404 ± 0,008 milliarder år. Mange andre zirkoner fra samme område giver konsekvente aldre omkring 4,35 milliarder år. Disse aldre placerer zirkonerne i Hadean-tiden og giver vigtig information om tidlig skorpe-dannelse, temperaturforhold og endda forekomsten af flydende vand på jordoverfladen kort efter Jordens dannelse.

Geokemiske analyser af Jack Hills-zirkoner (isotoper af ilt, hafnium mv.) tyder på, at nogle af dem krystalliserede i miljøer, hvor der fandtes køligere vandige forhold, hvilket har stor betydning for forståelsen af, hvornår betingelser for liv kunne være til stede.

3. Ældste bevarede klippeformationer: Acasta Gneiss

Som direkte eksempler på ældste sammenhængende klippelegemer nævnes ofte Acasta Gneiss i det canadiske skjold i Northwest Territories, Canada. Disse gnejser udgør rester af arkæiske magmatiske og metamorfiske skorpeafsnit — ofte tonolitisk til granodioritisk materiale (ofte omtalt som TTG-komplekser) — som er blevet eksponeret ved senere tektonik og/eller istidsafskrabning.

Acasta Gneiss er dateret ved analyse af zirkoner i klipperne og har aldre omkring 4,03 milliarder år, hvilket gør den til en af de ældste kendte sammenhængende klippeformationer på Jorden. Sådanne klippelegemer giver information om tidlig kontinentalskorpe og processerne, der dannede jordens tidlige pladetektonik eller proto-krustale systemer.

Andre bemærkelsesværdige gamle områder

Der findes også andre meget gamle terræner og enkeltfund, som har betydning for forståelsen af Jordens tidlige historie. Eksempler er Isua-grønlændske grønstensbæltet (ca. 3,7–3,8 milliarder år) og mere omdiskuterede nyere fortolkninger af ultramafiske og metasedimentære sekvenser, hvor nogle studier har foreslået endnu ældre aldre. Disse lokaliteter er dog ofte sværere at tolke på grund af omfattende omdannelse gennem geologisk tid.

Hvorfor skelne mellem mineraler og klipper?

Det er vigtigt at skelne mellem:

  • Mineralprøver (fx zirkoner), som kan være ældre end den omkringliggende klippe, fordi de kan overleve gentagen nedbrydning og genaflejring.
  • Klippeformationer (fx Acasta Gneiss), som repræsenterer bevarede, sammenhængende dele af den tidlige skorpe.
  • Eksterne prøver (fx måneprøver), som kan være meget gamle og relevante for forståelsen af Jordens tidlige historie, men som ikke er dannet på Jorden selv.

Samlet set giver disse forskellige typer prøver (måneprøver, zirkoner og gamle gnejser) komplementære informationer om Jordens tidligste historie: fra tidspunktet for materialernes krystallisering over de fysiske forhold på overfladen til de geologiske processer, der dannede og omdannede den tidlige skorpe.