Der bor mange mennesker i Kina — flere end i noget andet land — og de repræsenterer et meget forskelligartet spektrum af kulturer, historier og trosretninger. Den kinesiske regering anerkender officielt 56 nationaliteter (kinesisk: 族 zú eller 民族 mínzú). Af disse tilhører langt de fleste Han-folket; de udgør over 90 % af befolkningen. De øvrige grupper omtales ofte som etniske minoriteter eller nationaliteter og lever spredt i hele landet, men især i grænseområder og i særlige autonome regioner.

  • Zhuang (壮族 : Zhuàng Tû
  • Manchu (满族 : Mǎn Zú)
  • Hui (回族 : Huí Zú)
  • Miao (苗族 : Miáo Zú) (Hmong)
  • Uyghurisk (维吾尔族 : Wéiwúěr Zú)
  • Yi (彝族 : Yí Zú)
  • Tujia (土家族 : Tǔjiā Zú)
  • Mongolsk (蒙古族 : Měnggǔ Zú)
  • Tibetansk (藏族 : Zàng Zú)
  • Buyei (布依族 : Bùyī Zú)
  • Dong (侗族 : Dòng Zú)
  • Yao (瑶族 : Yáo Zú)
  • Koreansk (朝鲜族 : Cháoxiǎn Zú)
  • Bai (白族 : Bái Zú)
  • Hani (哈尼族 : Hāní Zú)
  • Li (黎族 : Lí Zú), også kaldet Hlai på den etniske gruppes sprog.
  • Kazak (哈萨克族 : Hāsàkè Zú)
  • Dai (傣族 : Dǎi Zú, også kaldet Dai Lue, en af de etniske tai-grupper)
  • Hun (畲族 : Shē Zú)
  • Lisu (僳族 : Lìsù Zú)
  • Gelao (仡佬族 : Gēlǎo Zú)
  • Lahu (拉祜族 : Lāhù Zú)
  • Dongxiang (东乡族 : Dōngxiāng Zú)
  • Va (佤族 : Wǎ Zú) (Va)
  • Sui (水族 : Shuǐ Zú)
  • Naxi (纳西族 : Nàxī Zú) (omfatter Mosuo (摩梭 : Mósuō))
  • Qiang (羌族 : Qiāng Zú)
  • Tu (土族 : Tǔ Zú)
  • Xibe (锡伯族 : Xíbó Zú)
  • Mulao (仫佬族 : Mùlǎo Zú)
  • Kirgiz (柯尔克孜族 : Kēěrkèzī Zú)
  • Daur (达斡尔族 : Dáwòěr Zú)
  • Jingpo (景颇族 : Jǐngpō Zú)
  • Salar (撒拉族 : Sǎlá Zú)
  • Blang (布朗族 : Bùlǎng Zú)
  • Maonan (毛南族 : Màonán Zú)
  • Tadsjikisk (塔吉克族 : Tǎjíkè Zú)
  • Pumi (普米族 : Pǔmǐ Zú)
  • Achang (阿昌族 : Āchāng Zú)
  • Nu (怒族 : Nù Zú)
  • Ewenki (鄂温克族 : Èwēnkè Zú)
  • Gin (京族 : Jīng Zú), som betyder vietnamesere eller Kinh-folk.
  • Jino (基诺族 : Jīnuò Zú)
  • De'ang (德昂族 : Déáng Zú)
  • Usbekisk (乌孜别克族 : Wūzībiékè Zú)
  • Russere (俄罗斯族 : Éluōsī Zú)
  • Yugur (裕固族 : Yùgù Zú)
  • Bonan (保安族 : Bǎoān Zú)
  • Monba (门巴族 : Ménbā Zú)
  • Oroqen (鄂伦春族 : Èlúnchūn Zú)
  • Derung (独龙族 : Dúlóng Zú)
  • Tatarisk (塔塔尔族 : Tǎtǎěr Zú)
  • Hezhen (赫哲族 : Hèzhé Zú)
  • Lhoba (珞巴族 : Luòbā Zú)
  • Gaoshan (高山族 : Gāoshān Zú), som betyder taiwanske aboriginere

Hvordan grupperne adskiller sig

Etniske grupper i Kina kan variere markant i sprog, religion, levevis og historisk baggrund. Nogle taler sprog i den sinotibetanske familie (fx tibetansk, yi-sprog), andre bruger tai-kadai, tungus-manchu, mongolsk eller forskellige altaiske og indoeuropæiske sprog. Religioner omfatter buddhisme, islam (fx blandt Hui og mange uyghurer), kristendom, taoisme, animistiske og lokale trosformer samt konfucianske traditioner.

Autonome områder og politik

For at imødekomme forskellige kulturelle og administrative behov har Kina oprettet flere autonome regioner og distrikter for store minoriteter — for eksempel Xinjiang Uyghur Autonome Region, Tibet Autonome Region, Indre Mongoliet, Guangxi Zhuang Autonome Region og Ningxia Hui Autonome Region. I praksis betyder autonomi ofte, at der er institutionelle foranstaltninger som uddannelse på lokale sprog og repræsentation i lokale myndigheder, men graden af selvstyre varierer, og der er også vedvarende politiske spændinger og internationale bekymringer vedrørende menneskerettigheder for nogle grupper.

De største etniske grupper kort forklaret

Nedenfor er en kort oversigt over nogle af de mest markante grupper:

  • Zhuang: Stor gruppe primært i Guangxi; taler zhuang-sprog (tai-gruppe) og har rige lokale folkemusik- og håndværkstraditioner.
  • Manchu: En gang herskerfolk (Qing-dynastiet); i dag er mange manchuer assimilerede med han-kulturen, men der er også revival af sprog- og kulturinteresse.
  • Hui: Muslimsk majoritetsgruppe, spredt i hele Kina; kulturelt og sprogligt tæt på han-kinesere, men med islamske skikke og madtraditioner.
  • Miao (Hmong): Kendt for farverige dragter, broderi og musik; lever især i sydvestlige provinser som Guizhou og Yunnan.
  • Uyghur: Tyrkisk-sproget og overvejende muslimsk gruppe i Xinjiang; har en distinkt centralasiatisk kultur. Der har været alvorlige spændinger mellem uyghurer og centralregeringen og omfattende rapporter om repression.
  • Tibetansk: Buddhismens stærke tilstedeværelse og en markant kulturel identitet; Tibet og områder med tibetansk kultur har egen historie, sprog og religiøse institutioner.
  • Mongoler: Traditionelt nomadisk arv; store befolkningsgrupper i Indre Mongoliet og omkringliggende områder, med eget sprog og kultur.

Kulturelle og historiske noter

Historisk har mange etniske grupper i Kina haft langvarige kontakter, konflikter og udvekslinger. Nogle kvindeforfattelser og klankoder — for eksempel praksisser med at beskytte kvinders kyskhed ved at begrænse deres færden — var udbredt i traditionelle han-samfund og findes også i varianter hos andre grupper. Under Qing-dynastiet, hvor manchuernes styre prægede landet, overtog manchuerne visse konfucianske husholdningsnormer fra Han, men de bevarede også egne skikke.

En relevant historisk begivenhed vedrørende manchuerne (oprindeligt jurchenerne) er, at Nurhaci i begyndelsen af 1600-tallet samlede jurchenske stammer og i 1616 proklamerede det sene Jin (senere kaldt Later Jin), som blev forløberen for Qing-dynastiet. I 1618 udstedte han de såkaldte Syv klagepunkter (Seven Grievances), som rettede sig mod Ming-dynastiet og bl.a. anklagede Ming for overgreb mod hans familie; dette var en af de udløsende årsager til jurchenernes oprør og den efterfølgende magtovertagelse.

Afsluttende bemærkninger

Kinas 56 officielle nationaliteter dækker over stor mangfoldighed. Mange grupper har bevaret eller genoplivet kulturelle kendetegn som sprog, musik, festdage og håndværk, mens andre i høj grad er assimileret. Samtidig med officielle programmer til støtte for minoriteter er forholdet mellem centralregeringen og visse etniske grupper et komplekst og til tider konfliktfyldt område, som både påvirker dagligliv, kultur og politik.